Det er nu vi skal stå fast. Vi har intet at miste – men alt at vinde.
Regeringens og Kommunernes Ladsforenings (KL's) masterplan for OK 13 er et angreb af historiske dimensioner – først og fremmest på Danmarks Lærerforening, som den stærkeste fagforening. Dernæst er det et angreb på alle offentligt ansatte og endelig er det et angreb på vores fælles velfærdsamfund.
KL har truet med lockout i lang tid, men Danmarks Lærerforening har stået fast og ikke ladet sig kyse. Samtidig har lærerne gennem en mangfoldighed af aktiviteter vundet større sympati og støtte fra såvel forældre og elever som fra andre offentligt ansatte. Det er rigtig godt gået!
Tvunget i konflikt
KL's lockoutvarsel har tvunget lærerne i konflikt. Lockout'en vil betyde kaos på skolerne og masser af problemer for både lærere, elever og forældre. KL's angreb betyder, at vi må holde sammen og forsvare os.
Vores kamp rækker langt ud over arbejdstidsregler og tid til forberedelse. Det er en kamp for medarbejderindflydelse, beskyttelse af tillidsrepræsentanterne og MED-systemet. Den har betydning for elever og forældre. Den er vigtig for folkeskolen, uddannelsessystemet og fremtidens Danmark.
Vil vi et samfund, som udvikler den demokratiske deltagelse, fordeler værdierne solidarisk og giver alle lige muligheder for at udfolde deres talenter? Eller vil vi et samfund med voksende demokratisk underskud og økonomisk og social ulighed? Skal Folkeskolen og uddannelsessystemet være skoler for livet eller skoler for erhvervslivet?
Demokratisk underskud
Desværre holder regeringen og KL stædigt fast i en politik med voksende demokratisk underskud og økonomisk og social ulighed.
Men kan den holde til at skabe kaos på skolerne og få større dele af befolkningen imod sig? Kan S og SF holde til at skulle møde vælgerne ved næste kommunevalg?
Vores fagforening skal stå fast, og vi skal bakke den op. Det gør vi bedst ved at fortsætte aktiviteterne, udvikle fællesskabet med andre offentligt ansatte og samle sympati blandt forældre og elever.
Vi kunne for eksempel sætte fokus på KL's delegeretmøde, som er lige på trapperne. Faglige møder, udtalelser, aktioner og demonstrationer kunne være med til at lægge ekstra pres på KL og landets kommunalpolitikere.
Kan du lide, hvad du læser?
Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:
eller giv et bidrag via

87278