17 May 2025  

KBH: Let skyet, 10 °C

Du behøver ikke vente, Helle

Du behøver ikke vente, Helle

Alle midtjyske LO-sektionsformænd appellerer til statsministeren om at gøre noget for de mange ledige, der har mistet retten til dagpenge.

Kære Helle Thorning-Schmidt
Tusindvis af mennesker har mistet retten til dagpenge som følge af dagpengereformen; i 2013 alene 34.000. Mennesker, som har betalt til deres a-kasse, så de kunne få dagpenge, hvis de blev ledige. Nu står de i en situation, hvor de ikke mere kan få dagpenge, fordi dagpengeperioden er blevet halveret.

Du er statsminister for alle disse mennesker. De kan med rette forvente, at du vil gøre alt for at lette deres situation. Derfor forstår vi ikke de udtalelser, du er kommet med efter ferien.

Du bør som statsminister ikke være i tvivl om hvor stor en økonomisk, menneskelig og social nedtur, disse mennesker udsættes for. 

Vi forstår ikke, at du vil undlade at gøre noget, før Dagpengekommissionen en gang i 2015 har talt. Vi synes, det kan være udmærket at få kulegravet hele problematikken. Det kan vi bare ikke vente på, og det kan de mennesker, der er ramt hårdt økonomisk, da slet ikke.

Da dagpengeperioden blev halveret til to år og optjeningstiden fordoblet til et år, var der ingen tvivl om, at det ville få betydning for mange mennesker. Men at det har fået så voldsomme konsekvenser for så mange, ved vi, har overrasket regeringen. Men så må I jo agere ud fra det!

Derfor forstår vi ikke, at du så bastant melder ud, som du gør. Hvad er formålet? Hvis du virkelig tager fat om dette problem, gør du noget aktivt for nogle, der uforskyldt er kommet i klemme. 

Vi behøver ikke underholde dig med, hvad det betyder for en familie, når dagpenge erstattes med 
kontanthjælp. Du bør som statsminister ikke være i tvivl om hvor stor en økonomisk, menneskelig og social nedtur, disse mennesker udsættes for. Du kan stadig nå at gentænke hele situationen og komme med en ny udmelding.

Vi er ikke i tvivl om, at der skal gøres noget for dem, der her og nu står med problemet, og at der samtidig skal findes en langsigtet løsning i form af en kortere genoptjeningsperiode. Det behøver vi ikke afvente kommissionens arbejde for at vide. Og det gør du heller ikke, statsminister!

Viggo Thinggaard – formand LO Silkeborg – Favrskov, Helge Albertsen – formand for LO Ringkøbing Fjord, Hans Enevoldsen – formand LO Nordvestjylland, Torben Jakobsen – formand for LO Djursland, Henrik G. Hansen – formand for LO Randers, Stanley Bach – formand LO Viborg, Hans A. Sørensen – formand LO Horsens, Poul Jean Hansen – formand LO Skive-egnen, Anders Munk – formand LO Aarhus, Steen Jonassen – formand LO Herning – Ikast.

Kan du lide, hvad du læser?

Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:

Abonnér

eller giv et bidrag via


87278


28. aug. 2014 - 09:27   28. aug. 2014 - 09:30

Udtalelse

samtlige midtjyske LO-sektionsformænd