I toppen af den danske arbejderbevægelse tales der om EU og unionens lyksaligheder - eller rettere potentielle lyksaligheder.

Mange danske lønmodtagere må med god grund være noget forundrede, for EU har påført fagbevægelsen en lang række nederlag. Og da "vores" politikere i Socialdemokraterne sidst skulle ud med sparekniven, var ordren kommet direkte fra Tysklands forbundskansler Angela Merkel og co.

Kapitalens magt er en udtalt del af EU's grundlov, og Tysklands industrielle og økonomiske kraft er limen i det fælles Europa. Arbejdskraftens frie bevægelighed og social dumping er to sider af det samme onde, med det samme formål: at lave et frugtbart marked for investeringer fra (hovedsagligt) tysk og fransk finanskapital. I sidste ende er EU finanskapitalens diktatur.

Hvis den europæiske fagbevægelse vil kæmpe for sine medlemmer, må den kæmpe for ethvert tiltag, der fører til svækkelse af EU.

I dag står vi over for en hel række udfordringer som social dumping, cabotagekørsel, samt en hel række standardiseringer efter laveste fællesnævner, hvilket betyder angreb på arbejdsforhold, generelt på velfærden og selv på fødevarekvaliteten.

Fra både EU og den danske stat er der en tilsyneladende laden stå til over for cabotagekørslen og den sociale dumping. Disse ting ser ud til at være den rå side af arbejdskraftens frie bevægelighed, hvis hovedfunktion er at spille Europas arbejdere ud mod hinanden. De nord- og sydeuropæiske arbejdere skal ned på østeuropæisk niveau, og flere østeuropæiske arbejdere skal tvinges til slavelignende arbejdsforhold.

Fagbevægelsen må gøre sig det klart, at i kampen for gode arbejdsforhold og et lige samfund, dér står EU på den forkerte side. Hele LO-familien bør være meget mere varsomme med at lege politikere og anbefale ja til den en eller den anden traktat, der i sidste ende ikke direkte er i medlemmernes interesse.

Mens man selv sidder godt bag skrivebordet, vil medlemmerne få konsekvenserne at føle ved et hvert nyt tiltag.

Ned med EU

Vi mangler stadig at se det mindste tegn på EU’s potentielle fordele. De ting, der kommer fra Bruxelles, er sjældent i arbejdernes interesse. At arbejderpartierne ikke har et flertal, må de tage på egen kappe. Deres nederlag hviler på deres vakkelvorenhed og den statsmandskynisme, der lader dem udråbe EU som en helt, mens unionen skubber på for den ene stramning efter den anden.

Et rødt flertal ændrer ikke EU’s formelle formål: at varetage den europæiske kapitals interesser. Et kæmpemæssigt embedsmandværk med en usædvanligt stor organisatorisk magt appellerer til karrierepolitikernes iboende "ansvarlighed" og "realisme". 

Hvis den europæiske fagbevægelse vil kæmpe for sine medlemmer, må den kæmpe for ethvert tiltag, der fører til  svækkelse af EU. Med Brexit er der allerede et økonomisk vigtigt land, der står udenfor. Trusler om, at samhandlen vil stoppe, er gået fra at være smagløse til at være yderst tvivlsomme. Og trusler om straf kan for frie mennesker aldrig være en grund til ikke at kæmpe.

Derfor kan vores slogan aldrig blive andet end: Ned med EU! For Europas skyld!

Forkortet af redaktionen.