Undertegnede er den danske delegation, som deltog i den europæiske arbejderkonference i Tarragona i Spanien den 16.-17. marts.
Konferencen fastslog, at EU overalt i Europa igangsætter og samordner en politik, der som aldrig før truer velfærden, lønmodtagernes og ungdommens rettigheder og demokratiet. Konferencen konstaterede også, at lønmodtagerne og ungdommen alle steder gør modstand mod denne politik.
Den seneste udvikling i Danmark med lærerkonflikten bekræfter fuldstændig dette billede. Regeringen og dens villige redskab – ledelsen af Kommunernes Landsforening – forsøger at knække lærernes modstand mod at arbejde under uregulerede forhold ved at udsætte dem for lockout.
Det er led i en større plan om at tvinge de offentligt ansatte til at arbejde mere til en lavere løn, hvilket blandt andet fremgår af den nyligt afslørede resultatkontrakt mellem finansministeriet og moderniseringsstyrelsen.
Bag denne plan er EU's finanspagt og budgetlov, som Folketinget vedtog sidste år, og som lægger en brutal spændetrøje på de offentlige udgifter til velfærd, skoler, sundhed og så videre.
Vi opfordrer de offentligt ansattes fagforeninger til øjeblikkeligt at trække sig ud af alle overenskomstforhandlinger.
Hele denne fremgangsmåde sætter den frie forhandlingsret på arbejdsmarkedet ud af spillet og indfører i praksis diktatur på arbejdsmarkedet. Alle lønmodtagernes hårdt tilkæmpede rettigheder er i fare. Fagbevægelsens enhed og uafhængighed er i fare.
Derfor opfordrer vi hele den danske fagbevægelse – i den offentlige og private sektor – til øjeblikkeligt at varsle sympatiaktioner for at støtte folkeskolelærerne og forsvare den frie forhandlingsret imod et overenskomstindgreb fra Folketinget og regeringen.
Vi opfordrer de offentligt ansattes fagforeninger til øjeblikkeligt at trække sig ud af alle overenskomstforhandlinger og trække deres underskrifter tilbage fra allerede indgåede overenskomster, indtil lockouten mod lærerne er ophævet og reelle forhandlinger mellem Danmarks Lærerforening og Kommunernes Landsforening er begyndt.
Vi opfordrer til, at hele den danske fagbevægelse mobiliserer sine medlemmer og gennemfører de nødvendige fælles aktioner for at tvinge regeringen til at trække sine planer om at forringe lønmodtagernes arbejds- og lønvilkår tilbage.
Undertegnet af Per Sørensen, BJMF, København, medlem af det faglige udvalg I Folkebevægelsen imod EU, Kim Bilfeldt, BJMF, København, formand for EU-Udvalg I BJMF, København, Tscherning Johansen, BJMF, København, Ole Nors Nielsen, næstformand for transportgruppen i 3F, Aalborg, Anton Schou, medlem af det faglige udvalg i Folkebevægelsen mod EU.
Kan du lide, hvad du læser?
Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:
eller giv et bidrag via

87278