17 Jun 2025  

KBH: Let skyet, 10 °C

Faglige unge protesterer

Faglige unge protesterer

Pressen har fået indsigt i nogle af forslagene, som Dagpengekommissionen vil fremlægge. Her viser den sit sande ansigt.

De unge og nyuddannede skal ikke være ofre i et politisk spil om at forbedre dagpengesystemet. Det er svært nok i forvejen for unge mennesker at vinde fodfæste på arbejdsmarkedet.
FOTO: Andrea Sigaard
1 af 1

Hverken de nyuddannede eller andre udsatte målgrupper skal være ofre for en kynisk politik vendt mod de arbejdsløse!

Den seneste tids lækager af det udspil, som den nedsatte dagpengekommission er kommet frem til, viser tydeligt, hvilken politisk dagsorden, der er sat på kommissionens arbejde.

Der er ingen arbejder, nyuddannet eller ej, der skal betale for de forringelser, som politikerne har lavet.

Endnu en gang skal der forringes, hvilket efterhånden ikke kommer bag på os. Men det kommer bag på os, at vi skal se vores faglige ledere med Kim Simonsen i spidsen udtale, at fagbevægelsen er klar til at acceptere forringelser for de nyuddannede for at få det samlede dagpengesystem forbedret.

Det mener vi, som samlet ungdomsfagbevægelse, er et skråplan. Der er ingen arbejder, nyuddannet eller ej, der skal betale for de forringelser, som politikerne har lavet. Det er i forvejen svært nok for de nyuddannede at få et arbejde efter endt uddannelse, og vi ser ingen grund til at gøre det endnu sværere for en nyuddannet at få hverdagen til at hænge sammen.

Såfremt både politikere og fagbevægelsen ønsker at forbedre dagpengesystemet og dermed sikre de danske arbejdere, når de bliver arbejdsløse, må der findes midler, uden det går ud over de, som har betalt for at være sikret, i fald de bliver arbejdsløse.

Genoptjeningsperioden skal halveres, det er der ingen tvivl om. Alt for mange er faldet ud af det dagpengesystem, som skulle sikre arbejderens levevilkår, og præcis derfor skal vores kolleger ikke betale for, at det system, som politikerne selv har forringet, skal genoprettes og forbedres.

En samlet ungdomsfagbevægelse ønsker at melde klart ud, at vi ikke accepterer forringelser for de nyuddannede eller andre udsatte målgrupper i deres erstatning for tabt arbejdsfortjeneste.

Vi opfordrer til, at forbundsledelserne klart melder ud, samt går på barrikaderne for at mobilisere modkrav til den kolde og kyniske nedskæringspolitik!

På vegne af Ungdomsfagbevægelsen: Emil Olsen 3F Ungdom, Kasper Bech Jensen El-forbundets ungdom, Karina Nicolaisen HK Ungdom, Simone Rasmussen FOA Ungdom og Martin Thomasen Metal Ungdom

Kan du lide, hvad du læser?

Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:

Abonnér

eller giv et bidrag via


87278


26. aug. 2015 - 09:11   26. aug. 2015 - 09:20

Udtalelse

fra fem faglige ungdomsorganisationer