Generalforsamlingen i Metal Aarhus forlanger, at der i den kommende finanslov indgår:
• At genoptjening af retten til en dagperiode igen skal være et halvt års års arbejde – 962 timer og alt arbejde, efteruddannelse og løntilskudsjob skal kunne medregnes.
• At retten til seks ugers selvvalgt uddannelse skal tilbageføres, så ledige sikres mulighed for opkvalificering fra første ledige dag.
• At der skal findes en permanent løsning for de tusindvis, der mister deres dagpengeret.
Set i lyset af en historisk forbedring af Danmarks konkurrenceevne er overenskomstforhandlingerne 2014 nu gået i gang. Arbejdspladsernes krav er styrkelse af: den danske model – uddannelse – pension – vikar- og leverandørområdet – lærlinge – tillidsrepræsentanter – arbejdstid og satsforhøjelser.
Ingen skal være i tvivl om, at vi i Metal Aarhus er klar til en konflikt, hvis det skulle vise sig at være nødvendigt.
De aarhusianske metalarbejdere afviser blankt Dansk Arbejdsgiverforenings forslag om afgivelse af fridage/helligdage. Det danske arbejdsmarked er i forvejen kendetegnet ved stabilitet og særdeles fleksible arbejdsmarkedsaftaler. Som altid er hovedformålet en aftale med Dansk Industri, men ingen skal være i tvivl om, at vi i Metal Aarhus er klar til en konflikt, hvis det skulle vise sig at være nødvendigt.
Den kommende erhvervsskolereform hilses velkommen. Udfordringen er, at langt flere unge skal tage en erhvervsuddannelse. Det kræver, at industrien tager et langt større medansvar for uddannelse af lærlinge, samt at de tekniske skoler får tilført de nødvendige ressourcer til forbedringer af såvel uddannelsesmiljøet som styrkelse af læreruddannelse og udstyr.
Erhvervsuddannelsesreformens succes er betinget af, at alle unge – uanset social status – der forlader folkeskolens afgangsklasse er uddannelsesparate til at gennemføre en ungdomsuddannelse.
Den 19. november er der kommune- og regionsvalg. Generalforsamlingen opfordrer alle medlemmer til at bruge deres stemme på en politiker, der vil arbejde for følgende:
• Forbedret indsats mod social dumpning. • Styrkelse af uddannelsesmiljøerne indenfor erhvervsuddannelserne. • En stærkere social håndsrækning til alle, der har brug for hjælp og støtte. • Opprioritering af inddragelse af borgere og interesseorganisationer i beslutningsprocesserne. • Oprettelse og fastholdelse af arbejdspladser med overenskomstdækning. • Kommunale og regionale arbejdsopgaver udføres kun på overenskomstmæssige vilkår. • Kædeansvar der sikrer, at alle aftaler tillige omfatter eventuelle underleverandører. • Sociale klausuler på alle anlægsarbejder der sikrer en nødvendig forøgelse af praktikpladser.
Sæt X ved en politiker, der vil arbejde for ovennævnte.
Vedtaget på generalforsamlingen den 28. oktober
Kan du lide, hvad du læser?
Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:
eller giv et bidrag via

87278