23 May 2026  

KBH: Let skyet, 10 °C

Forbyd statsligt finansieret religiøs mad

Forbyd statsligt finansieret religiøs mad

Ateistisk Selskab blander sig i debatten om halalkød på hospitaler og i daginstitutioner.

Ateistisk selskab mener, at patienterne selv må betale, hvis de har særlige religiøse krav til maden.
FOTO: Bille
1 af 1

Den sidste tids debat om forbud mod blandt andet svinekød i daginstitutionerne specielt på Sjællands vestegn vækker harme hos Ateistisk Selskab. Det er en fuldstændig misforståelse, når pædagogiske "halal-hippier" ikke tør bruge ordet "nej", men lægger sig fladt ned for et religiøst mindretal.

Hvordan kan det være "inkluderende", som lederen af en daginstitution i Ishøj påstår, at børn skal vænnes til at betragte religiøse spiseregler som normen? Skal de så også spise vegetarisk for ikke at støde buddhisterne? Og hvordan skal spisereglerne være for de børn, hvis forældre ikke vil have religion trukket ned over hovederne på deres børn, men vil bevare deres medfødte ateisme? For religion er noget, børn lærer af deres forældre.

Samtidig kan Hvidovre Hospital passende nedlægge hospitalspræsten, kirken og gudstjenesterne.

Ægte integration er at lære børnene, at det er okay at have andre madvaner, men ikke at tvinge andre til at følge dem. Hvis forældrene forlanger, at deres børn holder sig fra svinekød, animalske produkter, gluten, mælk eller hvad man nu har af spisevaner i den familie, så må de have madpakke med.

Hvad tænker ledelsen på?

Pædagogiske "halal-hippier" er en ting, men hvad foregår der i hovedet på ledelsen på Hvidovre Hospital? Selv muslimer, som for eksempel Mehmet Ümit Necef, undrer sig over, at de kun serverer halalslagtet kød. Hospitalets køkken fungerer som restaurant med menukort, som patienterne bestiller fra.

Selvfølgelig kan de sørge for vegetariske alternativer eller tilbyde særlige retter til muslimer og jøder, der vil betale ekstra for deres overtro. Det er ikke meningen, at samfundet skal bruges vores skattepenge til at støtte religiøse særheder. Og så kan Hvidovre Hospital passende nedlægge hospitalspræsten, kirken og gudstjenesterne ved samme lejlighed. Eller vil de til at holde fredagsbøn, nu de er i gang?

10 års kamp

Ateistisk Selskab har i over 10 år kæmpet for separation fra den danske folkekirke, samt afskaffelsen af blasfemiparagraffen, og ser derfor med bekymring tiltaget fra andre religioner, der ønsker særstatus - det må ikke ske!

Ateistisk Selskab går ind for religionsfrihed, så længe mennesker, der er overtroiske, også selv betaler for deres holdninger, og her bør det danske samfund stå fast.

Det offentlige kan ikke med god samvittighed beordre, tillade eller stiltiende acceptere sharia som norm i danske offentlige institutioner, som børnehaver, skoler og hospitaler. Om nødvendigt må det sikres ved lov, at offentlige institutioner ikke underkastes muslimske eller andre religiøse forskrifter.

Kan du lide, hvad du læser?

Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:

Abonnér

eller giv et bidrag via


87278


09. aug. 2013 - 09:00   09. aug. 2013 - 09:15

Udtalelse

fra Ateistisk Selskab v/ Kurt Bilsbo, formand