To mord begået af en vred ung mand. En efterfølgende menneskejagt igennem Københavns gader, der endte med politiets nedskydning af den formodede gerningsmand med mere end 30 skud, satte på få timer hele landet på den anden ende. Politikerne stod i kø for at fordømme gerningsmanden – "terroristen" - og begræde de uskyldige ofre.
Medierne fikmeget hurtigt skrevet "terror" på plakaten, og politikerne var hurtige til at gå med på vognen.
Var det terror eller overlagt mord? Hvor går grænsen? Hvem bestemmer, hvad der er terror? I den situation, der her er beskrevet, er der ikke tvivl om, at medierne meget hurtigt fik skrevet "terror" på plakaten, og politikerne var hurtige til at gå med på vognen. Det var en chance de ikke ville lade gå fra sig for at tjene nogle billige stemmer. Det er jo trods alt valgår.
Man forsøgte at skabe en kollektiv frygt for, at det store terrorspøgelse ville slå til igen, og det er i hvert fald lykkedes i Folketinget.
Den menige dansker har måske et mere nuanceret syn på, hvad det egentlig var, der skete. Der har i al fald ikke været voldsomme demonstrationer for at smide alle muslimer ud af landet. De få demonstrationer, der har været indkaldt af PEGIDA, har ikke kunnet mønstre mange tilhængere.
Politikerne derimod har fået overbevist sig selv om, at Danmark er i fare, og har skyndt sig at få lavet et lovforslag om at forstærke kampen mod terror. Det koster en lille milliard og bærer tydeligt præg af hastværk, der som bekendt er lastværk.
Flere juridiske eksperter udtaler, at retsstaten er under angreb, at vi overtræder de mest basale menneskerettigheder, at de beføjelser, der nu gives til PET og FE, langt overskrider, hvad der er rimeligt, og hvad der i øvrigt er tradition for i Danmark, og vi er jo ikke under belejring eller besættelse.
Derudover er hele forslaget så vagt formuleret, at det vil blive svært at placere ansvaret for eventuelle fejl i håndteringen af de nye regler.
Horserød-Stutthof Foreningen vil derfor på det kraftigste protestere mod den lovpakke, der nu er undervejs.
De mange penge ville gøre mere gavn, hvis de for eksempel blev anvendt på at hjælpe unge mennesker til uddannelse og arbejde, eller til at gøre tilværelsen lettere for ældre og svagelige, eller til at styrke psykiatrien til svage unge, så vi undgår begivenheder, som dem vi oplevede midt i februar.
Vi har ikke brug for flere terrorlove. Vi vil hellere afskaffe dem, vi har.
Vedtaget på generalforsamlingen den 7. marts.
Kan du lide, hvad du læser?
Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:
eller giv et bidrag via

87278