15 Dec 2025  

KBH: Let skyet, 10 °C

Statsledere opfordrer til boykot af Israel

Castro og Morales i international appel:

Statsledere opfordrer til boykot af Israel

Cubas Fidel Castro og Bolivias Evo Morales er blandt underskriverne på en ny international appel, som opfordrer til boykot af Israel i kølvandet på krigen mod Gaza. Læs appellen her:

Cubas tidligere præsident Fidel Castro har sammen med blandt andre Bolivias præsident Evo Morales lanceret og underskrevet en international appel om boykot af Israel på grund af landets krigsforbrydelser mod palæstinenserne.
FOTO: openworldblog.org
1 af 1

Netværket "Til forsvar for menneskeheden" føler sig i lyset af de tragiske begivenheder, som overgår det palæstinensiske folk, forpligtet til at tage bladet fra munden:

Vi er enige med stifteren af netværket, kammerat Evo Morales - Bolivias præsident - når han erklærer, at Israel er en terrorstat.

Vi fordømmer på det stærkeste folkemordet på det palæstinensiske folk, begået af en stat, der er grundlagt ved at kolonisere palæstinensiske territorier. Vi anerkender det palæstinensiske folk, og vi udtrykker vores solidaritet  med dets historiske kamp, med dets modstandsbevægelser - særligt i Gaza, hvor Israel forsøger at udslette det og tilegne sig den smule, som er tilbage af palæstinensernes hjemland.

Vi gentager Nelson Mandelas ord, "vores egen frihed vil kun være halv uden det palæstinensiske folks frihed".

Vi fordømmer USA's imperialistiske rolle. Det USA, som politisk, økonomisk og militært nærer og støtter Israel, mens FN's Sikkerhedsråd er handlingslammet, idet dets resolutioner har været en lang række af frikendelser af Israel sikret af Washington. Det USA, som samtidigt med, at det støtter Israel, demonstrerer sit hykleri og sine kyniske handlinger gennem historien, som med sanktioner truer folkene i Latinamerika, Afrika og Euroasien, der forsvarer deres selvbetemmelse.

EU er medskyldig

Vi anklager regeringerne i EU for medskyldighed, fordi de ikke handler, og vi anklager medierne, som bøjer sig for Washingtons diktater. Stop det nu! Der foregår et folkemord begået af en af de bedst bevæbnede hære i verden mod et folk, hvis forsvarsressoucer er uendeligt meget mindre både i antal og kvalitet!

Vi opfordrer til, at alle tilslutter sig kampagnen for boykot af Israel - herunder stop for investeringer, og at der indføres sanktioner mod terrorstaten Israel. Det er nu solidariteten med Palæstina skal være aktiv og kreativ og gå længere end erklæringer og fordømmelse. Vi har svigtet de over 1600 palæstinensere, der er dræbt i de seneste uger og også de 9000 sårede.

Vi kræver en ende på apartheid, folkemord samt mure og illegale bosættelser. Vi insisterer på, at verdens regeringer kræver, at Israel opfylder resolutionerne fra FN's Sikkerhedsråd, som kræver, at Israel trækker sig tilbage fra Gaza, Vestbredden og Østjerusalem, vender tilbage til grænserne, som de var inden "Seks-dages-krigen" (1967) og sikrer de palæstinensiske flygtninges mulighed for at vende tilbage, sådan som det er vedtaget med Resolution 242 fra november 1967 - en resolution, som Israel stadig skylder at opfylde.

Vi kræver en politisk løsning

Vi støtter en reel politisk løsning på konflikten i Palæstina på grundlag af dialog, forhandlinger og oprettelsen af to ligeværdige stater med faste grænser, der er internationalt anerkendt. Det er en løsning, der forudsætter øjeblikkelig ophævelse af blokaden mod Gaza og løsladelse af alle de palæstinensiske, politiske fanger.

Vi takker for den solidaritet, som ALBA-landene demonstrerer, og for solidariteten fra landene i Mercosur samt andre lande i Syd, der har taget stilling imod Israels barbariske opførsel i Gaza.

Vi gentager Nelson Mandelas ord, da han sagde: "vi ved alt for godt, at vores egen frihed kun vil være halv uden det palæstinensiske folks frihed".

Vi slår fast, at Israel moralsk og politisk har tabt kampen til det tapre palæstinensiske folk. Blandt verdens folk vokser fordømmelsen af "slyngelstaten" Israel, som overtræder international lov.

Palæstinensernes stålsatte modstandskamp vil før eller siden blive belønnet med smilene fra børnene i et frit hjemland.

Nej til Israels terrorisme og USA's imperialisme. Til forsvar for det palæstinensiske folks og alle verdens folks rettigheder.

Blandt de første underskrivere af denne internationale appel er: Bolivias præsident Evo Morales, tidligere præsident i Cuba Fidel Castro, forfatter Eduardo Galeano fra Uruguay, musikeren Silvio Rodruquez fra Cuba, forfatter Alice Walker fra USA, professor Samir Amin fra Egypten, politiker Piedad Cordoba fra Colombia, forfatter Atilio Borón fra Argentina, sociolog og journalist Marta Harnecker fra Chile og Honduras' tidligere præsident Manuel Zelaya.

Man kan underskrive appellen her 

 

Kan du lide, hvad du læser?

Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:

Abonnér

eller giv et bidrag via


87278


15. aug. 2014 - 09:37   15. aug. 2014 - 14:09

Udtalelse

en række kendte internationale politikere, kunstnere og enkeltpersoner