15 May 2025  

KBH: Let skyet, 10 °C

Kæmper for 30 timers arbejdsuge

Kæmper for 30 timers arbejdsuge

Mange unge mennesker må forvente at dø inden de når pensionsalderen.

Den offentlige sektor er under pres som helhed – og især er medarbejderne pressede. Arbejdstempoet er accelereret gennem flere årtiers nedskæringer og målstyringstyranni, og et stigende antal medarbejdere bliver syge på baggrund af arbejdsrelaterede skader, herunder stress.

For at føje spot til skade betyder tilbagetrækningsreformen, at også de nedslidte medarbejdere skal fortsætte længere tid på arbejdsmarkedet.  Den SOSU-assistent og den vuggestuepædagog, der er i dag er 45, forventes at kunne fortsætte et fuldt arbejdsliv, til de endelig kan få folkepension som 69-årige.

De yngre generationer kan se frem til et endnu længere arbejdsliv, hvor især mange lavtuddannede vil dø, før de kan hæve den første folkepension.  

I LFS mener vi, at vi skal vælge en anden vej, hvor vi både kan styrke det faglige engagement hos de offentlige ansatte og reducere nedslidningen.

Vi opfordrer til, at politikerne i Københavns Kommune i forbindelse med budget 2018 afsætter 20 millioner kroner til et fireårigt forsøg, hvor 60 medarbejdere får 30 timers arbejdsuge med fuld personale- og lønkompensation. Formålet er at styrke kvaliteten af kerneopgaven, sikre godt arbejdsmiljø og sænke sygefraværet markant.

Vores påstand er, at dette vil betyde en så stor reduktion af sygefraværet, at investeringen vil tjene sig hjem trefoldigt – både målt på sygefravær, højere kvalitet og mindre nedslidning.

I Gøteborg er forsøget allerede i gang. En gruppe ansatte i den kommunale ældrepleje arbejder deltid (30 timer om ugen) til fuld løn. Forventningen er, at sygefraværet bliver sænket, og at engagementet hos medarbejderne bliver øget. Malmø er i gang med at igangsætte lignende forsøg.

En række private virksomheder er også begyndt – herunder den danske virksomhed "Translated By Us", hvor begrundelsen er sorte tal på bundlinjen. Direktionen siger, at det kan svare sig, fordi folk laver mere, når de er på arbejde, og er mere engagerede og loyale over for arbejdspladsen.

1.maj 1904 var parolen otte timers arbejde, otte timers frihed og otte timers hvile. Arbejdstiden er ikke kommet meget ned siden, snarere tværtimod, og arbejdsmængden er blevet mere intens. Mon ikke det er på tide at prøve noget nyt efter 100 år med plus/minus 40 timers uge?

Fagbevægelsen må genskabe en bevægelse for nedsættelse af arbejdstiden. Vi lever ikke for at arbejde. Vi arbejder for at kunne leve et godt liv, sammen med dem vi elsker og holder af.

Vedtaget på repræsentantskabsmøde 26. november.

Kan du lide, hvad du læser?

Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:

Abonnér

eller giv et bidrag via


87278


06. dec. 2016 - 08:47   06. dec. 2016 - 08:50

Udtalelse

fra LFS, Landsforeningen for Socialpædagoger