Op til og under Kommunistisk Partis kongres løb der internationale hilsner ind på mailen info@kommunister.dk.
Hilsnerne - 14 i alt - blev printet ud og sat op på ruden i kongressalen, hvor de delegerede og gæster kunne læse med.
Kommunisternes betingelser er vidt forskellige, men uanset hvorfra i verden hilsnerne er sendt, fornægter den internationale solidaritet og kampen for socialisme sig ikke.
Her får du et uddrag af nogle af hilsnerne.
Brasiliens kommunistiske Parti (PCdoB)
Kære kammerater. Som I ved, gennemlever Latinamerika en tid, hvor der i mange af landene kæmpes for, at venstrekræfterne kan beholde deres indflydelse.
I Brasilien var den nylige valgkamp hård, men takket være de folkelige kræfter kunne vi tage udfordringen op - og vinde. ”Oprørskontinentet” fortsætter sin modstand imod imperialismen.
Vi bekræfter påny vort venskab og den alliance imod imperialismen og højrekræfterne, der forener arbejderklassen verden over!
Længe leve Kommunistisk Partis 4. kongres. Længe leve den proletariske internationalisme. Længe leve socialismen!
Chiles kommunistiske Parti
I Chile har vi en ny politisk situation, hvor kommunisterne spiller en nøglerolle. Studenterprotesterne i 2011, der blev ledet af unge kommunister, lykkedes med at sætte centrale spørgsmål, som var blevet fortiet af tidligere regeringer, i fokus i valgkampen: en uddannelsesreform, en skattereform, en velfærdsreform og vort lands grundlæggende ressourcer.
Vores forenede kamp for at forsvare det chilenske folks rettigheder mod den nyliberale politik, som i sin tid blev indført under Pinochet, har åbnet for et samarbejde med brede dele af befolkningen og gjort det muligt sammen med disse kræfter at skabe et regeringsprogram for en kreds af partier med betegnelsen “Nyt Flertal”.
Det blev så kraftfuldt, at vi kunne fordrive Sebastian Pineras ødelæggende regering og indsætte Michelle Bachelet som landets præsident.
Programmet for den regering, som vi er en del af, vil tillade os at forbedre levevilkårene for chilenerne og at demokratisere en række tiltrængte forhold i samfundet.
Gennemførelsen af dette regeringsprogram vil dybtgående påvirke det chilenske oligarkis interesser, og programmet har vakt dets had.
Storbritanniens kommunistiske Parti (CP-GB)
Vi har bemærket os den centrale placering på dagsordenen for jeres kongres, som kampen mod imperialismen har sammen med den deraf følgende kamp mod EU - og udfordringen: at mobilisere arbejderklassen.
Dette er udfordringer, som også står centralt for britiske kommunister.
Polen til kommunistisk genfødelse i Frankrig (PRCF)
PRCF, som følger den antifascistiske, folkelige og patriotiske fronts strategi, kæmper for de fire ”udgange”: ud af euro'en, ud af EU, ud af NATO og ud af kapitalismen.
Vi kæmper også for etableringen af en stor antiimperialistisk verdensfront - mod imperialisternes krige - og dermed for forsvaret af freden.
Vi håber på at få lejlighed til erfaringsudvekslinger og møder mellem vore to organisationer, men inden da ønsker vi jeres parti et godt arbejde og stor succes med jeres 4. kongres.
Leve den proletariske internationalisme!
Grusiens (Georgiens) forenede kommunistiske Parti
Jeres kongres skal træffe beslutning om yderligere styrkelse af jeres parti og om højnelse af effektiviteten i kampen for det arbejdende folks interesser i Danmark.
Under betingelser, hvor kapitalen er i en altomfattende offensiv, har de positioner, som de kommunistiske partier i de kapitalistiske lande indtager, en meget vigtig betydning sammenholdt med jeres analyse af den politiske situation og jeres arbejdserfaringer.
Vi håber, at jeres arbejde må bære frugt og ønsker jer fremgang i kampen.
Det libanesiske kommunistiske Parti
De opgaver, som I vil diskutere på jeres 4. kongres - såsom modsætningen mellem den revolutionære faktors styrke og den objektive situation under en dyb økonomisk krise og med storkapitalen i offensiven, og i et land, der har ladet sig fange ind i imperialismens krigsførelse - dét er vigtige opgaver i vores kamp som kommunistiske, venstre- og progressive partier imod neoliberal politik og imod det internationale kapitalistiske system, som søger en vej ud af sin krise ved at antænde flere krige.
Kære kammerater, vi kan stå op imod den imperalistiske aggression i kraft af vor enhed, og fordi vi er verdens virkelige fremtid, en fremtid uden udbytning, uden krige.
Derfor ser vi, Libanons kommunistiske Parti, frem til de resolutioner og emner, jeres kongres vil diskutere, og vi ønsker jer stor succes med jeres 4. kongres.
De spanske Folks kommunistiske parti (PCPE)
Vi ønsker, at vores beslutsomme stræben efter at løsrive vort land fra EU og NATO kan blive tættere koordineret med andre partier og organisationer nær vort land, der har samme mål. Her har Kommunistisk Parti altid indtaget en klar holdning.
…Vi betragter det som noget grundlæggende at varetage klassens selvbevidsthed for at kunne udvikle en systematisk indsats, hvad angår alliancer, og i de dagligdags kampe at kunne gøre fremskridt i udviklingen af den revolutionære bevidsthed i vor klasse, frem mod målet at omstyrte borgerskabets magt og bygge socialismen/kommunismen.
Kammerater, med stor interesse følger vi Kommunistisk Partis arbejde og vil gerne vide mere om resultaterne af jeres 4. kongres. Vi står side om side med jer i kampen for socialismen, og vi ønsker, at vore to partier vil videreudvikle deres forbindelse.
Ungarns kommunistiske Arbejderparti
Vi lægger stor vægt på styrkelsen af den fælles kamp, som Europas kommunistiske partier fører imod den europæiske monopolkapital, mod imperialismen, mod NATO’s aggressive politik (især de farer, der knytter sig til EU/NATO-interventionerne i Østeuropa) - og mod fascismen.
Workers World Party, USA
Kammerater, I lever i et lille, men strategisk vigtigt land, hvis herskende klasse og især dets militær er tæt knyttet til Pentagon og til USA-imperialismens interesser.
Hvert skridt, I vil kunne tage for at svække den danske herskende klasse og bryde dens underdanige forbindelse til USA og andre magtfulde NATO-lande, er en støtte til den verdensomspændende frihedskamp. Idet I tager denne opgave på jer, påtager I jer samtidig både ansvaret og muligheden for at tage klassekampen op og sætte kampen for socialismen i forgrunden.
Vores parti står her i verdensimperialismens centrum over for den presserende opgave at yde modstand imod alle de USA-ledede militære aggressioner verden over fra Irak og Syrien til Ukraine, og imod dens undergravende virksomhed fra Hongkong til Caracas.
Venezuelas kommunistiske Parti
Vi kender til de komplekse udfordringer, der møder os i kampen mod det kapitalistiske system på dets imperialistiske trin, og - i Kommunistisk Partis tilfælde - en kamp fanget i det kapitalistiske monsters gab og af dets militære arm, NATO.
Det samme scenarie kræver af os større kreativitet i fastlæggelsen af den politiske linje, mere disciplin over for den inhumane politik, som kapitalen udvikler, fastere enhed mellem arbejderklassens lag, og større slagkraft i kampen for at ødelægge det undertrykkende system.
Mest udsatte for den politik, der frarøver os vore rettigheder, er de unge arbejdere.
Venezuelas kommunistiske Parti hilser påny Kommunistisk Partis 4. kongres, idet vi håber, at vi vil styrke de broderlige bånd i vort revolutionære kammeratskab. I den proletariske internationalismes perspektiv vil vi citere Karl Marx’ ord: “Proletarer i alle lande, foren jer!”
Det østrigske Arbejderparti (PdA, Østrig)
Vi ønsker jer en resultatrig kongres, som kan danne en gavnlig basis for jeres aktuelle og kommende opgaver.
Det er vigtigt, at de kommunistiske og arbejderpartierne - i Danmark, i Østrig og verden over - bliver styrket, så de kan forstærke deres revolutionære kamp imod kapitalismen og imperialismen, og at de forstærker deres ideologiske kamp imod revisionisme og opportunisme.
Det er nødvendigt at etablere en aktiv bevægelse i arbejderklassen som i andre undertrykte lag imod EU, NATO og andre af monopolkapitalens og finanskapitalens institutioner.
Vi forsikrer jer om, at vort parti er og vil forblive en trofast allieret og ven af Kommunistisk Parti, og at vi vil deltage med ærlighed i vor fælles internationale kamp for frihed, fred og socialisme.
Vi er overbeviste om, at Kommunistisk Parti bør være et integreret medlem af den verdensomspændende revolutionære bevægelse, og at I som sådan vil bidrage til vore fælles opgaver og mål.
Kan du lide, hvad du læser?
Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:
eller giv et bidrag via

87278