Den 1. juli faldt der dom i en af de vigtigste sager, som Arbejdsretten nogensinde har behandlet. Dommen var klar. Serviceforbundet har ret til at konflikte for danske løn- og arbejdsforhold for Ryanairs ansatte med base i Danmark, og øvrige forbund har lov til at gå i sympatikonflikt.
Det er udmærket, at nogle kommuner har fravalgt at bruge Ryanair som luftfartsselskab. Det eksempel kan man kun opfordre andre til at følge.
Der gælder ikke irske regler, og EU-domstolen skal heller ikke spørges først. Konflikten og sympatikonflikten blev varslet og Ryanair nedlagde sine danske baser, men flyver dog stadig til og fra danske lufthavne, blot med udenlandske baser som udgangspunkt.
Dette forløb er en klar sejr for den danske model, hvor en høj organisationsprocent sikrer et fælles overenskomstmæssigt bundniveau, som man stadig i mange brancher har styrken til at fastholde.
Kampen er international
Det er ubetinget godt, men der er mange sprækker i lakken. For det første er der ikke mindst i byggeri, transport, rengøring, landbrug og gartneri store problemer med underbetalt, udenlandsk arbejdskraft.
De varierende arbejdstider indenfor store dele af servicesektoren, herunder butiksområdet, hoteller og caféer, har også undergravet den faglige organisering og overenskomstdækningen hér.
Ikke desto mindre er det godt, at flypersonale med base i Danmark sikres danske løn- og arbejdsforhold. Og det er rigtig godt at dansk fagbevægelse formår at agere løftestang for den internationale fagbevægelses kamp for anstændige løn- og arbejdsforhold mod internationale, kommercielle giganter som Ryanair.
Det er endvidere et fantastisk godt eksempel på den gamle sandhed om, at det vigtigste bidrag til den internationale solidaritet ydes igennem den lokale og nationale indsats i klassekampen.
Kommunerne siger fra
Det er her også udmærket, at blandt andet nogle kommuner har fravalgt at bruge Ryanair som luftfartsselskab. Det eksempel kan man kun opfordre andre til at følge.
Skal vi jage bort de kapitalens mange gribbe, som på vort blod sig mætter, kræves der endnu mere fælles kamp for fælles mål i Danmark og internationalt. Ellers vinder luftens gribbe og alle de andre af kapitalens gribbe, der tjener deres penge på arbejderklassens blod, sved og tårer.
Styrk den danske model – organisér dig selv og dine kolleger. Bring fagbevægelsen tilbage i offensiven - deltag i det faglige arbejde, vær med til at stille krav og til at kæmpe for deres gennemførelse.
Styrk den internationale solidaritet - boykot Ryanair!
Kan du lide, hvad du læser?
Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:
eller giv et bidrag via

87278