11 Jan 2025  

KBH: Let skyet, 10 °C

Klart NEJ til EU's patentdomstol

Klart NEJ til EU's patentdomstol

Tilhængernes pres for at skabe tilslutning til EU's patentdomstol vandt ikke gehør på Folkebevægelsen mod EU's nyligt afholdte landsmøde, som vedtog en markant udtalelse imod patentdomstolen.

Fra Folkebevægelsen mod EU's landsmøde i Aalborg i sidste weekend
FOTO: Kista Bianco Kjær
1 af 1

25. maj stemmer danske vælgere ikke kun til EU-parlamentet. Vi stemmer også om, om Danmark skal afgive suverænitet ved at tilslutte sig EU's patentdomstol.

Folkebevægelsen mod EU er imod EU's patentdomstol. Vi synes, det er uklogt at afgive suverænitet til en domstol, hvis domme reelt ikke kan ankes. Vi ønsker ikke at støtte en domstol, der fremmer patenter, og som kan hindre vidensdeling, innovation og udvikling.
Når vi siger nej tak til EU's patentdomstol, siger vi ja tak til at passe på retssikkerheden og demokratiet.

Tilhængernes postulat om, at et ja sikrer vækst og arbejdspladser i Danmark, klinger hult. Patentdomstolen vil gøre det muligt for de store virksomheder at udstede en række meningsløse patenter, som vil være til skade for små og mellemstore virksomheder, der begrænses af disse, når der skal udvikles nyt.

Vi deler bekymringen hos it-politisk forening, Prosa - og andre it-eksperter - der er bange for, at en patentdomstol vil slå hul i forbuddet mod softwarepatenter, til skade for udviklingen.

Patentdomstolen vil gøre det muligt for de store virksomheder at udstede en række meningsløse patenter, som vil være til skade for små og mellemstore virksomheder

Vi deler også bekymringen for, at EU's patentdomstol vil skade muligheden for at vidensdele med ulandene og skade deres adgang til billig medicin. At den vil hindre deling af grundforskning mellem universiteter og vil føre til uhensigtsmæssig patentgørelse indenfor eksempelvis gener og bioteknologi.

Vi afviser ja-sigernes propaganda om, at vi med et dansk nej forhindrer danske virksomheder i at benytte sig af EUs enhedspatent. Uanset om Danmark stemmer ja eller nej 25. maj kan danske virksomheder - på lige fod med virksomheder i alle andre lande i verden - søge om enhedspatentet, hvis de ønsker det. Når vi holder os ude af patentdomstolen kan vi også selv bestemme hvilke patenter, der skal gælde i Danmark. Så bestemmer vi selv, hvad der kan patenteres.

Der er rigtigt mange gode grunde til at stemme nej. Det tror vi på, at vi sammen med andre gode kræfter kan overbevise mere end halvdelen af vælgerne om, før krydset skal sættes.

Vi ser frem til afstemningen - og opfordrer regeringen til at sikre, at den bliver fair; med en lige fordeling af oplysningsmidler, med stemmeret til vælgerne i Grønland og på Færøerne - og hvor embedsmænd ikke misbruges til at føre kampagne for et ja.

Vedtaget på Folkebevægelsen mod EU's landsmøde i Aalborg 26. - 27. oktober.

Kan du lide, hvad du læser?

Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:

Abonnér

eller giv et bidrag via


87278


31. okt. 2013 - 09:04   31. okt. 2013 - 09:15

Udtalelse

fra Folkebevægelsen mod EU