14 Dec 2025  

KBH: Let skyet, 10 °C

Krav fra byggepladserne

Krav fra byggepladserne

Vi kræver, at regeringen indfører et kædeansvar, specielt når der bygges for offentlige midler.

Vi udkonkurreres af stadigt billigere udenlandsk arbejdskraft, der ikke bidrager til velfærdssamfundet.
FOTO: Søren Bidstrup / Scanpix
1 af 1

Konsekvenserne af angrebene på dagpengelovgivningen viser sig nu. Over 34.000 personer er faldet ud af dagpengesystemet. Mange af dem har ikke mulighed for at få andre indtægter.

Sygedagpenge-, fleksjob- og kontanthjælpsreformerne har endvidere gjort det endnu vanskeligere for disse udsatte grupper at få en ordentlig og værdig hverdag til at hænge sammen.  

Det er næsten altid en dansk hovedentreprenør, bagmand eller mellemmand, der scorer kassen på social dumping.

Vi kræver et fleksibelt dagpengesystem. Dagpengelængden skal være afhængig af arbejdsudbuddet, og genoptjeningskravet maksimalt seks måneder. Uddannelse, virksomhedspraktik og løntilskudsjob skal tælle med til optjeningsretten.

Formålsløs virksomhedspraktik og løntilskud skal stoppes. Ingen skal uforskyldt kunne falde ud af dagpengesystemet. Fradragsretten for fagforeningskontingent skal gælde fra 2000 kroner og op. 

Skattelettelser og økonomiske gulerødder er åbenbart forbeholdt de rigeste i samfundet. Disse skattelettelser bliver ikke brugt til forbrug eller investeringer i arbejdspladser. Nedskæringer og forringelser er stadig forbeholdt de dårligst stillede i samfundet.

Useriøse danske og udenlandske firmaer

Det offentliges anlægsloft skal fjernes. Det er nødvendigt, at der sættes gang i flere offentlige investeringer, især indenfor renovering af kloakker og miljømæssig renovering på offentlige bygninger. Flere opgaver skal udbydes i fagentrepriser.

Social dumping og mange useriøse danske og udenlandske firmaer betyder, at der oprettes for få lærepladser. Vi kræver, at der oprettes flere lærepladser i de udbudte fagområder, når der bruges offentlige midler til byggerier. Vi kræver skolepraktikpladser dækket af overenskomsten. 

Indsatsen mod social dumping skal fortsættes og udbygges. Vi udkonkurreres af stadigt billigere udenlandsk arbejdskraft, der ikke bidrager til velfærdssamfundet. Arbejdsgiverne vil ikke være med til at indføre kædeansvar. 

Vi kræver, at regeringen indfører et kædeansvar, specielt når der bygges for offentlige midler. Det skal sikres, at aftalerne omfatter alle underleverandører, samt sikrer kontrol af disse. Kædeansvaret sikrer også bygherren mod dårligt arbejde.

Det er næsten altid en dansk hovedentreprenør, bagmand eller mellemmand, der scorer kassen på social dumping.

Mere kontrol med virksomhederne

Det kniber stadig gevaldigt med at betale selskabsskat. Kun en tredjedel af danske selskaber betaler selskabsskat. Regeringen skal opprioritere ligning af selskaber. Konkursryttere skal fratages retten til at drive virksomhed. 

Der er stadig mange udenlandske virksomheder, som stikker af fra gæld til det offentlige og faglige organisationer. Udenlandske virksomheder skal stille bankgaranti for at kunne byde på arbejdsopgaver.

Vi kræver et bedre samarbejde mellem danske og udenlandske myndigheder om udveksling af oplysninger om virksomheder, moms og skat. 

Vi kræver øget kontrol med de udenlandske virksomheder. RUT-registeret har sin berettigelse, men det kræver, at der bliver ført mere og bedre kontrol med de afgivne oplysninger.

Der er mange eksempler på, at virksomhederne ikke er på de pladser, de opgiver, eller at der er flere "ansatte" end oplyst. 

Der skal indføres et id-kort, som gør det umuligt at snyde.

Regeringen har gjort en del. Det er bare ikke nok. Arbejdstilsynet, SKAT og politi skal have flere ressourcer og skal kunne standse arbejdet, indtil forholdene er bragt i orden. Bødestørrelsen skal hæves betragteligt. 

Oplægget til den nye beskæftigelsesreform tegner lovende. Det er dog ikke rimeligt, at ufaglærte og personer med forældede uddannelser kun får 80 procent af dagpengesatsen og mulighed for at få "studielån". 

Vedtaget af 220 fagligt aktive og tillidsrepræsentanter forsamlet til landsbranchemøde 10.-11. maj.

 

Kan du lide, hvad du læser?

Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:

Abonnér

eller giv et bidrag via


87278


22. maj. 2014 - 09:51   22. maj. 2014 - 09:57

Udtalelse

fra 3F’s Bygge- og Anlægsarbejdernes landsbranchemøde