De fleste danskere har en opfattelse af, at vi er et land og et samfund med meget høj grad af lighed. Den opfattelse har tydeligvis også de fleste af vores politikere. Nogle af dem er stolte af det, mens andre politikere har den opfattelse, at uligheden skal øges.
Hvis påstanden om høj grad af lighed havde været sand, ville det være godt for medborgere, som bor til leje. En stor andel af lejerne har nemlig forholdsvis lave husstandsindkomster. Men påstanden er ikke sand. Den er et kollektivt selvbedrag.
Uligheden er vokset
Lige nu er det danske samfund nemlig i en situation og en udvikling, hvor de politikere, der ønsker øget ulighed, har vundet for længst. Uligheden er vokset meget drastisk i Danmark i nyere tid. I 1985 havde den mest velhavende procentdel af befolkningen gennemsnitligt 2,4 gange så meget i disponibel indkomst som den gennemsnitlige lønarbejder. I 2009 var forskellen steget til 3,9 gange så meget.
Uligheden i Danmark er faktisk vokset med en sådan hast, at selv OECD for nyligt har advaret imod det. Alligevel har vores nuværende regering forstærket og accelereret forøgelsen af uligheden. Det har de eksempelvis gjort i kraft af skattereformen 2012, som giver ekstra skattelettelser til de mest velhavende, finansieret af penge, man tager fra kontanthjælpsmodtagere, pensionister, efterlønnere, folk på syge- og arbejdsløshedsdagpenge med flere. De meget drastiske forringelser på dagpengeområdet er et andet eksempel.
Der er tale om reformer, der er lodret imod, hvad man med rette kunne forvente af en regering, hvis partier inden de kom i regering netop advarede imod øget ulighed. Der er tale om reformer som har direkte og åbenlyse skadevirkninger for de lavest lønnede, som stort set alle bor til leje.
Rig og fattig adskilles
Derudover har den øgede ulighed også en række indirekte skadevirkninger. Blandt andet vil den sociale boligadskillelse hurtigt tage til. Således ser vi allerede nu, at de rige og de fattige i stigende grad lever isoleret i hver deres kvarterer.
Derfor vil vi fra Danmarks Lejerforeninger kraftigt opfordre regeringspartierne til at komme tilbage på sporet, tilbage på den kurs, de selv har som erklæret politik: Sæt gang i reformer, der mindsker uligheden i Danmark i stedet for at forøge den. Hvis ikke udviklingen vendes, vil det for alvor forringe levevilkårene for den del af befolkningen, hvis interesser vi repræsenterer: De 40 procent af Danmarks husstande, der bor til leje.
Vedtaget på Danmarks Lejerforeningers landsmøde i Odense 27.10.2012
Kan du lide, hvad du læser?
Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:
eller giv et bidrag via

87278