09 Jun 2025  

KBH: Let skyet, 10 °C

Når uret bliver til ret, er modstanden en pligt

Når uret bliver til ret, er modstanden en pligt

Efter langvarigt internationalt pres er der nu endelig hul igennem til den kurdiske leder Abdullah Öcalan, der i mange år har været fængslet og isoleret i Tyrkiet.

Solidariteten er verdensomspændende. Ifølge politiet deltog omkring 30.000 kurdere i en demonstration den 3. september for den fængslede leder af PKK Abdullah Öcalan i Køln i Tyskland.
FOTO: AFP PHOTO / dpa / Oliver Berg / Scanpix
1 af 1

Det kurdiske samfund i Danmark har modtaget en glædelig meddelelse om den kurdiske folkeleder Abdullah Öcalans velbefindende.

Med denne glædelige nyhed ønsker vi, Den Demokratiske Kurdiske Folkeforsamling i Danmark, DDKFD, alle muslimer en god Eid-fest og håber på, at denne Eid giver anledning til fred og forsoning i verden.

Kurdiske politikere og aktivister verden over har overbevist den tyrkiske AKP-regering samt præsident Erdogan om Öcalans betydning for det kurdiske folk. 

Den opmuntrende meddelelse om hr. Öcalans positive velbefindende blev leveret af hans bror Mehmet Öcalan, der efter seks måneders kamp og flere afvisninger fik tilladelse til at besøge Abdullah Öcalan søndag den 11. september på øen Imrali, hvor han sidder fængslet og indtil søndag ligeledes levede i isolation.

Hr. Öcalan har, siden han blev fængslet i 1999, været udsat for uværdige fængselsvilkår, og den tyrkiske stat har ikke overholdt internationale konventioner. Man har afholdt Hr. Öcalan fra at møde sine advokater i en længere periode, og siden april 2015 har man forbudt al kontakt til ham.

Aktioner og sultestrejker

Kurdiske politikere og aktivister verden over har med deres demokratiske aktioner og sultestrejke, overbevist den tyrkiske AKP-regering samt præsident Erdogan om Öcalans betydning for det kurdiske folk. De har erkendt, at det for det kurdiske folk er livsnødvendigt at have kontakt til Öcalan – den vigtigste aktør for fred og stabilitet i Tyrkiet.

Sultestrejkerne og de demokratiske aktioner i hele diasporaen er bevis for, at det kurdiske folk under ingen omstændigheder vil opgive kampen om frihed, fred og demokrati. 

Vi vil atter understrege, at vi anser Abdullah Öcalan, grundlæggeren af Kurdistans Arbejderparti, PKK, som eneste garant for fred og demokrati i Tyrkiet. Hr. Öcalan insisterede under de nu afbrudte fredsforhandlinger på fred i Tyrkiet og en diplomatisk løsning på den kurdiske konflikt i landet.

Den folkelig opbakning til fredsforhandlingerne illustrerede det kurdiske folks tillid og tiltro til Öcalan, som den ideologiske front. Han er i stand til at få begge parter til at mødes ved et forhandlingsbord.

På trods af at den tyrkiske regering afbrød fredsforhandlingerne, har Hr. Öcalan atter opfordret regeringen til at genoptage fredsforhandlingerne og understreget, at han har udarbejdet et løsningsforslag, der kan bringe den blinde konflikt i ophør i løbet af en periode på seks måneder.

Til trods for Öcalans insisteren på fred, oplever vi, at det tyrkiske regime gør sit bedste for at forhindre en fredelig løsning på den kurdiske konflikt.

28 borgmestre fyret

Ikke nok med at mange tusinder af kurdiske aktivister, politikere og journalister er blevet fængslet, så har det tyrkiske regime ligeledes - på ulovlig vis - afskediget 28 kurdiske provinsbyers og bydeles borgmestre.

Disse borgmestre var på demokratisk vis blevet valgt ved de foregående valg. Med den såkaldte kayyum-ordning har det tyrkiske regime valgt at overdrage disse borgmestres embede til bestyrere, der varetager embedet på regeringens vegne. Dermed kupper regeringen de folkevalgtes embede ved at underkende vælgernes demokratiske stemmer.

Med flygtningeaftalen har Erdogan formået at få europæiske lande til at være tavse, uanset hvor udemokratisk han handler mod Tyrkiets borgere. 

Som folkeforsamling er vi derfor overbevist om, at det tyrkiske regime med Erdogan i spidsen ikke vil ophøre med at undertrykke kurderne og deres demokratiske rettigheder med mindre han føler sig presset udefra. Der er derfor brug for international solidaritet mere end nogensinde, hvis Erdogan skal stiles til ansvar for de adskillige korruptionssager, massakrer og krigsforbrydelser i Kurdistan og i Syrien.

Den Demokratiske Kurdiske Folkeforsamling i Danmark, FEY-KURD (Sammenslutningen af Kurdiske Foreninger i Danmark) FOKUS-A (Forbundet for Kurdiske Studerende og Akademiker), HDK-A (Folkets Demokratiske Kongres Europa komiteen i Danmark), Demokratiske Union Parti- PYD- Komiteen i Danmark og Dansk Kurdisk kvindeforening. 

Kan du lide, hvad du læser?

Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:

Abonnér

eller giv et bidrag via


87278


15. sep. 2016 - 08:09   15. sep. 2016 - 08:10

Udtalelse

fra Den Demokratiske Kurdiske Folkeforsamling i Danmark