Under den dybe internationale krise har stormagterne skærpet kampen om råstoffer, energi og markeder. I det strategisk vigtige Vestafrika findes det hele. Stormagterne har langsigtede planer for at sikre sig kontrollen over landenes store naturrigdomme.

FNs sikkerhedsråd har med en resolution givet sit mandat til at en afrikansk styrke kan rykke ind i Mali og skabe fred og igangsætte en forhandlingsløsning. De gav således ikke FN-mandat til at den tidligere kolonimagt Frankrig og NATO kunne rykke ind og bombe i Mali. Da de fattige afrikanske lande forsøgte at sammensætte en styrke, kom hverken Danmark eller NATO til undsætning. Vesten ønskede ikke en afrikansk løsning.

Mali ligger centralt placeret i regionen. Ligesom en række andre lande med en blodig fortid som fransk koloni. Nu står Frankrig i spidsen for en krig mod landet. Med militær magt vil Frankrig sikre sine imperialistiske interesser og en langvarig militær tilstedeværelse i både Mali og regionen som sådan.

Derfor bakkes krigen igen op af både USA, EU og Danmark, der alle vil have en del af kagen. Danmarks bidrag består af et Herculesfly og op mod 40 soldater.

Kontrollen med Mali er strategisk vigtigt for EU, hvis udenrigsministre derfor netop har besluttet at sende en såkaldt træningsmission på 450 soldater til Mali. EU føler sig presset af Kinas stigende investeringer i Afrika og Sahel-regionen. Malis og regionens energiressourcer som olie, gas og uran har en særlig interesse i rivaliseringen med Kina.

Sidste år blev Malis regering væltet ved at militærkup. I spidsen for kuppet var officerer trænet og udrustet af USA. Den nye civile regering er åndet i nakken af kupmagerne, og har bedt om international militær hjælp til at bekæmpe væbnede militser, der har overtaget kontrollen med store dele af landet.

Det er imperialistisk og neokolonial politik af værste skuffe, pakket ind i fraser om demokrati og menneskerettigheder.

Den ustabilitet, som USA's og NATO's krig skabte i Libyen, bredte sig som ringe i vandet, også ind i Mali. Borgerkrigen i Mali er en direkte udløber af vestmagternes krig mod Libyen.

Enhver imperialistisk indblanding vil kun bidrage til en yderligere destabilisering af hele regionen. Konflikten har således allerede bredt sig til Algeriet.

I Libyen var mange lejesoldater i hæren fra stammefolket tuaregerne, som er blevet brutalt undertrykt af Malis regering. Efter Gadaffi blev væltet, vendte mange lejesoldater hjem, veltrænede og veludrustede. Det rykkede magtstrukturen i Mali. Landets USA-trænede hær kollapsede og islamistiske terrorister blandede sig i opgøret.

Stormagterne har nu stemplet hele oppositionen i Mali som terrorister. Et velkendt trumfkort, som hidtil har taget vinden ud af sejlene på kritikken mod de militære angreb mod Irak, Pakistan, Yemen, Somalia og Afghanistan. Nu står endnu et land for skud i den endeløse kamp mod terror.

Denne kamp mod den islamistiske terror viser samtidig imperialismens dobbeltmoral. I Syrien er de vestmagternes gode venner, men i Mali er de nu deres erklærede fjender.

Det er imperialistisk og neokolonial politik af værste skuffe, pakket ind i fraser om demokrati og menneskerettigheder. Støtten til Malis kupgeneraler viser de gamle koloniherrers sande ansigt.

vedtaget på Kommunistisk Partis landsledelsesmøde 19. januar