Med det indgåede industriforlig er der lagt op til fortsat gaveregn til arbejdsgiverne. Krisen er vendt til fremgang for hovedparten af det hjemlige erhvervsliv, som - uden tilstrækkelig modstand fra CO-Industris forhandlere - har kvitteret med utilstrækkelige lønstigninger til danske arbejdere – også til de lærlinge, som alle ellers har travlt med at sige er en mangelvare. 

Gennem de sidste tre overenskomstforlig har arbejdsgiverne og fagbevægelsens top i fællesskab manet til løntilbageholdenhed og mådehold fra lønmodtagerne - grundet den økonomiske krise.

Reallønsstagnation eller reallønsfald har været virkeligheden for mange ansatte på de danske industrivirksomheder gennem de sidste otte år.

Men på trods af, at de danske industrivirksomheder og de danske arbejdsgivere for længst er på den anden side af krisen, er denne overenskomst ikke anderledes end de tidligere. De minimale lønstigninger, der også vil få afsmitning på normallønsområdet, risikerer fortsat at betyde reallønsnedgang. 

Et afgørende gennembrud i kampen for overenskomster til alle - og mod social dumping - er endnu ikke opnået. En nedsættelse af den ugentlige arbejdstid til 30 timer burde være et naturligt svar på regeringens tilbagetrækningsreform fra en kæmpende fagbevægelse.

Men heller ikke til denne overenskomst, fik de ansatte mulighed for at stemme om en kortere arbejdsuge. På trods af at flere og flere - primært ufaglærte - slides op før pensionsalderen.

Fagligt aktive HK’ere kræver fortsat afskaffelse af 50-procents-reglen, der betyder manglende overenskomstdækning for mange. Forbedringer på efteruddannelsesområdet og selvbetalte seniorfridage retfærdiggør ikke et ja til Industriforliget. En treårig OK-periode, yderligere frihed for arbejdsgiverne til lokalt at fravige overenskomstens arbejdstidsbestemmelser og sammenkædningsreglerne ved urafstemningen gør sagen helt klar. 

DKP’s faglige udvalg anbefaler et klart nej til det indgåede industriforlig.