Der skal i disse dage udveksles overenskomstkrav til OK15. Og aldrig har der vel været mere stille i tilsvarende situationer end nu. Som barn kunne man lukke øjnene og håbe på, at det ubehagelige ville forsvinde – men sådan fungerer det jo ikke, ved vi nu som voksne.
Skulle en af vores grupper blive taget ud til "bøllebank", så er princippet: En for alle og alle for en!
Det glæder os, at de offentlige ansattes fagforeninger har fundet sammen i "Forhandlingsfællesskabet". Og vi bifalder de helt nødvendige udmeldinger om, at "denne gang efterlades ingen på perronen".
Men lad os sige det, som det er: Vi har været elendige til at sikre fællesskabet og fastholde solidariteten i vores egne rækker. Det var jo ikke "en smutter" eller "en tilfældighed", at en stor gruppe blev "efterladt på perronen" sidste gang.
Vi har i mange år troet på, at vi hver for sig kunne skaffe resultater hjem til vores egne medlemmer – også gerne på andres bekostning. Og ingen af os har noget at lade hinanden høre!
I 2013 blev Lærernes Centralorganisation (LC) efterladt frysende på perronen – men selvforskyldt. Eftersom KTO`s formand og LC’s ditto er en og samme person, kan det ikke have været kommunikationen, men forarbejdet, forberedelsen og troen på solidaritetsprincippet, som haltede.
Men elendighederne sluttede ikke med det. KTO kunne såmænd ikke blive engang enige om at stille et fælles lønkrav, så Kommunernes Landsforening (KL) fik ikke brug for hele den pulje, som de i forvejen havde afsat til lønstigninger.
Vi er derfor nogle, som er lidt bekymrede for de kommende overenskomstforhandlinger i de næste måneder. Og derfor forventer vi følgende af vores faglige ledere:
Find for alt i verden en løsning på lønkravet – vi skal være solidariske overfor vores lavtlønnede kollegaer i forhandlingsfællesskaberne.
Vi tager det samme tog og denne gang begge veje. Skulle en af vores grupper blive taget ud til "bøllebank", så er princippet: En for alle og alle for en!
Det skal sikres, at vores forbunds tillidsrepræsentanter i løbet af januar måned mødes på tværs i vores forhandlingsfællesskaber og bekræfter vores solidaritet og sammenhold.
Under skrevet af Per Nielsen - Produktionsskolerne; Morten Bay – Erhvervsskolelærerne; Poul-Henning Laursen - Erhvervsskolelærerne; Janni Rosendahl – UU-Vejlederne -; Henrik Holm Sandbye – Sproglærerne; Jeppe Jensen - Ungdomsskolelærerne; Lotte Klein – VUC-lærerne; Jan Andreasen - Ungdomsskolelærerne
Kan du lide, hvad du læser?
Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:
eller giv et bidrag via

87278