I Danmark har der i en længere årrække været fire organisationer, der definerer sig selv som kommunistiske partier: Danmarks Kommunistiske Parti (DKP), Kommunistisk Parti i Danmark (KPiD), Kommunistisk Parti (KP) og Arbejderpartiet Kommunisterne (APK).
De fire partier har tilsammen færre end tusinde medlemmer, men dertil kommer mange andre, der opfatter sig som kommunister. Det gælder for eksempel for mange tidligere medlemmer af DKP, som i dag er partiløse eller medlemmer af Enhedslisten.
Partier som DKP, KPiD og KP har forholdsvis få medlemmer, men har alligevel gode muligheder for at øve indflydelse. Både via partiernes egne aktiviteter og i kraft af det politiske arbejde, som medlemmerne udfører i fagbevægelsen, fredsarbejdet, modstanden mod EU, i Enhedslisten og i mange andre sammenhænge.
Arbejderen
Dagbladet Arbejderen udkommer fire gange om ugen og er et stort aktiv for de danske kommunister, Enhedslisten, aktive tillidsfolk i fagbevægelsen og mange andre gode folkelige kræfter.
Arbejderens redaktion praktiserer en bred redaktionel linje, der gør avisen til et aktiv - ikke kun for udgiverpartiet KP - men også for DKP og andre i den kommunistiske og socialistiske bevægelse i Danmark. Derfor et det DKP's opfattelse, at der er brug for et løbende handlingsrettet samarbejde mellem DKP, KP, KPiD og andre venner og brugere af Arbejderen om at sikre avisen det bedst mulige indhold, flere læsere og den nødvendige økonomi.
Der er brug for et løbende handlingsrettet samarbejde om at sikre Arbejderen.
Det er DKP’s erfaring, at en sådan fælles udadvendt indsats for Arbejderen er forenelig med og oven i købet styrker mulighederne for at sikre flere læsere og en bedre økonomi til vort eget blad SKUB.
Kampen for arbejderklassens og befolkningernes interesser må føres både på nationalt, europæisk og globalt plan som en politisk kamp om, hvordan nutidens og fremtidens samfundsstrukturer og globale relationer fremover skal udvikle sig.
Kommunisternes opgave
Skal den nuværende imperialistiske kurs fortsættes i retning af en verdensorden domineret af globalt agerende imperialistisk-kapitalistiske selskaber i indbyrdes konkurrencekrig, hvis interesser stater og befolkninger tvinges til at indrette sig efter?
Eller skal der alternativt kæmpes for, at disse imperialistiske magtstrukturer erstattes af en verdensorden af suveræne og ligeberettigede stater, der er demokratisk styrede og indgår i et solidarisk globalt og miljømæssigt bæredygtigt samarbejde om at opfylde befolkningernes behov, hvor målet er en verden uden rovdrift på naturen og kapitalistisk udbytning af den menneskelige arbejdskraft?
I Danmark som i andre lande må kommunisterne stille sig den opgave at bidrage til, at arbejderklassen og befolkningen kommer til forståelse af disse grundlæggende alternative valgmuligheder.
Det opnås ikke uden et konkret samarbejde mellem vore i øjeblikket små kommunistiske partier om handlingsrettede politiske initiativer, der kan bidrage til at skabe mere klarhed i den eksisterende tåge af massiv idemæssig forvirring og mediemanipulation.
DKP har foreslået vore kammerater fra KPiD og KP, at vi kunne samarbejde om at sende til delegation til Syriens hovedstad Damaskus for at undersøge, om der er hold i mediernes dæmonisering af den syriske regering.
Konkret samarbejde
Vi kunne også i fællesskab indbyde en delegation fra Ukraines Kommunistiske Parti til at besøge Danmark for at give vort ukrainske broderparti mulighed for at fremlægge deres syn på konflikterne i deres land og deres forslag til problemernes løsning.
DKP og KPiD har i en årrække deltaget aktivt i et internationalt samarbejde med årlige fællesmøder for repræsentanter for kommunistiske partier og arbejderpartier fra alle verdens kontinenter – senest på et møde 13.–15. november i Ecuador i Latinamerika, hvor både DKP og KPiD var repræsenterede ved deres formænd Henrik Stamer Hedin og Betty Frydensbjerg Carlsson.
Kommunistisk Parti ønsker også at deltage i dette samarbejde og dets årlige globale møder mellem partierne. Det er DKP's opfattelse, at KP's deltagelse i dette samarbejde vil bidrage til at styrke samarbejdet mellem kommunisterne i Danmark og den øvrige verden.
DKP og KPiD bør foreslå den internationale arbejdsgruppe, at KP fremover bliver indbudt til at tage del i dette globale samarbejde.
DKP og KPiD bør derfor foreslå den internationale koordinerende arbejdsgruppe, at KP fremover bliver indbudt til at tage del i dette globale samarbejde mellem kommunistiske partier og arbejderpartier.
Der har i nogle år været en nyttig dialog om udvikling af det faglige arbejde mellem de faglige udvalg i DKP, KPiD, KP og Enhedslisten.
De politiske forudsætninger er efter DKP's opfattelse til stede for en hurtig start på en lignende handlingsrettet dialog mellem DKP’s, KP’s og KPiD’s internationale udvalg, da de tre partier langt hen ad vejen er enige i vurderingen af de fleste internationale spørgsmål.
DKP er også tilhænger af, at kommunisterne indgår i en løbende dialog med Enhedslisten, SAP og andre kræfter på venstrefløjen - både om internationale spørgsmål, hvor vi er ret enige, og om de sager, som vi ser meget forskelligt på.
Vedtaget af landsledelsen den 23. november.
Kan du lide, hvad du læser?
Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:
eller giv et bidrag via

87278