15 Dec 2025  

KBH: Let skyet, 10 °C

Omsider forhandlinger med Taleban

Omsider forhandlinger med Taleban

Efter 12 års krig med titusindevis af døde og sårede er der grund til at hilse fredsforhandlinger velkommen. De har været alt for længe undervejs.

I dag er alle seriøse iagttagere enige om, at Taleban står så stærkt både politisk og militært som nogensinde i store dele af Afghanistan, i kampen mod "de vantro besættelsesstyrker". Her afleverer tidligere Taleban-soldater deres våben.
FOTO: commons.wikimedia.org
1 af 1

Der er god grund til at hilse nyheden om forestående officielle fredsforhandlinger mellem Taleban, USA og Karzai-regeringen velkommen.

Den 12 år lange frugtesløse krig i Afghanistan har været en skændsel for hele det internationale samfund. Titusinder af døde, endnu flere sårede, dæmoniserende propaganda fra begge sider, astronomiske pengebeløb, som kunne være brugt uendeligt meget bedre på genopbygning af det mishandlede land.

Erkendelsen af, at en forhandlet aftale er den eneste farbare vej, har været alt, alt for længe undervejs. Som Rådet for International Konfliktløsning (RIKO) ofte har påpeget i de senere år, vedtog det første folkevalgte afghanske parlament allerede i 2006, at man burde arbejde for forhandlinger og en fredsaftale med Taleban. RIKO har gennem årene vedvarende appelleret til, at danske politikere tog konkrete initiativer for at fremme sådanne forhandlinger.

NATO-styrkernes tilstedeværelse i Afghanistan har været en del af problemet, ikke en del af løsningen.

Men i mange år derefter afviste USA og NATO – og et stort folketingsflertal i Danmark – enhver tale herom: Taleban skulle knuses militært. Endnu i 2010 talte ledende danske politikere om "Talebans sidste krampetrækninger".

I dag er alle seriøse iagttagere enige om, at Taleban står så stærkt både politisk og militært som nogensinde i store dele af Afghanistan, i kampen mod "de vantro besættelsesstyrker". NATO-styrkernes tilstedeværelse i Afghanistan har været en del af problemet, ikke en del af løsningen.

Det er således ikke tilfældigt, at Talebans første officielle pressekonference 18. juni, med bebudelse af forhandlinger med USA, kom præcis samme dag, som NATO formelt overdrog ansvaret for sikkerheden i Afghanistan til den afghanske regering og hær selv.

På pressekonferencen 18. juni erklærede Taleban-repræsentanterne, at deres mål er begrænset til Afghanistan, og at man ikke ønsker at skade lande fra afghansk jord. Det tolkes som en garanti imod, at landet kan bruges til angreb på andre lande fra for eksempel Al Qaeda. Dette er ikke nyt, men kan bruges af USA og NATO til at retfærdiggøre den historiske indrømmelse, man nu gør med de direkte forhandlinger med Taleban.

Andre europæiske lande som Tyskland og Norge, sammen med blandt andet Pakistan og Qatar, har ifølge internationale presserapporter aktivt deltaget i de diplomatiske forberedelser af de forestående fredsforhandlinger, hvis første mål må være en våbenhvile. Forhåbentlig vil også den danske regering nu bakke proaktivt op om den spirende fredsproces i Afghanistan.

Vedtaget på bestyrelsens møde 19. juni 

 

 

Kan du lide, hvad du læser?

Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:

Abonnér

eller giv et bidrag via


87278


26. jun. 2013 - 09:07   26. jun. 2013 - 09:15

Udtalelse

fra Rådet for International Konfliktløsning (RIKO)