10 Jun 2025  

KBH: Let skyet, 10 °C

Ordnede forhold i byggebranchen

Ordnede forhold i byggebranchen

Danske byggevirksomheder har for tiden økonomisk overskud. Det må afspejles i løn- og arbejdsforholdene, og i kravene til de kommende overenskomstforhandlinger.

Der skal sikres et ordentligt arbejdsmiljø. Vi kræver, at regeringens nedskæringer i Arbejdstilsynet trækkes tilbage.
FOTO: PN
1 af 1

Social dumping er et stort problem i byggebranchen. Mange udenlandske arbejdere bliver udnyttet med dårlige lønninger og dårlige arbejdsforhold.

En ny rapport fra FAOS (Forskningscenter for Arbejdsmarkeds- og organisationsstudier. redviser, at polske bygningsarbejdere aflønnes med cirka 100 kroner i timen (inklusiv feriepenge, pension og søgne-helligdagsbetaling) i Københavnsområdet.

Når virksomhederne mangler arbejdskraft, skal de sørge for, at forholdene er i orden, så det bliver en attraktiv branche.

Mindstelønnen for eksempelvis bygge- og anlægsoverenskomsten er 120,15 kroner (eksklusiv feriepenge, pension og søgne-helligdagsbetaling).

Læg dertil, at arbejdstiden sjældent er under 50 timer per uge, så der mangler endvidere overtidsbetaling.

Det er uanstændigt og social dumping. 

Uanstændige forhold

Direktør Peter Stenholm fra Dansk Byggeri oplyser, at gennemsnittet for en dansk bygningsarbejder er 180 kroner i timen plus feriepenge, pension og søgne-helligdagsbetaling.

Når virksomhederne siger, at de mangler arbejdskraft, skal de sørge for, at forholdene er i orden, så det bliver en attraktiv branche.

Danske byggevirksomheder har for tiden et stort økonomisk overskud. Ifølge Dansk Byggeris egne tal steg overskuddet per bygningsarbejder fra 2013 til 2014 med næsten 25 procent. Størsteparten af udenlandske bygningsarbejdere er ansat ved bygningsentreprenørerne, hvor overskuddet er endnu større.

Vi skal tiltrække lærlinge til branchen, så der også i fremtiden er veluddannet arbejdskraft. Virksomhederne skal pålægges flere lærlinge. Lærlingene skal tilbydes ordentlige løn- og arbejdsforhold samt garanti for praktikplads i hele læretiden.

Besparelserne på erhvervsskolereformen skal trækkes tilbage. Vi kræver bedre mulighed for uddannelse og efteruddannelse for dem, der allerede er i branchen.

Nedslidning og ulykker

Der er for mange ulykker og for stor nedslidning i byggebranchen. Der skal sikres et ordentligt arbejdsmiljø både psykisk og fysisk. Vi kræver, at regeringens nedskæringer i Arbejdstilsynet trækkes tilbage.

Arbejdstilsynet skal bruge muligheden for at udstede administrative bøder og standse arbejdet, indtil forholdene er i orden på arbejdspladsen. Grove og gentagne overtrædelser af arbejdsmiljøloven skal straffes med fængsel og fratagelse af retten til at drive virksomhed.

Som bygningsarbejdere kommer vi tidligt på arbejdsmarkedet, hvorimod højtuddannede kommer sent på arbejdsmarkedet. Derfor skal vi politisk have ændret den urimelige og stigende pensionsalder. Bygningsarbejdernes gennemsnitslevealder stiger ikke, det gør de højtuddannedes.

Pensionsalderen må nedsættes

Vi får altså betydeligt kortere tid på pension, en fuldstændig horribel forskelsbehandling. Til sammenligning har Tyskland vedtaget en ny pensionslov, som giver ret til pension efter 45 år på arbejdsmarkedet (læretiden tæller med som arbejde).

Vi ser med stor skepsis på den handelsaftale, som EU og USA er ved at indgå (TTIP). Hvis den indeholder social dumping, dårligere arbejdsmiljø eller angreb på de faglige rettigheder, vil vi bekæmpe den.

Ved de kommende overenskomstforhandlinger kræver vi et fuldt og dækkende kædeansvar. Derudover kræver vi, at de overenskomstbærende organisationer skal sikres adgang til alle byggepladser.

Alle, der arbejder på byggepladser, skal være sikret gennem vores overenskomster. Minimallønnen skal hæves og der indføres akkordafsavnstillæg, som værn mod løndumping. Kædeansvar stopper useriøse firmaer og løndumping samt sikrer reel konkurrence.

De kommende overenskomstforhandlinger er en glimrende mulighed for at give signalet, "vi er en attraktiv branche". Det kræver dog en anstændig mindsteløn, fuld løn ved sygdom/barsel samt et godt arbejdsmiljø. Vi forlanger, at ingen afslutter deres overenskomstforhandlinger, før alle er i mål.

Vedtaget af 221 bygningsarbejdere på Landsbranchemødet 28. - 29. maj.

 

 

Kan du lide, hvad du læser?

Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:

Abonnér

eller giv et bidrag via


87278


03. jun. 2016 - 09:59   03. jun. 2016 - 10:00

Udtalelse

fra 3F's landsbranchemøde for bygningsarbejdere