09 Jun 2025  

KBH: Let skyet, 10 °C

Sammen kan vi udvikle velfærden

Sammen kan vi udvikle velfærden

Velfærdsalliancen ruster sig til nye kampe i det kommende år. Der lægges op til et træf for de lokale netværk og til en ny landsdækkende aktionsdag.

2016 blev året, hvor mennesker over hele landet demonstrerede for velfærden. Her fra en af de store demonstrationer i København.
FOTO: Aage Christensen
1 af 1

Der var demonstrationer for at forsvare vores velfærd over hele Danmark 15. september. Det kommunale Danmark har dermed fortsat velfærdskampen, som så stærkt manifesterede sig den 12. maj og skabte det nødvendige folkelige pres for afskaffelsen af omprioriteringsbidraget. Den enkle erfaring er, at når vi aktivt står sammen på tværs af geografiske, faglige og politiske skel, så kan vi vinde store sejre.

Vi opfordrer til, at de store fagforbund tager ansvar og initiativ til at styrke velfærdskampen og til at bakke op organisatorisk, økonomisk og politisk.

Velfærdsalliancen tager afsæt i de positive erfaringer og opfordrer til at fortsætte og udbygge kampen for vores velfærd, som det for eksempel skete i Holbæk, Halsnæs og Vejen. Vi hilser alle, der vil være med, velkommen, for eksempel det nystiftede Aarhus for velfærd, samt LO Hovedstaden og FTF Hovedstadens nystiftede Hovedstaden for Velfærd og opfordrer til at videreføre mobiliseringen.

Nye pejlemærker

Vi opfordrer ligeledes til, at de store fagforbund tager ansvar og initiativ til at styrke velfærdskampen og til at bakke op organisatorisk, økonomisk og politisk om landsdækkende mobiliseringer og lokale initiativer.

Vi vil sætte nye pejlemærker og fælles mål i velfærdskampen:

  • Vi opfordrer ansatte, borgere og politikere i regionerne til at gå med i det kommunale oprør. Sammen kan vi mobilisere for at afskaffe produktivitetskravet på to procent, så sundhedssektoren igen kan få et sundt arbejdsmiljø til gavn for ansatte og patienter.
  • Vores politiske mål er at afskaffe den kommunale økonomiske spændetrøje i form af serviceloft, anlægsloft, skattestop, effektiviseringsbidraget og budgetloven. Det kommunale selvstyre skal genetableres.
  • Flere opgaver må betyde flere penge. Velfærden kan ikke bevares uden tilførsel af de nødvendige midler, så der kommer flere penge, når der kommer flere ældre, flygtninge, syge og dermed flere opgaver.
  • Velfærdsalliancen opfordrer kommunal- og regionspolitikerne til at stå sammen på deres topmøder i foråret om at kræve de nødvendige penge til velfærd og sundhed, herunder at afvise besparelser skjult som effektiviserings- og produktivitetskrav.
  • Velfærdsalliancen opfordrer til at vi samler alle kræfter, lokalt og nationalt, fagligt og politisk, om fælles manifestationer i alle 98 kommuner og foran de fem regioners sygehuse og psykiatriske afdelinger onsdag den 10. maj 2017. "Velfærd til alle – væk med sparekrav, økonomiske håndjern og produktivitetskrav".

Specifikt opfordrer vi de privatansattes organisationer til at gå aktivt ind i velfærdskampen, som er en kamp også for deres medlemmer.

Gå med i kampen

Velfærdsalliancen er baseret på lokale netværk og græsrødder. Vi hilser alle initiativer store som små, der deler vores overordnede mål om velfærd til alle, velkommen. Vi opfordrer til et åbent og fordomsfrit samarbejde mellem alle gode kræfter.

For at dele erfaringer og ideer til de kommende aktiviteter vil Velfærdsalliancen arbejde for at være vært for et landsdækkende træf for de lokale netværk i begyndelsen af 2017. Vi opfordrer forbund og fagforeninger til at indgå i forberedelsen af et sådant træf.

Ingen kan vinde alene - hverken borgergrupper eller brugerorganisationer, fagforeninger eller fagforbund, heller ikke de politiske partier. Kun hvis vi kæmper sammen, kan vi vinde.

Underskrevet af en lang række af lokale faglige og politiske organisationer samt velfærdsinitiativer.

 

Kan du lide, hvad du læser?

Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:

Abonnér

eller giv et bidrag via


87278


17. nov. 2016 - 08:03   17. nov. 2016 - 08:10

Udtalelse

fra græsrodsinitiativet Velfærdsalliancen