13 Jun 2025  

KBH: Let skyet, 10 °C

Sig nej til endnu en ulovlig krig

Sig nej til endnu en ulovlig krig

Udenrigsminister Kristian Jensen udtaler direkte, at målet med missionen i Syrien i sidste ende er at fjerne Assad. Men dette må være et spørgsmål, der er op til den syriske befolkning at afgøre.

Et af de billeder, der er gået verden rundt, er billedet af den lille druknede syriske dreng Aylan Kurdi. I Frankfurt am Main har to kunstnere skabt billedet om til et murmaleri.
FOTO: ARNE DEDERT/AFP/Scanpix
1 af 1

Den 1. april førstebehandler Folketinget et beslutningsforslag om at sende danske F16-fly og specialtropper i krig i Syrien. Det sker på opfordring fra USA, men uden en invitation fra den syriske regering. Derfor vil dette efter Folkeretten være at betragte som en ulovlig angrebskrig.

Skal magten over landet ligge hos en syrisk regering valgt af den syriske befolkning, eller skal den overdrages til vestlige magter?

Den officielle begrundelse er, at krigen mod ISIS skal forstærkes af humanitære grunde. Her bør vi kaste et blik på de tidligere krige i Afghanistan, Irak og Libyen, som Danmark har deltaget i for at "støtte kvinders rettigheder", "uskadeliggøre masseødelæggelsesvåben", "sikre demokrati", "forhindre folkemord" eller "bekæmpe terror".

I alle de krigsramte lande har følgen af krigene været, at situationen på alle områder er blevet stærkt forværret. Krigene har efterladt landene i opløsning, hvor intet fungerer, og de har skabt grobund for terrorgrupper som ISIS. Millioner af mennesker er nu på flugt. Ingen steder er forholdene forbedret.

Hvorfor med i endnu en krig?

Vi må se bag om de pæne og humane forklaringer på de krigsførendes interesser. USA har været hovedkraften bag de seneste 14 års krige og har lige siden Anden Verdenskrig arbejdet på alle fronter for at opnå magt i Mellemøsten - først og fremmest for at sikre sig olien. Alle midler er taget i brug fra forhandlinger, studehandler, støtte til terrorgrupper, kup og krig.

Slutspillet om Syrien nærmer sig. ISIS er svækket – og hvordan tegner fremtiden sig?

Skal magten over landet ligge hos en syrisk regering valgt af den syriske befolkning, eller skal den overdrages til vestlige magter? For eksempel gennem en nyopdeling af landet efter religiøse retningslinjer, hvor USA og dets allierede kan få indflydelse hen over hovedet på den syriske befolkning.

Den danske mission, der nu planlægges, skal bestå af bombardementer i Syrien, og specialtropper fra Frømandskorpset og Jægerkorpset skal operere i landet med efterretninger og spionage - formentlig i kontakt med den del af terrorgrupperne, som Vesten støtter. Den vil ikke være en støtte til syrerne.

Lad syrerne bestemme

Udenrigsminister Kristian Jensen udtaler direkte, at målet med missionen i Syrien i sidste ende er at fjerne Assad. Men dette må være et spørgsmål, der er op til den syriske befolkning at afgøre.

Som danskere har vi ingen interesse i at påtvinge syrerne, hvilken regering de skal have. Og som nation har Danmark eller andre magter ingen ret til at overtræde en suveræn stats grænser uindbudt. Ingen ret til at overtage landets politiske styre eller nyopdele landet - hverken gennem militær magt eller andre tiltag.

Krigen, borgerkrigen og terroren er påført af kræfter udefra, og det bedste skridt frem mod fred i Syrien vil være at stoppe indblandingen, ikke at starte en ny dansk krig, der udelukkende vil optrappe konflikten.

Vi må sige nej til at optrappe situationen og nej til trusler og optrapning fra USA, Tyrkiet og Saudi-Arabien.

Vi må tage imod krigsflygtninge, der flygter fra ragnarok og hjælpe med nødhjælp og hospitaler.
Støtten til ISIS må stoppes, og det samme gælder købet af olie fra ISIS.

Lad syrerne selv styre bekæmpelsen af ISIS - de har ikke bedt om Danmarks hjælp. Krig i Syrien vil stride mod folkeretten og være en ulovlig krig.

Ingen tropper eller fly til Syrien!

Vedtaget af foreningen den 5. marts.

Kan du lide, hvad du læser?

Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:

Abonnér

eller giv et bidrag via


87278


23. mar. 2016 - 09:43   28. mar. 2016 - 15:43

Udtalelse

fra Århus mod Krig og Terror