Underløbningen af vores a-kasser og dagpengesystemet fortsætter, uden at hverken LO-toppen eller for den sags skyld vores eget forbund tilsyneladende bekymrer sig.

Nye tal fra a-kasserne viser, at der i år er faldet 500 ud af dagpengesystemet hver måned.

I løbet af de sidste godt 20 år er gabet mellem dagpenge og lønudviklingen vokset med 10 procent. 

I dag kan vores medlemmer se frem til at få dækket 48 procent af deres løntab, hvis de bliver arbejdsløse.

Dagpenge udhules

Samtidig er dagpengeperioden kraftigt beskåret, så spørgsmålet, om det overhovedet kan betale sig at være medlem af en a-kasse, trænger sig på for og flere. Mange vælger det allerede fra, og det bidrager til langsomt at undergrave organiseringen i fagbevægelsen.

Tallene viser også, at hvis der ikke bliver grebet ind, så vil værdien af dagpengene blive udhulet med yderligere 10 procent frem mod 2025.

Den udvikling truer den danske model på livet, de faglige a-kasser er et af fundamenterne for fagbevægelsen. Trygheden for vores medlemmer forsvinder, når sikkerhedsnettet ved arbejdsløshed bliver så hullet, at du kun kan se frem til en halv indtægt, hvis du bliver fyret.

Derfor opfordrer vi Dansk Metal til at bakke fuldt og helt op, når 3F og FOA nu siger, at smertegrænsen er nået.

De to forbund kræver, at en genopretning af dagpengedækningen kommer med i de igangværende finanslovsforhandlinger, så dagpengene allerede fra næste år hæves. Det kan kun gå for langsomt.

Sideløbende med den drypvise udhuling af dagpengene fortsætter de dramatiske konsekvenser for de kolleger, som mister dagpengeretten. Nye tal fra a-kasserne viser, at der i år er faldet 500 ud af dagpengesystemet hver måned, et tal A-kassernes Samvirkes direktør forventer stiger, så der er alene i år bliver smidt 10.000 ud, fordi de har opbrugt dagpengeretten.

Hver fjerde af dem står uden nogen indtægt. Reformen viser nu sit grimme ansigt med fuldt gennemslag, og den sociale katastrofe, som vi forudså, da den blev vedtaget, går desværre i opfyldelse.

Pensionen

Selvom det blev gjort meget ud af, at det lykkedes at stoppe en fremrykning af nedsættelsen af pensionsalderen. Så består problemet jo, politikerne har lagt en tikkende bombe, som betyder støt sigende pensionsalder de kommende år i takt med stigende levealder.

Men de politikere og embedsmænd, som har regnet ud, at vi "sagtens" kan arbejde til op i halvfjerdserne, lever på en anden planet end vores medlemmer. Det er ikke smede og arbejdsmænd, som har fundet ud af at vi alle kan arbejde til vi er 72.

Det er noget, de i forvejen privilegerede og velbjærgede har regnet sig frem til bag deres skriveborde. Derfor nytter det ikke noget, at fagbevægelsen stikker hovedet i busken og glæder sig over en mindre udsættelse af en forhøjelse af pensionsalderen.

Spørgsmålet om en værdig pension, burde stå blandt de øverste emner, når fagbevægelsen søger politisk indflydelse.

Derfor er det svært at forstå, hvordan fagtoppen kan fortsætte tre-partsforhandlingerne med den borgerlige regering i måneder uden at stille krav om, at bare et enkelt af vore medlemmers mest presserende problemer kommer på bordet.