15 May 2025  

KBH: Let skyet, 10 °C

Solidaritet med kurderne

Solidaritet med kurderne

USA har en interesse i at opretholde et højt konfliktniveau i Mellemøsten, så man kan undertrykke de revolutionære kræfter og forhindre antiimperialistiske oprør.

Internationalt Forum støtter kurdernes befrielseskamp. I øjeblikket er fokus på kurdernes kamp i Kobane hvor YPG (Folkets Beskyttelsesenheder) og YPJ (Kvindernes Forsvarsstyrker)  - i samarbejde med PKK (Kurdistans Arbejderparti) – kæmper imod Islamisk Stat.

Dette reaktionære monster tilstræber ikke kun kontrol med kurdernes jord, men bekæmper kurdernes sekulære, demokratiske og feministiske politik, der ses som en "trussel mod islam".

USA-imperialismen er ikke i stand til gå helhjertet ind i kampen mod Islamisk Stat på grund af alliancerne med de reaktionære regimer i regionen.

USA-imperialismen er ikke i stand til gå helhjertet ind i kampen mod Islamisk Stat på grund af USA’s alliancer med de reaktionære regimer i regionen – som Saudi Arabien, Qatar og så videre, der jo har fostret Al Qaeda og Al Qaedas kloner. En af klonerne er Islamisk Stat. Hvis USA ønsker at udradere Islamisk Stat, kan de gøre det i et snuptag.

Det, USA er i gang med nu, er at forsøge at hindre Islamisk Stats erobring af de vigtigste oliekilder i Irak og Syrien. USA har en interesse i at opretholde et højt konfliktniveau i Mellemøsten, så man kan undertrykke de revolutionære kræfter og forhindre antiimperialistiske oprør.

Tyrkiet samarbejder med IS

Mens USA forholder sig tøvende i forhold til Islamisk Stat, er det anderledes med Tyrkiet. Tyrkiet, der er NATO-medlem og tæt allieret med den vestlige imperialisme, samarbejder direkte med Islamisk Stat.

For eksempel har Islamisk Stat fået lov at opholde sig og træne på tyrkisk territorium, de har fået Tyrkiet til at spærre grænsen mellem Syrien og Tyrkiet for at forhindre kurdiske peshmergas fra Irak i at komme ind i Rojava og deltage i kampen mod Islamisk Stat sammen med de syriske kurdere.

Siden juli måned har den tyrkiske stat indledt voldsomme militære angreb på PKK, der er tæt allieret med PYD (Det demokratiske Unionsparti), YPG og YPJ.  

De har bombet PKK-lejre i Nordirak, de har dræbt dusinvis af kurdiske guerillaer og civile. De har spærret kurdiske byer inde.

Tyrkiets præsident Erdogan vil hævne det nederlag, hans islamiske parti AKP led ved valget i sommer, hvor AKP mistede sit flertal og dermed udsigten til præsidentstyre i Tyrkiet.

Årsagen til nederlaget var, at det prokurdiske parti HDP (Folkets demokratiske Parti) brød spærregrænsen på 10 procent og kom i det tyrkiske parlament. Nu stormes HDP’ kontorer, nu truer Erdogan med at forbyde HDP-"terroristernes" opstilling til det kommende valg.  

De fredsaftaler, som Erdogan førte med PKK og dets leder Öcalan var spil for galleriet - et middel til at skaffe ro på bagsmækken. Nu er de skrinlagt. Erdogan har genåbnet borgerkrigen i Tyrkiet.

Kampen om Rojava

I januar lykkedes det den kurdiske YPG-YPJ-guerilla i Syrien at fordrive Islamisk Stat fra Kobane i Rojava.

Internationalt Forum udtrykker respekt for de syriske kurderes kamp for demokrati og frihed. De progressive organiserings- og kampformer, som vi ser praktiseret i Rojava vækker håb for fremtiden i Mellemøsten.

Vi - Internationalt Forum - opfordrer til forsat kamp imod de reaktionære islamiske kræfter i Islamisk Stat og de reaktionære regimer i Mellemøsten, til kamp mod det fascistiske Tyrkiet og til kamp imod imperialismen. Fjern PKK fra terrorlisterne.

Vedtaget på styrelsesmødet den 4. oktober.

 

Kan du lide, hvad du læser?

Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:

Abonnér

eller giv et bidrag via


87278


14. okt. 2015 - 09:13   04. nov. 2015 - 13:54

Udtalelse

fra Internationalt Forum