13 Jun 2025  

KBH: Let skyet, 10 °C

Stop afstraffelsen af Cubas folk, Obama

Stop afstraffelsen af Cubas folk, Obama

Mange tror, at USA's blokade mod Cuba er ophævet. Det er den ikke. Så det er på tide, at der endelig sker noget fra USA's side.

FOTO: AFP / MANDEL NGAN / Scanpix
1 af 1

Dansk-Cubansk Forening ønsker én gang for alle at aflive en myte, der nu i lidt mere end et år har forvirret debatten omkring forholdet mellem Cuba og USA: Den økonomiske blokade, som det kapitalistiske USA indførte mod det socialistiske Cuba i 1961 er ikke ophævet! 

Den cubanske økonomi skulle knækkes, hvilket skulle føre til, at cubanerne ville rejse sig i modstand imod Fidel Castros revolutionære regering.

Venner af Cuba i Danmark og resten af verden stiller sig i disse måneder skulder ved skulder og hæver stemmerne mere end nogensinde over for USA og deres menneskefjendske blokade, der 24 år i træk er blevet fordømt på det kraftigste af det internationale samfund i FN.

Nu rejser USA's præsident Barack Obama på officielt statsbesøg til Cuba. Det er første gang i 88 år, at en siddende amerikansk præsident besøger i landet. 

Et nyt kapitel?

Besøget er en kærkommen lejlighed til endnu engang at afkræve USA, at landet lytter til det internationale samfund og hæver blokaden, der har kostet Cuba og den cubanske befolkning milliarder af dollars hvert år i mere end et halvt århundrede.

Sandt er det, at Obama i december 2014 annoncerede et nyt kapitel i forholdet mellem Cuba og USA, men siden har det været småt med andet end de symbolske handlinger. De to lande har genetableret diplomatiske forbindelser og har genåbnet ambassader i Havanna og Washington, og Cuba er taget af USA’s terrorliste, hvor landet aldrig hørte hjemme.

Men blokaden mod Cuba - den blokade, der så sent som i 1990'erne blev strammet og var stærkt medvirkende til, at den cubanske befolkning blev kastet ud i en uhyre alvorlig fødevaresituation - eksisterer fortsat for fuld styrke.

Modstanden udeblev

Da blokaden blev indført, lagde USA ikke skjul på, hvad formålet med den var: Den cubanske økonomi skulle knækkes, hvilket skulle føre til, at cubanerne ville rejse sig i modstand imod Fidel Castros revolutionære regering. Daværende USA-præsident Eisenhower sagde det klart: "Hvis cubanerne er sultne, smider de Castro ud!".

Men Eisenhowers plan virkede ikke. Tværtimod har cubanerne igen og igen vist, at de bakker op om deres regering og det socialistiske projekt, der har overlevet mere end fem årtier med økonomiske sanktioner og sabotage fra USA's side.

Også Obama har nu konstateret, at blokaden ikke har virket efter hensigten, og han er nu i stedet fortaler for en anden strategi over for Cuba for at nå målet om at knække den cubanske revolution. 

USA's intentioner over for Cuba er uforandrede, men Obamas kursskifte er ikke desto mindre en mulighed for med fornyet styrke at rejse kravet om, at USA ophæver blokaden.

Dette krav vil lyde indtil Cuba atter er fri for ulovlige blokader og økonomisk sabotage!

For et frit og uafhængigt Cuba!

Stop afstraffelsen af den cubanske folk!

Hæv blokaden, Obama!

Vedtaget på generalforsamlingen den 12. marts.

Kan du lide, hvad du læser?

Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:

Abonnér

eller giv et bidrag via


87278


23. mar. 2016 - 09:18   23. mar. 2016 - 09:20

Udtalelse

fra Dansk-Cubansk Forening