Løftebrud, et uløst problem og en usolidarisk aftale på forkerte præmisser. Så klar er dommen fra fagforeningens medlemmer, der både ser nedsættelsen af dagpengeniveauet som et kæmpe løftebrud fra de politiske partier, men også et svigt fra LO/FTF, der med sit bidrag om karensdage kommer til at agere alibi for nye dagpengeforringelser fra V, S og DF.
Dagpengekampen er også en lønkamp, for når a-kassen forringes, så presser man overenskomsterne og angriber fagforeningerne.
Vi anerkender, at der er enkeltstående elementer i aftalen, som er forbedringer. Vi anerkender også at fagbevægelsen deltog i kommissionsarbejdet, da vi finder det naturligt, når vi inviteres. Men vi anderkender på ingen måde, at fagbevægelsen har accepteret de forkerte præmisser, som strider direkte mod medlemmernes interesser.
Vi vender os mod, at fagbevægelsens top har anerkendt det usympatiske og arbejderfjendske, liberale synspunkt, at det skulle være god beskæftigelsesindsats at tage penge fra vores medlemmer. Det er det ikke!
En gigantisk brøler
Dagpengereformen fra 2010 var en dokumenteret, gigantisk brøler, hvor ordningen er blevet tappet for 4,6 milliarder. At tilbageføre 300 millioner og kalde det for genopretning, er en løgn som V, S og DF ikke engang selv tror på.
At sige, at genoptjeningen er forbedret, anser vi for manipulerende spin, idet der ikke er ændret på genoptjeningsreglerne. Der er derimod tale om forlængelse af perioden.
Håndslag og garantier i valgkampen fra Løkke,Thorning og Thulesen Dahl om at de ikke ville røre ved dagpengeniveauet, er nu vekslet til det modsatte. Løftebrud!
Karensdage, hvor de ledige mister op til tre dages dagpenge, såfremt der ikke er et job til dem, er reelt en forringelse af dagpengeniveauet. Det er også helt udansk og en urimelig straf at fratage mennesker med fire års ledighed de seneste otte år en hel måneds dagpenge. Det er og bliver en forringelse af dagpengeniveauet.
Kampen er først lige startet
Vi vender os imod det usolidariske, at nyuddannede straffes med en sats på kun 71,5 procent for ikke-forsørgere, - et begreb, der slet ikke hører hjemme i en bidragsordning, som de ledige selv betaler til.
Vi forventer en skarp markering til aftalen fra 3F's forbundsledelse, at 3F anser problemet for uløst, og at dagpengekampen fortsætter indtil der er sket en solidarisk genopretning. Vi lægger ikke ryg til flere dagpengeforringelser. Vi vil have genoprettet brøleren fra 2010 - og nu også den fra 2015. Intet mindre er acceptabelt.
Dagpengesystemet er først og fremmest for de, som mistede deres arbejde. Dagpengekampen er også en lønkamp, for når a-kassen forringes, så presser man overenskomsterne og angriber fagforeningerne. Den kamp er ikke slut nu. Den er startet!
Vedtaget på generalforsamlingen den 26. oktober.
Kan du lide, hvad du læser?
Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:
eller giv et bidrag via

87278