Vi tager dybt afstand fra dagpengeforliget mellem Venstre, Socialdemokratiet og Dansk Folkeparti. Det er uspiseligt for fagbevægelsen. Det var ikke dagpengekommissionens opgave at finde på nye forringelser for de arbejdsløse, og det er forkasteligt, at de arbejdsløse og de udfaldstruede nu betaler prisen for det politiske narrespil, som vi har været vidne til.
Dagpengekommissionens forslag, som nu er blevet en politisk realitet, er endnu et søm i a-kassernes og fagbevægelsens ligkiste.
Lynforliget viser, at rammerne har været aftalt for længe siden, kommissionen har blot været det skalkeskjul, som politikerne har dækket sig bag, inden de slog til. En dagpengeløsning handler ikke om de få hundrede millioner på statsbudgettet, som den korte debat I Folketinget skulle give indtryk af.
Efter forliget står problemet tilbage: Der er stadig brug for at få genoprettet det trygge dagpengesystem, vi kendte før den katastrofale dagpengeform i 2010.
60.000 kolleger har indtil videre betalt for den fejlslagne reform med udelukkelse af dagpengesystemet. Frygten for fyringer vokser trods faldende arbejdsløshed blandt alle lønmodtagere. Det skyldes ikke mindst udsigten til at komme i kløerne på et hullet og uretfærdigt dagpengesystem.
Utrygheden vil fortsætte. Kommissionens egne forudsigelser regner med, at mere end 7.000 vil miste dagpengeretten hvert år også med deres "reform". Det er værd at huske, at det er de samme økonomer, som i sin tid forudså, at tre til fire tusind ville falde ud med den gældende ordning, så der er grund til at frygte, at katastrofen fortsætter med endnu større styrke.
Konsekvenserne er til at se: En germanisering af arbejdsmarkedet, hvor arbejdende fattige bliver en voksende del af arbejdsstyrken, og løsarbejdere uden overenskomstmæssige rettigheder bliver stadig flere.
Samlet set er dagpengekommissionens forslag, som nu er blevet en politisk realitet endnu, et søm i a-kassernes og fagbevægelsens ligkiste. Et dagpengesystem med stadig ringere dækning, som er båret af de mest primitive forestillinger om, at man kan tvinge folk til at arbejde for hvad som helst, er ikke noget fristende tilbud til kommende lønmodtagere.
Kommissionen og de politikere, som har taget ansvaret for at sætte endnu en lap på dagpengesystemet, bidrager til at undergrave den danske model i stedet for at styrke den. Derfor opfordrer vi den samlede fagbevægelse til at afvise forliget og forringelserne.
Vedtaget på generalforsamlingen den 27. oktober
Kan du lide, hvad du læser?
Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:
eller giv et bidrag via

87278