Den globale konkurrence, udflytning af arbejdspladser, social dumping, ny teknologi, nye ansættelsesvilkår og ledelsesformer og nye kompetencekrav ændrer de grundlæggende vilkår for danske lønmodtagere.
Derfor vil HK/Privat, som organiserer knap 110.000 medlemmer på de private arbejdspladser, skærpe vores fokus på kollegernes faglighed, arbejds- og familieliv.
HK/Privat er imod forringelser af kontanthjælp og integrationsydelse, fordi fattige mennesker presses til at tage alle typer job til usle løn- og arbejdsvilkår.
Vi vil styrke den danske aftalemodel ved, at flere bliver omfattet af de kollektive overenskomster, herunder at 50-procentsreglen afvikles, at vi får flere tillidsrepræsentanter, flere arbejdsmiljørepræsentanter, og at vi styrker det internationale samarbejde i kampen mod social dumping og mod spekulation i dårligere forhold både herhjemme og i andre lande.
HK/Privat vil arbejde for en stærk forbedring af arbejdsmiljøet, der er uacceptabelt mange steder, ikke mindst når det gælder det psykiske arbejdsmiljø. Vi tager på det kraftigste afstand over for de forringelser, som den borgelige regering har iværksat på området.
Dagpenge og uddannelse
Vi forlanger et fair dagpengesystem, som giver tryghed til alle grupper på arbejdsmarkedet. Uddannelse og praktik skal ikke koste dagpengerettigheder. Dagpengesystemet skal ikke bruges til socialpolitik. Vi accepterer ikke, at karensdage og dårligere dimittendsats skal betale for små forbedringer. Vi følger reformens videre forløb.
HK/Privat arbejder for en erhvervs-, skatte- og uddannelsespolitik, der understøtter bæredygtige virksomheder og arbejdspladser.
Vi kræver, at erhvervsuddannelserne bliver styrket, og kendskabet til dem skal være større hos de unge. Der skal være større prestige i en erhvervsuddannelse. Alle skal sikres praktikplads. Vi mener, at de bebudede besparelser på uddannelsessystemet skal tages af bordet, og i stedet skal der findes flere midler til især erhvervsuddannelserne.
HK/Privat ønsker høringsret til de ansatte, inden vigtige beslutninger om virksomhedssalg, fusioner og outsourcing bliver truffet.
Vi vil kæmpe for, at flygtninge og indvandrere sikres særlig opmærksomhed for at få dem integreret på arbejdspladserne i et ligeværdigt forhold til de danske kolleger.
Vi vil sørge for, at medlemmerne kan dygtiggøre sig inden for en bred vifte af kompetence-områder. Vi vil samarbejde med virksomheder, uddannelsesinstitutioner og arbejdsgiverforeninger herom.
Arbejdsgiverne må betale
Lønmodtagerne bør samles i én stærk hovedorganisation som afløsning for LO og FTF.
Vi ser alvorligt på den stigende brug af social dumping. Det presser lønningerne for os alle og skaber utryghed. Derfor er vi også imod forringelser af kontanthjælp og integrationsydelse, fordi fattige mennesker presses til at tage alle typer job til usle løn- og arbejdsvilkår.
HK/Privat vil følge de kommende trepartsforhandlinger med sigtet mod bedre voksenuddannelse og større tryghed for lønmodtagerne. Forhandlingerne må ikke medføre forringelser. Tværtimod er det arbejdsgivernes tur til at betale.
Som HK’ere er vi repræsenteret på de fleste virksomheder over hele landet. Vi har derfor en særlig mulighed og forpligtelse i en tid med forandring og store udfordringer.
Vi binder Danmark sammen. Uden os går Danmark i stå.
Vedtaget på kongressen den 1.-3. november
Kan du lide, hvad du læser?
Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:
eller giv et bidrag via

87278