30 Apr 2025  

KBH: Let skyet, 10 °C

Finanslov svigter de arbejdsløse

Protester

Finanslov svigter de arbejdsløse

Fagforeninger er utilfredse med regeringens forslag til ny finanslov. De indkalder til landsdækkende møde.

Mødet den 28. september er en udløber af de faglige protester, som blev løbet i gang i juni måned. Her en opmærksom tillidskvinde på møde i Horsens den 2. juni.
FOTO: pn
1 af 1

Finansloven er ikke god nok.

Den mangler bud på, hvad der skal ske med de arbejdsløse, der står til at miste dagpengeretten til nytår. Heller ikke de unge, der mangler en praktikplads, kan hente svar i regeringens forslag til finanslov 2013.

Det mener en bred vifte af faglige organisationer fra LO Storkøbenhavn, Byggefagenes Samvirke, LO Aarhus, BUPL Hovedstaden, LO Horsens-Hedensted og Metal Horsens.

Sammen inviterer de derfor til et landsdækkende tillidsmands- og fagforeningsmøde den 28. september i København, umiddelbart op til Folketingets åbning tirsdag den 2. oktober. På mødet skal deltagerne forholde sig konkret til og komme med indspark til regeringens forslag.

Initiativet er en direkte udløber af de faglige protester i forsommeren, hvor toppen af fagbevægelsen var tæt på at indgå en aftale med regeringen om at forlænge den ugentlige arbejdstid gennem et udsalg af lønmodtagernes tilkæmpede helligdage.

På to møder i henholdsvis Horsens og København i juni måned satte fagforeningsformænd og tillidsvalgte fra ikke mindst metalarbejdspladser hælene i. De gjorde med store bogstaver klart, at de ikke ville acceptere at få længere arbejdsdage, når tusinder af arbejdsløse ikke kan finde job.

Nu føres protesterne videre med det landsdækkende møde.

Det er afgjort, at mødet bliver holdt i København. Nøjagtigt hvor, hvornår og hvilket program kommer senere, oplyser arrangørerne.

 

Kan du lide, hvad du læser?

Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:

Abonnér

eller giv et bidrag via


87278


01. sep. 2012 - 02:00   01. sep. 2012 - 02:00

Finanslov 2013

noc@arbejderen.dk