Direktørerne har udnyttet krisen til at sænke lønnen for de arbejdere, der stadig har arbejde. Det har fået profitterne til at skyde i vejret, men disse profitter kan ikke geninvesteres i produktionstilvækst i stor målestok, fordi systemet allerede befinder sig på et stadie med overproduktion.  Når de kapitalistiske ledere altså ikke kan anvende deres tillægs-profitter til mærkbar økonomisk ekspansion og jobskabelse, bliver krisen blot værre – for arbejderne og for kapitalismen selv. Stormangrebet på lønnen får med andre ord markedet til at skrumpe, i takt med at arbejderne bliver fattigere og fattigere.

Den nuværende krises dybde kan også måles ud fra en anden målestok: I fremgangsperioden fra juni 2009 til juni 2011 faldt gennemsnitsindkomsten pr. familie mere end dobbelt så meget (6,7 procent) end den var faldet i nedgangsperioden fra december 2007 til juni 2099 (3,2 procent) (1).

Krisen øger undertrykkelsen

Krisen øger også undertrykkelsen af den afroamerikanske, asiatiske, indfødte og latino-befolkningen. Forholdene bliver rigtig nok forringet for alle arbejdere, men krisen har øget uligheden mellem farvede og hvide og mellem kvinder og mænd. Arbejdere fra de undertrykte nationer havde som udgangspunkt et meget lavere indkomstniveau end hvide arbejdere, og deres indkomst faldt mere end hvides – såvel relativt som absolut!

Et eksempel: Fra 2007 til 2010 faldt gennemsnitsindkomsten for hvide familier fra $57.752 dollars til $54.620, altså 1,3 procent. I den samme periode faldt gennemsnitsindkomsten for afroamerikanske familier fra $35.665 dollars til $32.068, altså 10 procent. For latino-familierne var faldet på 7,2 procent (fra $40.673 til $37.759) (2).

Der er her tale om konservative officielle statistikker, og alligevel afspejler de, hvorledes systemets racisme påvirker de undertrykte nationer under en økonomisk krise.

I de sidste 15 år er den teknisk-videnskabelige revolution accelereret, og et verdensomspændende højeffektivt produktionssystem har set dagens lys. Et globalt system af lavtlønskapitalisme er blevet skabt.

Siden juni 2009, hvor den såkaldte fremgang satte ind, har 345.000 kvinder mistet deres arbejde. Job-gabet mellem mænd og kvinder er nu på 1,5 millioner – kvindernes arbejdsløshedsprocent vokser, mens mændenes falder. Det er kvinderne, der har mistet næsten tre fjerdedele af de jobs, der er blevet nedlagt i den offentlige sektor på grund af kapitalistiske spareprogrammer, der har skåret ned på serviceydelserne (3).

De afroamerikanske kvinder har lidt mest under disse seneste angreb, fordi offentlig ansættelse til fagforenings-forhandlet løn har givet dem relativt anstændige arbejdsforhold. Sammen med deres børn er de nu de største ofre for nedskæringerne.

Lønsænkning, omfattende økonomisk statslig indgriben, militarisme, krig og besættelse har ikke været i stand til at skabe fornyet økonomisk ekspansion af en så stor styrke, at den har kunnet løfte den amerikanske økonomi ud af dens nuværende stagnation, krise og permanente massearbejdsløshed.  Profitfremgangen for bankerne og de store monopoler baserer sig først og fremmest på forstærket udbytning af arbejderne – og ikke på kraftig udvidelse af den kapitalistiske produktion.

Marx lov om kapitalakkumulation

Der er meget store forskelle mellem de tidligere periodiske kriser, som kapitalismen har gennemlevet efter Anden Verdenskrig, og den nuværende kapitalistiske krise. Hver eneste dag beskrives og kommenteres den økonomiske situation, som verdenskapitalismen befinder sig i. Og alle der beskriver den, er enige om, at det er den værste økonomiske nedtur siden den store depression i 1930’erne.

Hvis de folkelige ledere og organisatorer virkelig vil se fremtiden i øjnene og forberede sig på den, må de have en klar ide om, hvordan denne fremtid vil se ud. Hvad er krisens natur? Hvad er årsagerne til den? Hvordan ser krisen ud lige nu? Hvor bevæger den sig hen, og hvordan kan den bringes til ophør?

Skal man finde en tilgang til at analysere krisen, er det vigtigt at starte med den teori, som Karl Marx udviklede, og som han i Kapitalen bind 1 kaldte den generelle lov for den kapitalistiske akkumulation (4). Denne lovs grundlæggende præmis er, at i takt med at kapitalismen udvikler sig teknologisk, mindskes dens relative behov for arbejdskraft konstant. Det som Marx kalder de arbejdsløses reservearme, vokser i takt med at kapitalen vokser og bliver mere produktiv. Netop denne tendens måtte ifølge Marx i sidste ende føre til kapitalismens fald (5).

For hver ekstra dollar der investeres, får kapitalen brug for færre og færre arbejdere, fordi direktørerne poster deres kapital ind i stadig mere produktiv teknologi. De bruger mere og mere på computere, software, robotter og deslige og fyrer arbejdere i en lind strøm, så de enten havner i arbejdsløshedskøerne eller i udsigtsløse lavtlønsjobs. Kapitalisternes mål er at producere flere og flere varer og tjenesteydelser på kortere og kortere tid. Det trækker i retning af voksende massearbejdsløshed. Kun hvis det kapitalistiske system kan ekspandere voldsomt over længere tid, kan denne tendens modvirkes, eftersom de kasserede arbejdere så kan suges ind i nye produktionsbrancher og serviceydelser. Men de kapitalistiske vækstrater er historisk lave og bliver lavere og lavere for hvert årti. Tilsvarende med beskæftigelsestilvæksten (se figur 1 og 2).

Kapitalismen, profitsystemet, systemet med privateje til produktionsmidlerne er blevet en hæmsko eller i virkeligheden en dødelig trussel mod menneskehedens fortsatte udvikling og kloden selv.

Marx påviste, at på baggrund af den selvsamme lov bliver udviklingen af arbejdsproduktiviteten i sig selv før eller siden en større og større hæmsko for kapitalismens vækst.  Arbejdets voksende produktivitet når til et punkt, hvor systemet ikke mere kan opsuge den overproduktion, som de teknologisk højt udviklede produktivkræfter har skabt. Som Marx bemærkede, er kapitalen i sig selv en hæmsko for kapitalismen.

Verdenskapitalismen – eller verdensimperialismen – har netop oplevet 30-40 års teknisk-videnskabelig revolution. I de sidste 15 år er den accelereret, og et verdensomspændende højeffektivt produktionssystem har set dagens lys. De kapitalistiske ledere har skabt et globalt system af lavtlønskapitalisme (6).

Det er det stadie, vi befinder os på nu. Kapitalismen, profitsystemet, systemet med privateje til produktionsmidlerne er blevet en hæmsko eller i virkeligheden en dødelig trussel mod menneskehedens fortsatte udvikling og kloden selv. Mere om det senere.

Lad os se på nogle relevante data, som meget præcist afspejler, hvorledes loven om den kapitalistiske akkumulation slår igennem. Vi vil fokusere på USA, fordi det er verdenskapitalismens center: Det råder over en økonomi på 14 billioner dollars, kontrollerer verdens største andel af teknologi og besidder mere militær kraft end resten af verden tilsammen. Det rummer i koncentreret form alle systemets kendetegn og modsætninger. Det er den stærkeste kapitalistiske magt. Dets sårbarhed og udviklingstendenser afspejler det samlede systems sårbarhed og udviklingstendenser. 

 Fremgang uden arbejdspladser

Tegnene på at en krise var under udvikling kom tidligt.  Under fremgangen efter 1991-recessionen, hvor George H. W. Bush var præsident, blev udtrykket "fremgang uden arbejdspladser" anvendt for første gang. Det beskrev et nyt fænomen, der ikke var set før i USA’s efterkrigshistorie. Fremgang uden arbejdspladser betyder, at den kapitalistiske produktion kommer sig efter en krise, men det gør arbejderklassen ikke.

Fremgang uden arbejdspladser betyder, at den kapitalistiske produktion kommer sig efter en krise, men det gør arbejderklassen ikke.

Under den klassiske kapitalistiske krisecyklus med dens opsving og nedture, begynder en ny produktionscyklus, når nedturen gradvist har fået lagrene til at svinde ind. Den kapitalistiske ekspansion genoptages derefter. Den fornyede produktion på et højere niveau får direktørernes behov for arbejdskraft til at vokse, og i takt med at arbejderne kaldes tilbage på arbejdspladserne, vokser beskæftigelsen. Historisk set har der – afhængig af hvilken industri der er tale om – været et efterslæb på tre-fire måneder, fra fremgangen satte ind, til direktørerne igen begyndte at ansætte folk.

I 1991 indtraf en helt grundlæggende forandring i den kapitalistiske krisecyklus’ natur.  Måneder efter at recessionen var stoppet, og en bedring var sat ind i erhvervslivet, var firmaerne endnu ikke begyndt at ansætte folk igen – ja, de fortsatte tilmed med at fyre ansatte. Der skulle gå hele 18 måneder fra job-krisens lavpunkt, før niveauet fra før krisen var nået. Og den økonomiske vækst var tilmed langsom og afdæmpet.

Allen Sinai 7 var en af de første til at slå alarm over den fremgang uden arbejdspladser, der fandt sted i 1991-1992. I et indlæg baseret på et vidneudsagn, han aflagde for en Kongres-komite i efteråret 1992, skriver han:

"Den nuværende virksomhedscyklus er så absolut den mest mærkværdige i tiden efter Anden Verdenskrig, den er abnorm og afviger vist fra alle andre i USA’s historie. Det mest usædvanlige er job-mønstret, der stadig viser netto-nedgang i de fleste sektorer, eftersom erhvervslivet forsøger at håndtere den langtrukne stagnation ved at holde antallet af ansatte nede, presse lønningerne, indskrænke indirekte løngoder, sende regningerne for sundhed tilbage til arbejderne og øge presset på leverandørerne." (8)

Dette dystre billede kunne tegnes et år inde i "fremgangen", hvor jobskabelsen endnu ikke havde nået samme niveau som før recessionen. Det var aldrig sket før.

Federal Reserve Bank, finansfolk og økonomer slog alarm og begyndte at undersøge sagen. Men deres bekymringer forduftede, da Sovjetunionen og Østeuropa brød sammen. Den amerikanske imperialisme omsatte sin politiske sejr over socialismen til økonomisk vinding ved hastigt at gennemføre en global ekspansion ind i det tidligere Sovjetunionen, dets republikker samt Østeuropa. Dertil kom, at tidligere kolonilande, som havde kunnet læne sig op ad Sovjetunionen for at afbalancere imperialismen, nu pludselig blev ekstremt sårbare over for ny-liberalismens forstærkede indtog.

Arbejderne har ikke råd til at købe alle de varer og tjenesteydelser tilbage, som de har fremstillet i rekordhøjt tempo, fordi kapitalisterne tilskyndes til at anvende teknologi, der tilintetgør arbejdspladser. 

USA’s herskende klasse glemte sine bekymringer over fremgangen uden arbejdspladser, og den amerikanske kapitalisme gennemlevede den længste periode med ubrudt økonomisk ekspansion i sin historie. Grundlaget herfor var Sovjetunionens kollaps og tidens teknologiske tigerspring: internettets opståen, computere, satellitkommunikation, avancerede robotsystemer, forbedrede transportsystemer, lyslederkabler, supertanker-containerskibe, jumbojets, computerstyrede havne mv. 

Et globalt udbytnings-netværk

De kapitalistiske ledere og bankerne benyttede denne mulighed til at udvide deres globale udbytnings-netværk til at nå ud til alle hjørner på alle kontinenter. De erklærede "historien for død" og krise-cyklus for ovre. Kapitalismen havde vundet for altid (9). Socialismen var død, og Karl Marx havde bevisligt taget fejl – det troede de i hvert fald.

Så kom krakket – og en brat opvågnen fulgte. I 2000-2001 brast teknologi-boblen, kendt som dot.com-boblen. Kapitalismens økonomiske love, som Marx havde opdaget, begyndte igen at hjemsøge den herskende klasse. Den kapitalistiske krise-cyklus vendte i dén grad tilbage. Hundredvis af teknologi-firmaer, som var opstået helt frem til de sidste måneder af 1990’erne, gik fallit. Teknologisk overproduktion endte med et kapitalistisk brag. Nedturen blev anført af teknologi-firmaer, men de økonomiske indskrænkninger var generelle og berørte boliger, biler, elektronik, maskiner og andet.

Endnu mere alarmerende end recessionen var imidlertid fremgangen uden arbejdspladser i årene 2001-2004. Arbejdspladsmanglen var i denne fremgangsperiode langt alvorligere end i 1991-1992. 27 måneder inde i fremgangsperioden fyrede de kapitalistiske ledere omkring 600.000 arbejdere. Og det tog samfulde 48 måneder for beskæftigelsen at nå tilbage til samme niveau som før recessionen (10) (se figur 3). Millioner af fyringerne var permanente i den forstand, at teknologi og udflagning tilintetgjorde arbejdspladserne. Det var især tilfældet med højtlønnede jobs. Mange af de jobs, der blev tilbage, var lavtlønsjobs inden for service.

Denne udvikling fik nye alarmklokker til at lyde hos Federal Reserve Bank. En undersøgelse konkluderede i august 2003, at "perioden efter recessionen i 1991-1992 fik tilnavnet "fremgang uden arbejdspladser”, fordi økonomien skabte så få arbejdspladser i det første halvandet år efter ekspansionen begyndte" (11).

Samme undersøgelse viste, at fremgangsperioden 2002-2003 lignede fremgangen uden arbejdspladser i 1991-1992, men blot var værre. Begge havde de det til fælles, at der var fremgang efter en recession, samtidig med at antallet af arbejdspladser faldt – det stik modsatte af hvad der forventes at ske, når det kapitalistiske erhvervsliv ekspanderer.

"De divergerende produktions- og beskæftigelsesmønstre i 1991-1992 og 2002-2004 antyder, at der er opstået en ny type fremgang, som først og fremmest bæres frem af produktivitetsstigning frem for lønstigninger. Den kendsgerning, at der ikke blev tilført ny arbejdskraft under de to seneste fremgangsperioder, indikerer, at produktionen voksede, fordi arbejderne producerede mere." Undersøgelsen noterede sig, at arbejderne ikke arbejdede længere, så dét kunne ikke forklare produktionstilvæksten.

Forfatternes tese var, at der lå strukturelle og ikke cykliske forandringer bag fremgangene uden arbejdspladser, og de underbyggede den ved at påvise, at fyringerne i nedgangsperioden ikke var midlertidige men derimod permanente. Med andre ord: Arbejdspladserne forsvandt for altid.

Bernanke forklarede, at fremstillingsvirksomheden – modsat hvad folk troede – var vokset i USA. Men det var arbejdspladser inden for netop fremstilling, der forsvandt. 

Forfatterne undersøgte seks tidligere nedgangsperioder. I de fire af dem før 1991 var der overvejende tale om midlertidige fyringer - og de arbejdere, der blev fyret midlertidigt, blev genansat, da beskæftigelsen hastigt voksede under opsvinget.

"Modsat så det ud i 1990-1991 og 2001. Her udgjorde de midlertidige fyringer kun en lille del af arbejdsløsheden. De midlertidige fyringer voksede næsten ikke i 1990-1991 og havde endnu ringere vægt under 2001-recessionen."

Tre måneder senere omtalte Ben Bernanke fra Federal Reserve Bank den voksende beskæftigelseskrise under fremgangen:

"Man må huske på, at arbejdsmarkedet også kom sig meget langsomt efter 1990-1991-recessionen, således at perioden fik øgenavnet ”fremgang uden arbejdspladser”. Men siden den nuværende cyklus’ lavpunkt i november 2001 har beskæftigelsessituationen ud fra alle parametre været endnu langsommere om at forbedre sig end i 1990-1991." Hvorefter Bernanke fældede tørre tårer over arbejderne og fortsatte med at diskutere krisens mulige årsager.

Produktionen vokser, arbejdspladserne forsvinder

Bernanke forklarede, at fremstillingsvirksomheden – modsat hvad folk troede – var vokset i USA. Men det var arbejdspladser inden for netop fremstilling, der forsvandt. Hvorfor? "Svaret er en hidtil uset rekord i produktivitetsstigning. I årenes løb har ny teknologi, nye processer og produkter gjort det muligt for fremstillingsvirksomhederne at få produktionen til hele tiden at stige med stadig færre arbejdere."

Bernanke bredte derefter sit synspunkt ud til at gælde den samlede økonomi. Hans endegyldige forklaring på fremgang uden arbejdspladser var »den bemærkelsesværdige stigning i arbejdsproduktiviteten, vi har været vidne til i de senere år, både inden for fremstilling og i den samlede økonomi. Siden recessionens lavpunkt i fjerde kvartal 2001, er produktiviteten i alle brancher bortset fra landbruget steget gennemsnitligt 4,5 procent årligt. I slutningen af 1990’erne var stigningen gennemsnitligt 2,5 procent årligt, og det blev endda anset for at være en markant produktivitetsstigning«.

Hun sluttede med at komme med en meget snørklet forklaring på, at den kapitalistiske overproduktion er årsagen til fremgangen uden arbejdspladser.  Hans konklusion lyder på banksprog: "På kort sigt har produktivitetsgevinster parret med væksten i efterspørgselstotalen, der har været utilstrækkelig til at matche udvidelsen af udbudstotalen, bidraget til at sænke tempoet i arbejdsmarkedets opsving."

Samme undersøgelse viste, at fremgangsperioden 2002-2003 lignede fremgangen uden arbejdspladser i 1991-1992, men blot var værre.

Med andre ord: Arbejderne har ikke råd til at købe alle de varer og tjenesteydelser tilbage, som de har fremstillet i rekordhøjt tempo, fordi kapitalisterne tilskyndes til at anvende teknologi, der tilintetgør arbejdspladser. Denne tendens til at tilintetgøre arbejdspladser og sænke lønnen er fortsat frem til i dag, hvor vi står midt i den værste økonomiske krise siden den store depression i 1930’erne.

Bernanke aner ikke noget som helst om kapitalismens love, men betales i dyre domme for at holde øje med hvad der sker. Og det der sker i dag, er nøjagtig hvad marxister for ti år siden kunne have fortalt ham ville ske på basis af teorien om den generelle lov for den kapitalistiske akkumulation.