En strammere styring af EU-landenes økonomi samt en færdig bankunion er nogle af hovedpunkterne på det møde for EU-landenes stats- og regeringschefer, der i dag fredag.

Kontraktordningerne skal gøre det nemmere for eurolandenes regeringer at gennemføre reformer af eurolandenes social- og arbejdsmarkedspolitik.

Hvad den økonomiske styring angår, er der lagt op til, at EU-landenes stats- og regeringschefer endeligt skal afgøre, hvordan eurolandens økonomi skal styres med kontraktordninger, der binder dem op på at gennemføre liberaliserings-reformer.

Det er den tyske regering, der har krævet, at eurolandene kontraktligt forpligter sig til reformer. Tyske virksomheder og banker har omfattende interesser i mange af de euro-lande, som i øjeblikket er i dyb krise.

Liberaliseringer

Kontraktordningerne skal gøre det nemmere for eurolandenes regeringer at gennemføre reformer af eurolandenes social- og arbejdsmarkedspolitik på trods af politisk modstand i hjemlandet, forklarede Leskevicius Vytautas, vice-udenrigsminister i EU-formandslandet Litauen, på et møde i EU-parlamentet i sidste uge.

- For at overvinde de kortsigtede økonomiske og politiske omkostninger er kontraktordningerne nødt at blive kombineret med finansielle tilskyndelser, de såkaldte solidaritetsmekanismer. Det er imidlertid vigtigt, at disse tilskyndelser kædes sammen med opfyldensen af håndfaste forpligtelser og stringent overvågning, sagde Leskevicius Vytautas.

Et mindre punkt på dagsordenen bliver tilføjelsen af nogle sociale nøgletal, som for eksempel ungdomsarbejdsløshed og antallet af fattige, til den "resultattavle", som EU-kommissionen bruger til at afgøre, om de enkelte EU-lande er på det rette økonomiske spor. 

- Men de sociale indikatorer må ikke udvande procedurerne for at rette op på de økonomiske ubalancer, da disse er afgørende for, at den Økonomiske og Monetære Union kan fungere, understregede Leskevicius Vytautas.

Bankunion

Bankunionen skal sikre "fælles spilleregler" for EU-landenes banker og kreditinsitutter og gøre op med den uskik, at nationale bankpakker i krisetider kan skævvride EU's indre finansmarkeder.

Hovedelementerne består af en fælles overvågningsmekanisme, som allerede er trådt i kraft for eurolandene, samt en fælles afviklingsmekanisme for "nødstedte" banker med en tilhørende afviklingsfond på 55 milliarder euro samt en fælles indskydergarantifond, betalt af bankerne.

Fondene vil dog kun langsomt blive fyldt op i løbet af ti år, og indtil da vil det være nationale bankredningsfonde, der trækkes på. Tyskland har her sikret sig, at det vil være frivilligt, om midlerne i disse fonde skal bruges til at redde banker i andre EU-lande end værtslandet.

Efter tysk krav bliver det hverken EU's centralbank ECB eller EU-komissionen, der skal træffe beslutning om afvikling eller redning af nødstedte banker, men derimod et særligt afviklingsråd, hvor Tyskland kræver, at de store EU-lande får øget stemmevægt. Samtidig kræver Tyskland overvågningsmekanismen sat i fulde omdrejninger så hurtigt som muligt.

Ifølge EU-komissionens næstformand Maros Sefcovicer er færdigbehandlingen af lovgrundlaget for bankunionen allerede i år EU's "allervigtigste mål".