28 Apr 2025  

KBH: Let skyet, 10 °C

Ø om ungepakken: God start – men ikke nok

Ø om ungepakken: God start – men ikke nok

Regeringen har fremlagt en ungepakke til 635 millioner kroner. Det glæder Enhedslisten, som dog påpeger, at pakken mangler både jobskabelse og praktikpladsgaranti.

– 635 millioner kroner er en god start, men det er ikke nok. Denne her pakke kommer til at hjælpe omkring 7000 unge, men der går altså over 100.000 unge rundt og er arbejdsløse, siger Enhedslistens Rosa Lund.
FOTO: Niels Sigaard
1 af 1

Regeringens udspil til en ungepakke, hvor 635 millioner kroner skal løfte flere unge ind i uddannelsessystemet og ud på arbejdsmarkedet, vækker glæde hos Enhedslistens unge- og uddannelsesordfører Rosa Lund.

– Ungepakken ligner til forveksling det, som Enhedslisten forhandlede på plads med regeringen i forbindelse med skatteaftalen, som aldrig blev til noget, så jeg er glad for, at der endelig sker noget, siger hun til Arbejderen.

Rosa Lund mener dog ikke, at ungepakken kan stå alene.

– 635 millioner kroner er en god start, men det er ikke nok. Denne her pakke kommer til at hjælpe omkring 7000 unge, men der går altså over 100.000 unge rundt og er arbejdsløse, siger Rosa Lund.

Hun minder regeringen om, at ungepakken ikke skaber nye arbejdspladser til de mange arbejdsløse danskere.

– Det er ikke nok at fordele de arbejdspladser, som allerede eksisterer. Der skal skabes mange flere, derfor er det nødvendigt med offentlige investeringer.

Udover jobskabelsen efterlyser Rosa Lund en reel praktikpladsgaranti, som giver alle mulighed for at gennemføre en uddannelse.

Ungepakken skal forhandles på plads i forbindelse med de kommende finanslovforhandlinger i efteråret. Men Rosa Lund vil ikke sige, om ungepakken er nok til at få Enhedslisten til at stemme ja til et kommende finanslovsforslag.

– Vi må forholde os til finansloven som samlet pakke, og så tage stilling til om det er noget, vi kan gå med til, fastslår hun.

Hos fagforbundet Dansk Metal, hvor 20 procent af de nyuddannede medlemmer står uden job, hilser man også ungepakken velkommen.

Her er hovedkasserer Torben Poulsen især glad for, at regeringen vil øge muligheden for brug af jobrotation, hvor folk i arbejde kan komme på kursus imens arbejdsløse overtager deres jobfunktion.

En god løsning så længe den arbejdsløse optjener ret til dagpenge imens.

– Der er tale om helt ordinær beskæftigelse, og derfor bør man optjene ret til dagpenge, når man kommer ind i jobrotation. Det vil også være et signal om, at jobrotation er et redskab, der gavner såvel virksomheden og dens ansatte som de ledige, siger Torben Poulsen.

Han efterlyser ligesom Rosa Lund også en praktikpladsgaranti og opfordrer regeringen til at udarbejde en decideret uddannelsespakke.

 

 

 

Kan du lide, hvad du læser?

Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:

Abonnér

eller giv et bidrag via


87278


23. aug. 2012 - 01:20   29. aug. 2012 - 20:17

Arbejdsløshed

as@arbejderen.dk
Ungepakken

Ungepakken består af otte initiativer.

Fire af initiativerne til 264 millioner kroner skal hjælpe unge uden uddannelse. Det drejer sig om:

  • 45 millioner over to år til en »brobygning« som skal sluse unge arbejdsløse ind på en ordinær uddannelse.
  • 16 millioner i 2013-14 til opsøgende praktikkonsulenter på erhvervsskolerne.
  • 177 millioner til at sikre at flere unge over 25 år kan komme i voksenlære.
  • 26 millioner til en uddannelsespulje for langtidsledige ufaglærte og faglærte unge.

Fire initiativer til 381 millioner kroner skal hjælpe nyuddannede unge i job. Det drejer sig om:

  • 272 millioner til øget brug af jobrotation.
  • 15 millioner til oprettelse af en tre årig fagpilotordning. Ordningen skal give små og mellemstore virksomheder et tilskud for at ansætte unge faglærte under 30 år.
  • 88 millioner til at styrke den allerede eksisterende videnpilotordning, som giver virksomheder tilskud for at ansætte unge akademikere under 30 år.
  • seks millioner til skabelse af dimittendjob i det offentlige.