09 Jun 2025  

KBH: Let skyet, 10 °C

Boom i østarbejdere inden for 3F-fag

11.000 på et år

Boom i østarbejdere inden for 3F-fag

Næsten fire ud af fem af de 11.000 østarbejdere, som kom sidste år, har fået arbejde inden for traditionelle 3F-fag. I alt er der nu 121.000 østarbejdere i Danmark.

FOTO: Niels Sigaard
1 af 1

Inden for det seneste år er der kommet 11.000 nye østarbejdere til Danmark. Det viser tal fra Jobindsats.dk, som Fagbladet 3F har trukket.

I både Tyskland og andre udviklede lande i EU sker det, at løn og vilkår bliver påvirket i de brancher, hvor udlændinge fylder rigtig meget, så lønnen forbliver i den lave ende.
Søren Kaj Andersen, arbejdsmarkedsforsker

Det bringer det samlede antal østarbejdere i Danmark op på 121.000 personer - og dermed er der nu flere østarbejdere i Danmark, end der er borgere i landets femtestørste kommune, Esbjerg.

De nytilkomne østarbejdere har især fundet job inden for 3F-fag. Næsten fire ud af fem har fået arbejde i byggebranchen, industri, transport, det grønne område, rengøring, hotel og restaurationsbranchen. Alle andre brancher i Danmark har kun opslugt en femtedel af østarbejderne i samme periode.

Det skaber et pres på 3F’ernes muligheder på arbejdsmarkedet, siger Henning Overgaard, forbundssekretær i 3F.

– Når mængden af udenlandske arbejdere stiger i dette omfang, så bliver det sværere for danske arbejdsløse at finde ind på arbejdsmarkedet. De jobåbninger, der er, bliver i stedet besat af udlændinge, siger han til Fagbladet 3F.

Fortsætter udviklingen med, at østarbejderne især sætter sig på de lavtlønnede faglærte og ufaglærte job, kan det skabe hele brancher inden for 3F’s områder, der langsomt, men sikkert overtages af udenlandsk arbejdskraft.

Det siger Søren Kaj Andersen, arbejdsmarkedsforsker og centerleder på Forskningscenter for Arbejdsmarkeds- og Organisationsstudier på Københavns Universitet.

– I både Tyskland og andre udviklede lande i EU sker det, at løn og vilkår bliver påvirket i de brancher, hvor udlændinge fylder rigtig meget, så lønnen forbliver i den lave ende. Man kan spørge sig selv, om det er en udvikling, vi gerne vil se, siger Søren Kaj Andersen til Fagbladet 3F.

Kan du lide, hvad du læser?

Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:

Abonnér

eller giv et bidrag via


87278


08. aug. 2017 - 12:06   08. aug. 2017 - 12:33

Østarbejder

bi@arbejderen.dk