Regeringens planer om, at fagbevægelsen ved trepartsforhandlingerne skulle levere for fire milliarder kroner mere arbejdsudbud, fik den 8. juni en brat afslutning. Det gik nemlig op for Dansk Metals medlemmer rundt om på landets industriarbejdspladser, at det skulle ske ved, at de selv skulle arbejde mere. 

Sådan vurderer faglig talsperson for Kommunistisk Parti, Joan Aagot Pedersen, erfaringerne fra foråret, hvor udsigten til flere arbejdstimer fik Metal-medlemmerne til at hive i nødbremsen. Presset fra arbejdspladserne og tillidsfolkene tvang forbundsledelsen i Dansk Metal til at afvise øget arbejdstid som en handelsvare. Den afvisning fik efterfølgende finansminister Corydon (S) til at aflyse trepartsforhandlingerne.

De erfaringer bør hele fagbevægelsen tage til sig og bruge, hvis den fortsat vil spille en rolle i udviklingen af det danske samfund, mener Joan Aagot Pedersen.

- Dansk Metal spillede den afgørende rolle, fordi forbundet trods alt stadig er organiseret omkring arbejdspladserne. Dansk Metal er et rent industriforbund, og derfor er forbundet meget tættere på medlemmerne, end det er tilfældet i andre fagforbund.

Det, mener Joan Aagot Pedersen, gør det svært for toppen at overhøre medlemmerne.

- Ude på de store arbejdspladser er der kontant afregning, hvis medlemmerne ikke er tilfredse med den måde, forbundet kører tingene på. De går over til tillidsrepræsentanten, eller de tager det op i klubben. Og det var faktisk det, vi så her i foråret. At så mange medlemmer hev fat i deres tillidsmand og sagde, at den her den går altså ikke, forklarer hun.

Mogens Jensen, formand for Dansk Metal Tele Vest, tror også, at forbundets tætte forhold til medlemmerne har spillet en vigtig rolle.

- Der er en kultur for at være aktive, og vi er meget tæt på vores medlemmer ude på arbejdspladserne. Og der var simpelthen så enslydende protester imod at øge arbejdstiden i en tid med enorm arbejdsløshed. Da LO-toppen så ikke ville lytte til os, så sagde vi stop. Det er jeg sgu stolt over, siger Mogens Jensen.

Det var regeringens og arbejdsgivernes præmis for trepartsforhandlingerne, at fagbevægelsen skulle finde fire milliarder kroner ved at øge arbejdstiden. En pris som var for stor, mener Joan Aagot Pedersen.

- Landets industriarbejdere følte og føler, med rette, at de har betalt tilstrækkeligt for krisen. De har betalt med halveret dagpengeperiode og fordoblet optjeningskrav, afvikling af efterlønsordningen og overenskomster med reallønsfald. Derfor ville de ikke være med til også at opgive deres fritid bare for at sikre arbejdsgiverne en højere profit, slår hun fast.

Joan Aagot Pedersen håber, at både Dansk Metal, men også resten af fagbevægelsen, vil tage ved lære af forårets erfaringer.

- Hvis vi vil have ændret noget, hvis vi vil have forhandlet reformer igennem som gavner arbejderne, så skal fagbevægelsen organisere sig på arbejdspladserne og mobilisere medlemmerne. Hvis ikke fagtoppen har nogle aktive medlemmer i ryggen, når de går til forhandlingsbordet, så har de jo ikke noget at forhandle med, siger hun.