I morgen har LO i Aarhus inviteret alle LO- og FTF-fagforeninger og a-kasser i området til en debat om arbejdsløshed og dagpengeregler.
»Vi nærmer os med stormskridt datoen, hvor mange arbejdsløse medlemmer falder for to års grænsen for dagpengeret. Forårets reformer har ikke på nogen måde givet konstruktive bud på, hvad folk skal gøre«, skriver den lokale LO-formand Anders Munk i invitationen til mødet.
Her er der lagt op til en debat om, hvad fagforeninger og a-kasser kan gøre og om der eventuelt kan gøres noget i fællesskab fra den århusianske fagbevægelse.
Anders Munk understreger i invitationen, at det er vigtigt at det ikke bliver den enkelte arbejdsløses problem:
»Det haster, hvis vi ikke skal opleve at samlet 20.000 arbejdsløse mister deres dagpenge om seks måneder! Vi skal holde fast i at det ikke alene er de arbejdsløses problem!«
Finansloven
LO Aarhus deltager i det lokale Velfærdssamarbejde, som den 14. juni samlede omkring 150 mennesker fra 19 forskellige fagforeninger og ungdomsorganisationer til stormøde »for et anstændigt, solidarisk Danmark«. Her blev det blandt andet besluttet, at sætte gang i aktiviteter op til efterårets finanslovsforhandlinger.
– Velfærdssamarbejdet er et uformelt netværk som mødes med jævne mellemrum. Her inspirerer vi hinanden og udvikler på de ideer, som kommer på bordet. Men den konkrete udmøntning af ideer og planer foregår via de fagforeninger eller ungdomsorganisationer, som er tilknyttet, fortæller Ulla Nygaard, som er næstformand i BUPL og deltager fast i Velfærdssamarbejdets aktiviteter.
– Lige nu handler det om at gå ind og påvirke de kommende fianslovsforhandlinger. Vi har besluttet at sætte fokus på tre områder: De unges situation med arbejdsløshed, manglende praktikpladser og forringelser i uddannelserne. Hele problematikken omkring dagpengeforringelserne og endelig situationen for folk på overførselsindkomster, siger Ulla Nygaard til Arbejderen.
Udover at LO Aarhus har inviteret til møde på onsdag, har nogle af ungdomsorganisationerne gang i at samle byens unge til fælles diskussioner. Ligeledes er der gang i et initiativ, som blandt andet skal samle fleksjobbere.
Nødvendige løsninger
Den manglende løsning på dagpengeproblemet står også på dagsordenen, når de ti LO-formænd i Region Midtjylland på mandag skal mødes med LO-formand Harald Børsting, fortæller Hans A. Sørensen fra LO Horsens-Hedensted.
Derudover har LO-Horsens-Hedensted inviteret de lokale folketingskandidater fra Socialdemokratiet, SF og Enhedslisten til debat den 24. september om finanslovsforhandlingerne og situationen for dagpengemodtagerne.
LO Horsens er også, sammen med en række lokale fagforeninger fra både Horsens, Aarhus og København, medunderskriver af en fælles udtalelse, som kræver »løsninger, så ingen uforskyldt mister retten til dagpenge«.
– Vi opfordrer til, at problemet hurtigst muligt bliver løst. Det er fuldstændigt urimeligt, at de arbejdsløse skal være krisens ofre, siger Anders Olesen, formand for Byggefagenes Samvirke i København, hvor arbejdsløsheden lige nu er oppe på 16 procent.
Den fælles udtalelse er starten på en opfølgning på det landsdækkende fagforeningsmøde, som blev afholdt den 15. juni i København efter at regeringen havde afbrudt trepartsforhandlingerne.
– Forslagen til konkrete aktiviteter er lige nu til høring i de respektive organisationer, forklarer Anders Olesen overfor Arbejderen.
Kan du lide, hvad du læser?
Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:
eller giv et bidrag via

87278