Mens stadig flere danske forbrugere går op i at handle økologisk og bæredygtigt, så er det de færreste, der spørger sig selv, hvordan det tøj, de hiver ned af bøjlerne og køber i en tøjbutik, er fremstillet.

Da først vi var kommet ind, ville de ikke lukke os ud igen. Vi var fanget.
Rozina Akthar, overlevende fra Rana Plaza

Det ønsker de tre organisationer Mellemfolkeligt Samvirke, Clean Clothes Campaign og Aktive Forbrugere at lave om på. De er derfor gået sammen om det de kalder Rana Plaza-kampagnen, der skal gøre forbrugerne klogere på, hvordan deres tøj er blevet til, og hvilke vilkår producenterne byder de ansatte.

Rana Plaza er navnet på den fabriksbygning i Dhaka - hovedstaden i Bangladesh - der den 24. april 2013 kollapsede, mens tusindvis af lavtlønnede arbejdere syede tøj til blandt andet den danske tøjkæde Tøjeksperten, som er drevet af firmaet PWT Group.

1.134 tekstilarbejdere mistede livet og mere end 2.000 andre blev såret.

Fire millioner tekstilarbejdere

Bangladesh er kendt og berygtet for tøjproduktion til billige penge. De lave priser hænger sammen med lave lønninger og generelt lave standarder for sikkerhed.

ifølge Fagbladet 3F er mere end fire millioner personer beskæftiget med at producere tøj til vestlige modehuse og multinationale tøjfirmaer. Den ugentlige arbejdstid i tekstilindustrien er høj - ofte på 60 timer. Til gengæld er mindstelønnen blandt de laveste i verden, nemlig under to kroner i timen, og helt basale faglige rettigheder er ikke eksisterende.

Men virksomhederne, herunder det danske PWT Group, må ifølge Organisationen for Økonomisk Samarbejde og Udvikling (OECD) ikke vende det blinde øje til, at den lave standard også medfører livsfarlige betingelser for arbejderne - selvom produktionen foregår uden for Danmarks grænser og derfor ikke er underlagt dansk lovgivning.

Virksomhederne har en forpligtelse til at sikre sig og kontrollere, at sikkerhedsforholdene er i orden hos deres leverandører, fremgår det af den internationale organisations regler.

Katastrofen

Regler eller ej. Den 24. april 2013 skete den værste katastrofe i tekstilindustriens historie.

Rana Plaza husede fem fabrikker, også New Wave Style, der syede til den danske PWT Group.

I et baggrundsdokument om Rana Plaza og PWT Group skriver NGO-organisationen Clean Clothes Campaign, "at en undersøgelse af bygningssikkerheden foretaget af kvalificerede fagfolk ville ved gennemgang af bygningskonstruktions-dokumenter og tilladelser have kunnet konstatere, at der ikke var tilladelse til de øverste fire etager, og at bygningen var beregnet til kontorer, og ikke fabrikker med tungt maskineri."

Bygningskomplekset var løbende blevet bygget i højden, og de oprindelige fem etager var blevet til otte. Dagen før katastrofen blev der observeret tydelige revner i fabrikkens gulv, vægge og bærende søjler. Det var derfor nervøse arbejdere, der den 24. april - med trusler om at blive fyret - gik ind på fabrikken og begyndte på dagens arbejde.

– Da først vi var kommet ind, ville de ikke lukke os ud igen. Vi var fanget, har den kvindelige syerske Rozina Akthar fortalt til Fagbladet 3F.

Ved halv ni tiden styrtede bygningen sammen i løbet af få sekunder, og Rozina Akthar kom fri af ruinerne efter tre døgn ved at save sin venstre arm af.

Lang vej

Selv om der efter katastrofen blev sat et storstilet arbejde i gang for at sikre tekstilarbejderne bedre vilkår, og flere internationale aftaler forpligter tøjfirmaer og fabrikanter til at forbedre sikkerheden på fabrikkerne, så er der lang vej, før arbejdernes liv, helbred og rettigheder er sikret. Det fastslog fagforeningslederne Babul Akhter og Farjana Shanta fra Bangladesh, da de i september måned var gæster på fagforbundet 3F's kongres.

Mens kongressen fandt sted, udbrød der brand nær hovedstaden Dhaka på en fabrik, der leverer emballage til blandt andre Nestlé-koncernen. Mindst 31 mennesker mistede livet.

– Sådan en ulykke kommer desværre ikke som en overraskelse. De fleste fabrikker bliver ikke inspiceret kontinuerligt, konstaterede Babul Akhter, formand for fagforbundet BGIWF, der organiserer tekstilarbejdere.

Brug for internationalt pres

Både han og Farjana Shanta fra kvindeudvalget i tekstilarbejderforbundet BTGWL, peger på, at arbejderne stadig mangler basale rettigheder på fabrikkerne, trods flere års international opmærksomhed.

– De magtfulde fabriksejere har ingen respekt for domstolene og meget lidt respekt for Arbejdstilsynet. Det er det internationale pres, der kan åbne muligheder for, at arbejderne kan tilkæmpe sig rettigheder og opnå større sikkerhed, udtalte tillidskvinden til Fagbladet 3F.

Med Rana Plaza-kampagnen håber de tre organisationer, der står bag, at de kan bidrage til det pres og få den danske tøjproducent PWT til at overholde sine forpligtelser og forhindre en ny Rana Plaza-katastrofe.