Danmark kom også på kortet, da det faglige verdensforbund WFTU i onsdags havde kaldt til international aktionsdag.
Cirka 25 aktivister fra 3F Bygge-, Jord- og Miljøarbejdernes Fagforening (BJMF) og det tværfaglige netværk Fremtidsfighters indfandt sig på slaget 15 foran Finansministeriet. Med sig havde de bannere og røde fagforeningsfaner.
Mens folk i Sydafrika, Portugal, Indien og Grækenland gik på gaderne og krævede mad, vand, boliger, sundhed, uddannelse og arbejde, så lød kravet i København: Arbejde eller dagpenge.
- Spørgsmålet er yderst aktuelt i lyset af de op mod 20.000 arbejdsløse, der risikerer at miste deres dagpenge til nytår, fordi regeringen holder fast i de dagpengeforringelser, som den forrige regering vedtog i 2010, forklarer Claus Olsen, medlem af BJMF og dansk WFTU-kontakt til Arbejderen.
Blandt talerne var Magnus Møller fra Fremtidsfighters. Han giver denne forklaring på, hvorfor netværket deltog i den internationale dag.
- Vi tager ikke partipolitisk stilling, men kæmper for ordentlige vilkår på arbejdsmarkedet, uanset hvem der måtte sidde i regeringen. Og vi ser en tæt sammenhæng mellem forholdene for de arbejdsløse og vilkårene på arbejdspladserne. Når dagpengereglerne bliver forringet bliver lønmodtagerne presset, og de bliver mere villige til at tage arbejde på elendige vilkår.
Også Søren Andersen, a-kasseleder i BJMF holdt tale. Han lagde ikke skjul på sin harme over, at netop en socialdemokratisk ledet regering afviser at ændre på de dagpengeregler, som hiver forsørgelsesgrundlaget væk fra tusinder af arbejdsløse og deres familier.
Den unge murersvend Theis Hasselby Nielsen kom direkte fra arbejdet for at bakke op om aktionsdagen.
- Jeg er jo selv i en udsat branche, hvor der ikke er garanti for arbejde hele året. Så jeg bakker op både for at sikre mine egne rettigheder, den dag det bliver aktuelt, men især for at være solidarisk med dem, der ryger ud af dagpengesystemet, siger murersvenden til Arbejderen.
Kan du lide, hvad du læser?
Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:
eller giv et bidrag via

87278