"Den danske model" er tilen på en debatbog,som Bjarne Henrik Lundis har udgivet i samarbejde med 3F Ungdom. Bogen henvender sig til tillidsrepræsentanter, unge på erhvervsuddannelser og andre med interesse for, hvad der sker på arbejdsmarkedet og i samfundet.

På bagsiden af bogens omslag stilles spørgsmålene: "Men kan den danske model overleve i en tid, hvor fagbevægelsen mister medlemmer, flere lønmodtagere vælger ikke at organisere sig, og mange melder sig ind hos de gule? Og i en tid, hvor regler fra EU, ulovlig udenlandsk arbejdskraft og social dumping måske truer med at vores overenskomstforhold".

Det er meget relevante spørgsmål, som mange i fagbevægelsen diskuterer netop nu.

Vejlegården

Vejlegården har sat fokus på konfliktretten i forbindelse med indgåelse af en kollektiv overenskomst med en uorganiseret arbejdsgiver. At Vejlegården har fået den landsdækkende betydning som den fik, skyldes først og fremmest borgerlige liberale kræfter fra Venstre og Liberal Alliance, der åbent går til angreb på fagbevægelsen og dens ret til at konflikte for en kollektiv overenskomst.

3F’s konflikt mod Vejlegården har vist, at mange er uvidende om, hvordan spillereglerne er på arbejdsmarkedet, og hvordan løn- og arbejdsforhold reguleres.

I bogen forsøger afsnittet om Vejlegården at give en forklaring på det. Heri fremhæves det, at det er gennem medierne konflikten er ført, at medierne ifølge arbejdsmarkedsforsker Henning Jørgensen har været villige mikrofonholdere for Kristelig Fagforening, Krifa,  og højrekræfterne. Medierne har givet en Hollywood fortælling om den lille mand i skikkelse af Amin Skov, der kæmper mod det onde system 3F.

"Der er ikke en eneste kritisk journalist, som stiller spørgsmål til Inger Støjberg, Liberal Alliance, Krifa eller Amin Skov. I stedet ser vi dem sidde på Vejlegården og spise stegt flæsk og persillesovs, og journalisterne ønsker dem god aften," siger Henning Jørgensen.

Tina Møller Madsen, gruppeformand for Privat Service, Hotel & Restauration i 3F citeres også for, hvor svært hun oplevede, det var at trænge gennem medierne, at forklare, at det var en faglig kamp for ordnede løn og arbejdsforhold. Hun oplevede, at 3F i medierne fik en defensiv rolle.

Men en anden side af konflikten var, at jo mere medierne talte om sagen, jo mere 3F-medlemmerne involverede sig og diskuterede den alle vegne, desto større forståelse fik mange for sagen. Og mange unge fik forklaret, hvad en kollektiv overenskomst er. Så på den lange bane har Vejlegården også været med til at få nye unge til at forstå, hvad en overenskomst er.

Det er da også bemærkelsesværdigt, at medierne pludselig stoppede med at omtale sagen. Af det kan vi endnu en gang lære, at det drejer sig om at involvere mange i fagforeningens kampe. At de skal føres kollektivt og ikke kun gennem medierne.

Den danske aftalemodel

Bogen giver en historisk gennemgang af "den danske models"  tilblivelse og udvikling samt et afsnit om modellen i dag. Da begrebet bruges i flæng, er det godt at få denne gennemgang, så der er et fælles udgangspunkt. Den danske model er et indforstået begreb, som mange nye medlemmer af fagbevægelsen ikke begriber, og dermed heller ikke forholder sig til konkret.

Kernen i den danske model er aftalemodellen, som bygger på klassekompromisset i septemberforliget fra 1899, der sikrede arbejdsgiverne retten til at lede og fordele arbejdet og arbejderne retten til at organisere sig i fagforeninger.

I årene herefter blev den danske aftalemodel udviklet skridt for skridt med udgangspunkt i septemberforliget. Der aftales kollektive overenskomster, og der udvikles redskaber gennem lovgivningen til løsning af forskellige tvister eller uenigheder omkring overenskomsterne samt regler i forbindelse med genforhandlinger af overenskomsterne.

Under krisen i 1933 kom det første direkte politiske indgreb fra Stauning-regeringen, hvor de gældende overenskomster blev forlænget. I 1934 blev forligsmandsloven vedtaget med sammenkædningsreglerne og afstemningsformen. Herfra spiller staten en stor rolle i den danske aftalemodel.

Bogen dokumenterer også, hvordan det institutionaliserede klassesamarbejde har fungeret under skiftende regeringer. Det gøres ved udtalelser fra fortidens aktører fra folketing og fagbevægelse.

Tidligere finansministre fra socialdemokratiske regeringer og Schlüter-regeringen citeres for deres positive forhold til den danske model. De fremhæver den som en fremragende konfliktsløsningmodel, der sikrer roen på arbejdsmarkedet. Fra fagbevægelsen citeres tidligere forbundsformænd som Georg Poulsen, Kirsten Staldknægt, Jørgen Eiberg og Hardy Hansen. Det kan være svært at se, om det er udtalelser, der er lavet til bogen på baggrund af nye interwievs, eller om de er historiske udtalelser.

Udtalelserne forholder sig under alle omstændigheder til en svunden tid. Og ikke til de store problemer, som vi står over for i dag.

Den danske model skal sættes ind i en samfundsmæssig sammenhæng – den er jo udviklet i en konkret tid – og er ikke almengyldig. Nu lever vi i en tid, hvor kapitalen har ophævet klassekompromisset og erstattet det med diktater. Det er blandt andet SAS et godt eksempel på.

Den danske model under pres

Den nye formand i Dansk Metal, Claus Jensen, udtaler, at han er meget optimistisk på vegne af den danske model og at den er i fin form!? Måske lever vi ikke i den samme verden. Mange forhold viser i dag, at den danske model er under afvikling.

Ud over at aftaler erstattes af diktater, er blandt andet de stramme dagpengeregler en måde at afvikle modellen på. Flexicurity bliver nu kun flexibilitet og ikke sikkerhed. Der skal skæres til benet, lønnen skal ned og diverse rettigheder fjernes, så dansk kapital kan konkurrere med udenlandsk kapital.

Den danske model er under pres fra mange sider. Bogen giver i små artikler eksempler på det. Blandt andet i artiklerne ”Fagbevægelsen mister medlemmer” og ”Social dumping et stigende problem”.

Forskellige faglige ledere citeres i bogen med forskellige udsagn, der skal forklare medlemstabet i fagbevægelsen. Forklaringer som lovgivningen om de tværfaglige A-kasser, manglende synlighed, manglende politisk indflydelse, mere individualisme på bekostning af det kollektive med mere.

Simon Tøgern, formand for HK Privat, mener, at man i fagbevægelsen har udviklet sig til at være administratorer og sagsbehandlere, og at fagbevægelsen bliver opfattet som en del af systemet på lige fod med de ansatte på jobcenteret og dermed ikke fremstår som en bevægelse med engagerede ledere og stærke diskussioner og holdninger. Han mener, fagbevægelsen i den bedste mening for at ville hjælpe sine medlemmer har gjort dem til klienter frem for at inddrage dem aktivt, så de selv bliver i stand til at løse problemerne. Det tror jeg han har ret i. Fagbevægelsen må blive mere organiserende og involverende.

Med medlemstabet kan fagbevægelsen risikere ikke at være repræsentativ. Det påpeger både Lizette Risgaard, næstformand i LO, og Jørn Neergaard Larsen, administrativ direktør i DA. Og det repræsentative spøger også i kulissen, når det gælder EU’s såkaldte "erga omnes" princip i forhold til overenskomsterne. EU-direktiver skal gælde alle lønmodtagere. I Danmark implementerer organisationerne frivilligt direktiverne i overenskomsterne, således lovgivning undgås. Dermed bevares aftaleretten.

Bogens største svaghed er da også, at den fuldstændig ignorerer EU, som er den største trussel mod den danske aftalemodel. En række EU-direktiver har sikret arbejdskraftens og tjenesteydelsernes frie bevægelighed. Kun Hardy Hansen, tidligere formand for SID (nu 3F), nævner EU som et problem.

Trepartsforhandlinger

Bogen har et afsnit om trepartsforhandlinger, som har været en del af den danske model. Da Lars Løkke blev statsminister, ønskede han ikke at føre trepartsforhandlinger, som han kaldte kaffesnak. Venstres Christian Jensen udtaler, at når Venstre igen kommer til magten, ønsker de ikke længere de traditionelle store trepartsforhandlinger, men kun mindre forhandlinger omkring erhvervsuddannelser, praktikpladser og lignende.

Med lidt god vilje kan man sige, at den nuværende regering som en del af sit grundlag ønskede trepartsforhandlinger. Det viste sig dog ikke at være forhandlinger men et diktat. Da fagbevægelsens medlemmer sagde fra i forhold til at øge arbejdstiden, så blev de forhandlinger hurtigt aflyst.

Flere i bogen udtaler, at fagbevægelsen har brug for trepartsforhandlinger for at vise, at den har politisk indflydelse. Men treparts forhandlinger er intet værd, hvis man ikke kommer med medlemmerne i ryggen – med den styrke, som aktive medlemmer giver. Hvis man kommer med hatten i hånden, så må man bukke og skrabe.

I forhold til bogens målgruppe kan det være svært at se, hvordan bogen skal bruges. På bagsiden af omslaget stilles der relevante spørgsmål. Men bogen giver ikke helt ballast til at diskutere dem. Den stiller sig mellem to stole.

I virkeligheden virker den mere som en undervisningsbog i den danske models historie. Den kan dog være et godt bidrag til at sætte gang i diskussionen om den faglige strategi under den nuværende liberale offensiv.