EU-topmødet i sidste uge besluttede, at de 17 eurolandes banker skal underlægges et fælles finanstilsyn, som skal udgøre grundstammen i en kommende bankunion for eurolandene.

Bankunionen er et led i hele redningsplanen for den kriseramte euro. Den skal give de globale aktører på finansmarkederne tillid til, at man godt kan investerere i eurozonens finansmarkeder uden at tabe penge. Men bankunionen med fælles garantifond med mere kan også betyde tab for bankerne i bankunionen og deres moderlande, hvis eurokrisen fortsætter.

Efter EU-topmødet erklærede dets formand, Herman Van Rompuy, at hensigten er “at bryde den onde cirkel mellem banker og stater”, hvor enkelte EU-landes regeringer har sat landet  i dyb gæld for at redde landets egne banker.

– Det vigtigste er nu at få oprettet en fælles tilsynsmekanisme for at forhindre, at der opstår bankrisici og en afsmittende effekt på tværs af grænserne, sagde Van Rompuy.

- Der skal også hurtigt tages andre skridt, herunder i første række harmonisering af nationale afviklings- og indskudsgarantiordninger, tilføjede Van Rompuy.
Han understregede, at bankunionen kun er en del af planen for “en ægte økonomisk og monetær Union”, som nødvendigivis også er en politisk union.

- Det er også vigtigt, at en sådan egentlig ØMU baseres på EU's institutionelle og retlige rammer, og at det sikres, at den forbliver åben og gennemsigtig over for medlemsstaterne uden for euroområdet. En stabil Europæisk Union er således ikke mulig uden en stabil monetær union. Derfor er vores mål at gøre euroen fuldt stabil - finansielt, økonomisk og også politisk, erklærede Van Rompuy.

Klar tale fra Turunen

SF’s EU-parlamentariker Emilie Turunen har i en kronik, der for nylig blev bragt i flere dagblade, leveret en meget åbenhjertig opsummering af, hvor Danmark vil bevæge sig hen, hvis vi hopper på bankunionstoget.

Døren må aldrig blive lukket helt for os. Gør den det, er det starten på enden for det brede EU, som vi kender det i dag. 

Emilie Turunen, SF.

“Det er det skridt, fra møntunion til politisk-økonomisk union, som eurozonen er ved at tage nu. Står det til lande som Tyskland, men også Frankrig med præsident Hollande i spidsen, så skal integrationssporet følges, både i forhold til fælles løsninger, fælles ansvar og fælles regler. Bruxelles skal eksempelvis både lave vækstpagter, tage fælles ansvar for de enkelte landes og bankers gæld og have en højere grad af indflydelse på de nationale økonomier, herunder de enkelte landes finanslove. Og overholder man ikke de fælles udstukne regler, skal der vanke sanktioner.”

Så vidt Turunen, som alligevel mener, at vi skal deltage i en EU-bankunion “forudsat at vi får indflydelse på, hvordan banktilsynet fungerer - og vi skal ligeledes kunne tiltræde andre dele af samarbejdet senere hen, hvis det giver mening. Døren må aldrig blive lukket helt for os. Gør den det, er det starten på enden for det brede EU, som vi kender det i dag.”

Danmark får ikke indflydelse

Danmark og de ni andre ikke-eurolande er også inviteret til at underlægge sig eurozonens nye finanstilsyn, som skal være operationsklar i løbet af 2013 - og ikke allerede fra årsskiftet, som oprindeligt planlagt. Det giver den danske regering og de to andre unionstilhængerpartier i Folketinget, Venstre og Konservative, lidt længere tid til at finde ud af, hvordan den danske tilslutning skal foregå.

Partierne er enige om, at danske bankers beholdning af realkreditobligationer skal bevare deres status som næsten lige så gode og omsættelige som danske statsobligationer under et nyt EU-banktilsyn. Men hidtil har regeringen kun opnået en noget tåget garanti for, at realkreditobligationer vil blive bedømt udfra deres “objektive egenskaber”.

Hvordan, den bedømmelse skal foregå, får Danmark ikke nogen indflydelse på. Danmark og Sverige har ganske vist gjort fælles sag for at sikre, at ikke-eurolande får samme status i det fælles banktilsyn. Men det betyder ikke, at den danske regering eller det danske Folketing vil få nogen indflydelse på banktilsynet.

Banktilsynet vil blive lagt ind under EU’s centralbank, ECB, som en selvstændig kontrolenhed. Og med selvstændig menes selvstændig. På samme måde som ECB vil også banktilsynet være uden for parlamentarisk kontrol.

ECB har under krisens forløb givet én billion euro - 7500 milliarder kroner - i billige lån til eurolandenes banker og har opkøbt statsobligationer for milliarder af euro fra gældsramte eurolande, uden at eurolandenes regeringer har haft nogen form for demokratisk indflydelse på ECB’s dispositioner.

Hverken ECB, de nationale centralbanker i eurosystemet eller noget medlem af deres besluttende organer kan anmode om eller tage imod instrukser fra nogen anden myndighed. Alle EU's institutioner og regeringer skal også overholde dette princip. Og det er meningen, at det nye EU-banktilsyn skal følge samme princip. Der bliver altså ikke tale om national kontrol, endsige parlamentarisk kontrol.