Allerede fra nytår vil eurolandene blive omfattet af en bankunion, der får EU's centralbank ECB som kontrolmyndighed, med eneret til at udstede - eller tilbagetrække - tilladelser til at drive bankvirksomhed. Og med ret til at føre gennemgribende kontrol med bankerne, herunder gennemføre razziaer.
ECB's hånds- og halsret over bankerne er kun et skridt på en vej, der skal føre til oprettelsen af Europas Forenede Stater, åbenbarede EU-kommissionens formand Manuel Barroso, da han i går holdt sin årlige "tale til Unionen" i EU-parlamentet.
- I næste omgang vil vi præsentere et udkast til en dybtgående og ægte økonomisk og monetær union, herunder de politisk instrumenter, og det vil ske allerede her i efteråret, sagde Barroso.
- I tredje omgang vil vi præsentere udførlige forslag for de nødvendige traktatændringer på de områder, hvor vi ikke kan nå målet under de nuværende traktater, og det vil ske forud for det næste valg til Europaparlamentet i 2014, forklarede EU-kommissionens formand.
- Lad os ikke være bange for ordet: vi er nødt til at bevæge os hen imod en føderation af nationalstater. Det er, hvad vi behøver. Det er vores politiske horisont, sagde Barroso.
Det vil være muligt for ikke-eurolande at deltage i bankunionen. Ifølge økonomi- og indenrigsminister Margrethe Vestager ønsker den danske regering, at Danmark er "med på en ligeværdig måde" af hensyn til de danske banker, så de ikke kommer til at stå udenfor det gode selskab.
Med oprettelsen af bankunionen får EU's centralbank enekompetence til at
- godkende banker og trække godkendelse af banker tilbage
- bestemme, hvilke krav der skal være opfyldt for at en bank har en "sund forvaltning"
- føre tilsyn med, herunder foretage razziaer i banker i bankunionens medlemslande
- deltage i tilsyn med banker i EU-lande, der ikke er med i bankunionen.
Af EU-kommissionens lovforslag fremgår det, at ikke-eurolande i stedet for fuld deltagelse i bankunionen kan vælge et "nært samarbejde" med ECB. Men så skal landets myndigheder rette sig efter ECB's anvisninger, retningslinjer og anmodninger, og sådanne lande er "forpligtet til at vedtage enhver form for foranstaltning i forbindelse med kreditinstitutter, som ECB måtte anmode om".
Den kommende bankunion vil sandsynligvis føre til flere fusioner, fordi reglerne bliver indrettet efter de største banker. Dermed vil den først og fremmest være til gavn for EU's allerstørste banker, herunder de tyske banker Deutsche Bank og Commerzbank.
Ifølge Jesper Berg, underdirektør i Nykredit, vil det blive dyrere for danske banker, hvis Danmark står uden for den kommende bankunion, fordi banker i bankunionen vil blive betragtet som mere sikre.
Kan du lide, hvad du læser?
Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:
eller giv et bidrag via

87278