Pilotstrejken i lavprisflyselskabet Norwegian, som allerede omfatter omkring 100 danske piloter, bliver om 14 dage udvidet til også at omfatte en lang række ansatte i Københavns Lufthavn.
Serviceforbundet, der er paraplyorganisation for blandt andet lufthavnens sikkerhedspersonale og medlemmer af Flyvebranchens Personale Union (FPU), har varslet sympatikonflikt.
Vi gør det for at være med til at stoppe det kapløb mod bunden, vi ser i flybranchen øjeblikket
John Dybart, Serviceforbundet
– Vi fik en henvendelse fra vores kollegaer i Norge, som vi behandlede på et hovedbestyrelsesmøde her i formiddag. Vi blev efter en ganske kort diskussion enige om at støtte dem ved at varsle sympatikonflikt, fortæller John Dybart, formand for Serviceforbundet.
Sympatikonflikten vil udelukkende blive rettet mod Norwegian, og ikke andre flyselskaber.
– Men vi vil heller ikke finde os i, at Norwegian lejer fly ind fra andre selskaber, siger John Dybart til Arbejderen.
De godt 700 piloter i Norwegian har indledt en varslet konflikt, efter at overenskomstforhandlingerne brød sammen. Norwegians ledelse ønsker at overflytte dem til et andet selskab på en dårligere overenskomst - og henviser her til SAS, hvis ledelse er i gang med samme manøvre.
Nøjagtig hvor mange af Serviceforbundets og FPU's medlemmer, der vil blive omfattet af sympatikonflikten, er endnu ikke afgjort, oplyser John Dybart.
– Det tager vi stilling til ved afsendelse af konfliktvarsel nummer to om en uge. Men jeg vil godt kraftigt understrege, at vi udelukkende går efter at ramme Norwegian, og at vi gør det for at være med til at stoppe det kapløb mod bunden, vi ser i flybranchen i øjeblikket, siger Serviceforbundets formand.
Kan du lide, hvad du læser?
Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:
eller giv et bidrag via

87278