Hvad er det, der har sikret, at Amerikas Forenede Stater, USA, har kunnet holde sammen i mere end 200 år?

Jo, bindemidlet blev skabt, da USA’s første finansminister, Alexander  Hamilton, i 1790 fik gennemtrumfet, at den nye forbundsstat overtog de dengang 13 delstaters gæld - og dermed det overordnede ansvar for deres finansiering.

Sådan kommenterede EU’s økonomikommissær Olli Rehn EU-kommissionens plan om at lave en bankunion, da han tirsdag i sidste uge deltog i et pressemøde efter et møde for EU-landenes økonomi- og finansministre.

At Olli Rehn bruger USA som sammenligningsgrundlag for den kommende bankunion er ingen tilfældighed.  Da EU-kommissionens formand Manuel Barroso i sin “tale til Unionen” den 11. september i år lancerede kommissionens forslag om en bankunion, slog han også fast, at det endelige mål for EU-landene må være “en føderation af nationalstater” - altså en EU-forbundsstat.

Og det er der i virkeligheden ikke noget nyt i det. Allerede for 62 år siden, i det første udkast til det, der i dag er Den Europæiske Union, stod der, at målet var en europæisk forbundsstat.

“Fælles kul og stålproduktion vil øjeblikkeligt sikre tilvejebringelsen af fælles grundlag for økonomisk udvikling, første etape mod den europæiske føderation,” hed det i den såkaldte Schumann-erklæring, som tilbage i 50’erne lagde op til Kul- og Stålunionen, senere EF, nu EU.

EU’s indre marked og Den Økonomiske og Monetære Union er hovedhjørnestenene i denne statsdannelse. Men dette fundament kræver et politisk “tag”, en overbygning, som først nu er ved at blive skabt for alvor.

EU styrer penge- og finanspolitik

Styringen af EU-landenes finanspolitik er hidtil foregået via reglerne for Den Økonomiske og Monetære Union, ØMU’en, og den såkaldte Stabilitets- og Vækstpagt.

ØMU-reglerne indeholder også bestemmelser for de lande, der har dispensation fra euroen, for eksempel Danmark. 

Disse lande skal have en inflation, der højst er 1,5 procentpoint højere end de tre EU-lande med laveste inflation. Landene må heller ikke på eget initiativ devaluere deres valuta, og rentesatserne på deres statsobligationer eller tilsvarende værdipapirer må ikke ligge højere end to procentpoint over de tre medlemsstater, der har den laveste rente.

Stabilitets- og Vækstpagten pålægger både eurolande og andre EU-lande at holde underskuddet på deres offentlige budgetter på under tre procent af bruttonationalproduktet, BNP, ligesom statsgælden ikke må overskride 60 procent af BNP. Kun eurolande kan dog blive idømt bøder, hvis de overtræder grænseværdierne.

Pagten blev december sidste år (2011) strammet op, da seks EU-love, den såkaldte sixpack, trådte i kraft. 

Sixpack’en indfører streng kontrol af alle EU-landenes offentlige budgetter og skærper Stabilitets- og Vækstpagtens regler, samt straffen til de eurolande, der overtræder dem.

Blandt andet må EU-landene ikke, når man ser bort fra midlertidige udgifter i forbindelse med en krise-situation, have et underskud inden for et år på mere end 0,5 procent af bruttonationalproduktet, BNP. Og underskuddet skal fortsat under alle omstændigheder og i alle år holde sig under tre procent af BNP.

Sixpack’en indfører også som noget nyt en egentlig samfundsøkonomisk overvågning af og kontrol med EU-landene.  

EU har nu ret til at gribe direkte ind i EU-landenes samfundsøkonomi på områder som lønudvikling og virksomheders konkurrenceevne overfor udlandet.

Der er således nok at se til, også for de EU-lande, der ikke er med i euroen. 

Henstilling til Danmark

For Danmarks vedkommende har reglerne i Stabilitets- og vækstpagten betydet, at landet i 2010 fik en henstilling fra EU om at forbedre de offentlige finanser med 24 milliarder kroner inden udgangen af 2013.

Hvis Danmark ikke overholder de nu meget strammere regler i Stabilitets- og Vækstpagten, kan landet få tilbageholdt EU-støttemidler. 

EU-kommissionens straffeforanstaltninger skal ganske vist godkendes af EU’s ministerråd. Men de vil alligevel have mere eller mindre automatisk effekt på grund af nye afstemningsregler, der også er en del af sixpack’en. Ifølge dem skal der et kvalificeret flertal imod en straffeforanstaltning for at blokere den.

Hele kontrollen med medlemslandenes økonomi følger en ganske bestemt halvårlig procedure, kaldet “det europæiske semester”.

I løbet af årets første halvdel bliver dansk økonomi underkastet en grundig analyse af EU-kommissionen, som kommer med henstillinger til at rette op der, hvor økonomien ikke lever op til EU-kravene. 

På en liste - et “scoreboard” - skal landene score de nødvendige point over forskellige samfundsøkonomiske mål. Med på listen er for eksempel lønudviklingen - vel at mærke sådan, at for høje lønstigninger giver minuspoint.

EU-kommissionen offentliggør landenes eksamensresultater i en såkaldt scoreboard-rapport, også kaldet en varslingsrapport, fordi den skal give et tidligt varsel om eventuelle samfundsøknomiske “ubalancer” i medlemslandene.

Kontrol fra EU-kommissionen

I den første varslingsrapport fra EU-kommissionen her i foråret scorede Danmark ikke nok point hvad angår eksportmarkedsandele. Med et fald på 15,3 procent er Danmark langt forbi grænsen på seks procent. 

Heller ikke i forhold til gæld i den private sektor bestod vi vores samfundsøkonomiske EU-eksamen. Med en privat gældskvote på 244 procent af bruttonationalproduktet har Danmark langt overskredet grænsen på 160 procent.

Til gengæld holdt lønningerne med en treårig stigning på 11 procent sig lige på den “rigtige” side. Men Kommissionen skriver alligevel i rapporten, at faldet i markedsandele viser, at danske virksomheder er pressede på “proftimarginalerne” og at lønomkostningernen derfor “må tilpasses på mellemlangt sigt, enten via lavere lønvækst eller via højere produktivitetsvækst” - eller gerne begge dele…

Overskridelserne betød, at Danmark blev underlagt en gennemgribende kontrol fra EU-kommissionens side. 

Hvis EU-kommissionen fandt, at overskridelserne udgjorde en fare for den Økonomiske og Monetære Union og for EU som helhed, havde Danmark fået en ny henstilling. Denne gang ikke om at spare på budgetterne men om at sikre danske virksomheder bedre konkurrencevilkår og at den private gæld bliver mindsket.

Nu fandt EU-kommissionen, at det trods overskridelserne går den rigtige vej for danske virksomheder, idet reallønnen for de ansatte falder. 

Og hvad angår den private gæld kan det godt gå an, fordi danskerne også er blandt dem, der råder over de største formuer især i form af mursten. Derfor undgik regeringen denne gang at måtte tage imod nye ordrer fra EU angående den danske økonomi.

Konkurrenceevne

Ud over sixpack’en har det danske unions-flertal i Folketinget også bundet Danmark op på to pagter, officielt indgået som mellemstatslige aftaler mellem EU-lande, men underlagt EU’s lovgivning og EU-domstolen, hvorfor der reelt er tale om overstatslige aftaler.

Det drejer sig om Europluspagten, indgået i marts 2011, og Traktaten om stabilitet, samordning og styring i den Økonomiske og Monetære Union - også kaldet Finanspagten - som sandsynligvis træder i kraft senest ved årsskiftet.

Europluspagten forpligter landenes regeringer til hvert år at opstille helt konkrete mål for, hvordan de vil forbedre konkurrenceevnen.

Første gang, en dansk regering skulle opstille sådanne mål, var i foråret 2011. Den daværende VK-regering forpligtede sig da til følgende mål:

- Gennemførelse af Genopretningsaftalen fra 2010, som skal gennemføre sparekravet fra EU på 24 milliarder kroner inden udgangen af 2013 - blandt andet ved de meget omdiskuterede dagpenge-forringelser.

- Tilbagetrækningsreformen, som forringer efterlønsordningen og øger pensionsalderen.
- En reform af førtidspension og fleksjobordningen.

- En reform af statens uddannelsesstøtte, SU.

- En budgetlov, som skal fastsætte rammerne for Folketingets vedtagelse af bindende fireårige udgiftslofter for stat, regioner og kommuner, samt sanktionsbestemmelser ved overtrædelse af de vedtagne udgiftslofter.

Den opmærksomme læser vil nok bemærke, at nogle af disse punkter først er ved at blive gennemført af den nuværende SRSF-regering. 

Ikke engang dagpengeforringelserne, som S og  SF dengang stemte imod, er blevet trukket tilbage. Det er der en ganske bestemt årsag til.

I forbindelse med unionspartiernes ja til europluspagten underskrev partierne, herunder S, R og SF, en særlig erklæring, en håndfæstning, hvor der udtrykkeligt står om Europluspagtens forpligtelser:
“De økonomisk-politiske initiativer, som Danmark i givet fald måtte forpligte sig til at gennemføre, er imidlertid et prærogativ for den til enhver tid siddende regering.”

Et “prærogativ” er  noget, der går forud for alt andet.

Budgetlov og økonomisk koordinering

Finanspagten forpligter deltagerlandene til at indføre en budgetlov senest et år efter traktatens ikrafttrædelse. 

Da finanspagten er en traktat og juridisk bindende, kan EU-domstolen idømme et deltagerland bøder på op til 0,1 procent af et medlemslands årlige produktion af varer og tjenesteydelser, hvis den finder, at budgetloven ikke er stram og bindende nok.

Bøderne skal for eurolandenes vedkommende tilfalde den europæiske stabilitetsmekanisme (ESM), mens de for de øvrige deltagerlandes vedkommende går til EU’s generelle budget.

Ligeledes forpligter Finanspagten deltagerlandene til at foretage alle nødvendige tiltag for at fremme konkurrenceevnen, beskæftigelsen, holdbarheden af de offentlige finanser samt den finansielle stabilitet. 

Og endelig skal pagt-landene arbejde hen imod en stadig tættere koordinering af deres økonomiske politik, hvor større økonomiske reformer skal drøftes på forhånd.