Fødevareforbundet NNF skal på fire år sænke sine udgifter med hele 30 procent. Samtidig skal forbundet gøres stærkere og bedre, blandt andet gennem stærkere netværk for tillidsfolkene på arbejdspladserne.
Det besluttede de delegerede på forbundskongressen i sidste uge, som afslutning på en debat, der har strakt sig over det sidste halve år. Kongressen vedtog med stort flertal det projekt, der skal virkeliggøre planerne: “Projekt Fællesskabsløsninger”.
Baggrunden for spareplanerne er, at Fødevareforbundet i løbet af den sidste kongresperiode har mistet næsten 8.000 medlemmer, svarende til mere end en fjerdedel - mange som følge af virksomhedslukninger, forklarer forbundets nyvalgte næstformand, Tage Arentoft.
- Vi vil næppe miste medlemmer i samme tempo i den kommende kongresperiode, men vi bliver nødt til at tilpasse organisationen, siger næstformanden til Arbejderen.
- Men det er vigtigt, at det ikke sker via grønthøstermetoden. At vi gør det på en intelligent måde, så vi kan bevare den høje service til medlemmerne, samt styrken og retten til at indgå fornuftige overenskomster. Det er afgørende, at det stadigvæk er forbundet, der er med til at sætte dagsordenen for fødevarearbejdernes løn og arbejdsforhold her i Danmark, siger Tage Arentoft.
Derfor skal netværket for de tillidsvalgte ude på arbejdspladserne styrkes og lægges i mere faste rammer. Og derfor er repræsentationen af tillidsvalgte i forbundets hovedbestyrelse nu blevet udvidet fra fire til seks ud af hovedbestyrelsens 19 medlemmer.
På kongressen blev det besluttet, at TR-netværket fremover skal have nedskrevne vedtægter, lægge budget og aflægge regnskab for at få støtte fra forbundet.
- Men det betyder ikke mere central styring. Det er stadig sådan, at TR-netværk kan oprettes spontant, og det, der er i forvejen, skal selvfølgelig fortsætte, så længe behovet er der. Men fremover vil der være mere faste rammer for arbejdet - det er også nødvendigt for at vise de tillidsfolk, der bruger tid og kræfter på det, den fornødne respekt, siger Tage Arentoft.
TR-opbakning til projektet
Det er beslutninger, som forbundets tillidsfolk støtter og selv har været med til at foreslå, forklarer Lars Mose, tillidsrepræsentant for slagteriarbejderne på Danish Crown Horsens.
- Vi har mistet mange arbejdspladser i den fødevareindustrielle branche og i slagteribranchen, og vi bliver presset på løn og arbejdsforhold. Derfor er det vigtigt, at tillidsfolkene står så stærkt som muligt. Og her har kongressen truffet nogle gode beslutninger om at styrke de tillidsmandsnetværk, som spiller så stor en rolle for, at vi kan stå fast og stå imod ude på arbejdspladserne, siger Lars Mose til Arbejderen.
Hans Søgaard, formand for TR-kollegiet for hele Danish Crown- koncernen, opfatter beslutningen om at styrke tillidsrepræsentanternes rolle som den vigtigste beslutning, der blev truffet på kongressen.
- Det mest positive ved kongressen var, at vi fik tre lige ben at gå på, forstået sådan at arbejdspladsernes tillidsfolk nu udgør en tredjedel af hovedbestyrelsen, på lige fod med afdelingsformænd og forbundsledelse, siger Hans Søgaard til Arbejderen.
Også i Fødevareforbundets syv afdelinger skal tillidsfolkene spille en større rolle i bestyrelserne. Endelig hedder det i "Projekt Fællesskabsløsning", at “tillidsvalgte skal i øvrigt inddrages alle de steder, hvor det giver mening.”
Arbejdsfordeling
Afdelingerne skal ikke længere varetage alle opgaver. For eksempel vil alle faglige sager kunne blive samlet i “klumper”, som bliver placeret i forbundshuset og de syv afdelinger.
– Alle faglige sager bliver oprettet i vores system, uanset hvor den er rejst. Så alle, der skal beskæftige sig med sagen, har umiddelbar adgang til oplysningerne. På den måde kan vi være hinandens kollegaer på tværs af afdelingerne og forbundshuset, forklarer Tage Arentoft.
Det er ikke første gang, at Fødevareforbundet NNF gennemfører besparelser. I sidste kongresperiode blev antallet af afdelinger skåret ned fra 24 til syv. Omstillingen har været en udfordring og kostet flere kræfter end forventet, indrømmer Tage Arentoft. Men han mener ikke, det har kostet på medlemsdemokratiet.
- Medlemsdemokratiet kan kun trives, hvis medlemmerne synes, at de får noget for pengene. Og hvor det tidligere alene har været afdelingernes generalforsamlinger, der har været kernen i medlemsdemokratiet, må vi i dag se på, at det mere er enkeltsager, der samler folk, og at disse måske i højere grad og bedre kan varetages af TR-netværk og landsklubber.
Allerede i dag er TR-netværket for NNF’s medlemmer meget stærkt. For eksempel er 90 procent af medlemmerne på industriområdet dækket af en tillidsrepræsentant.
Kan du lide, hvad du læser?
Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:
eller giv et bidrag via

87278