07 May 2024  

KBH: Let skyet, 10 °C

Støtte øger den faglige bevidsthed

Havnearbejdere i Honduras

Støtte øger den faglige bevidsthed

En brik i 3F's internationale arbejde er samarbejdet med havnearbejderne i Honduras. Her vokser den faglige bevidsthed blandt medlemmer og i ledelsen, fortæller Lourdes Castillo, og det skyldes 3F.

Samarbejdet med 3F har øget den faglige bevidsthed og kvaliteten af fagforeningens arbejde, fortæller Lourdes Castillo. Vi er blevet klar over, at vi må gøre noget. Vi er blevet klar over, at vi kan gøre noget, og at der kommer resultater ud af det.
FOTO: Aage Christensen
1 af 1

Mens det går tilbage med den faglige organisering i Danmark, går det fremad i nogle af de fattige lande, som fagforbundet 3F samarbejder med og konkret støtter i deres arbejde med at organisere flere.

Alene i 2012 har de fagforeninger i ulande og østeuropæiske lande, som 3F samarbejder med, fået 40.000 flere medlemmer.

Lourdes Castillo fra havnearbejdernes fagforening i Honduras mener, at det er en stor hjælp at samarbejde med 3F i Danmark. Hun lægger mest vægt på, at samarbejdet med 3F har øget den faglige bevidsthed og kvaliteten af fagforeningens arbejde.

13 procent af arbejderne i Honduras er medlemmer af en fagforening.

- Inden vi begyndte at samarbejde med 3F, havde jeg slet ikke nogen faglig bevidsthed, fortæller hun helt ligefrem om sig selv. Men tilføjer, at det gjaldt de fleste andre.

I dag er det anderledes:

- Vi er blevet klar over, at vi må gøre noget. Vi er blevet klar over, at vi kan gøre noget, og at der kommer resultater ud af det, siger hun med et stort smil - måske lidt undskyldende over, at hun engang for ikke så længe siden ikke forstod det her.

- Vi har lært at sætte os mål, påpeger hun som noget vigtigt.

Gæst på kongres

Lourdes Castillo er på besøg i Danmark i forbindelse med 3F's kongres. Hun er en blandt flere internationale gæster.

Under besøget i Danmark deltager hun i et program med besøg på virksomheder og møder med fagligt aktive. De internationale gæster vil blandt andet få del i danske erfaringer og vil selv fortælle om erfaringer de lande, de kommer fra. Der er gæster fra blandt andre Nicaragua og Bolivia samt Sri Lanka og Bangladesh.

Lourdes Castillo er særlig glad for et møde med danske faglige 'organizere'. 

- Det har vi brug for. Jeg tror kun, at cirka 13 procent af arbejderne i Honduras er medlemmer af en fagforening, fortæller hun.

 3F's arbejde i Honduras rækker længere end til landets cirka 500 havnearbejdere, der er organiseret i fagforeningen SITRAENP.

Den lille havnearbejderfagforening er i gang med forhandle om at slå sig sammen med andre søsterfagforeninger inden for transport, service og industri.

- Det kan gøre os til en større og en rigtig stærk fagforening, mener Lourdes Castillo.

Hun er en af fire kvinder, som sidder i SITRAENP's ledelse. Det er en andel hun er stolt af, og som hun giver 3F en stor del af æren for.

- Før var der kun én ud af 11, som var kvinde. Nu er vi fire valgte. Det skyldes den faglige skoling, som vi har fået, og den udvikling fagforeningen har været igennem.

Globaliseringen

Globaliseringen medfører, at de problemer, som arbejdere og fagforeninger slås med i forskellige lande, mere og mere ligner hinanden. Derfor arbejder 3F for et stærkere internationalt sammenhold, lyder det i den del af beretningen til 3F's konkres, som handler om det internationale arbejde:

"Presset på løn- og arbejdsforhold er blevet forstærket af den globale økonomiske krise, og liberaliseringen af verdensmarkedet... 3F har været med til at etablere et samarbejde mellem tillidsfolk på tværs af landegrænser for at modvirke social dumping".

3F  er med i seks globale fagforbund samt i deres europæiske og nordiske forbund, som eksempelvis Det Internationale Transportarbejderforbund (ITF), dets europæiske afdeling ETF og Nordisk Transportarbejderforbund.

De øvrige fem er 'Industri All', bygningsarbejdernes internationale forbund, IUL for fødevarearbejdere, UNI for private servicearbejdere og PSI for offentligt ansatte servicearbejdere, forklarer Jesper Nielsen til Arbejderen.

Det lokale arbejde

Jesper Nielsen er 3F's internationale rådgiver. På kongressen har han travlt med at være vært for de internationale gæster. Torsdag besøgte han virksomheden Mascot i Silkeborg, der producerer arbejdstøj.

Mascot har 260 ansatte i Danmark og resten af Europa samt 1300 ansatte på virksomhedens fabrik i Vietnam.

- Her på virksomheden i Silkeborg har de ansattes faglige klub oprettet et internationalt udvalg, som arbejder i forhold til tekstilarbejdere i Asien, fortæller Jesper Nielsen.

Udsendinge fra klubben på Mascot har været i Asien for at give deres informationer og faglige erfaringer videre til deres kolleger på fabrikken i Vietnam.

Jesper Nielsen synes, det er et udmærket eksempel på, hvordan 3F's okale lokale afdelinger og klubber på arbejdspladser engagerer sig i det internationale arbejde.

I beretningen opsummeres det således: "3F's medlemmer er fortsat stærkt engageret i det internationael arbejde og yder et betydeligt bidrag til at styrke den internationale fagbevægelse. Der har været voksende tilslutning til de årlige solidaritetskonference. Rekordmange - 130 - deltog i 2013, og de fleste afdelinger deltager nu på den ene eller den anden måde i solidaritetsarbejde".

Kan du lide, hvad du læser?

Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:

Abonnér

eller giv et bidrag via


87278


14. sep. 2013 - 08:02   14. sep. 2013 - 11:22

Solidaritet

se@arbejderen.dk
Gæster på 3F's kongres
  • Amirul H. Amin, formand for beklædningsarbejdernes forbund i Bangladesh.
  • Anton Marcus, forbundsformand for Sri Lankas tekstilarbejdere.
  • Palæstinas LO-formand, Shaher Saad.
  • Forbundsformændene, Gennadiy Fedynitz fra minearbejderne og Nikolaj Ziminn fra radio- og elektronikarbejderne - begge i Hviderusland.
  • Lourdes Castillo fra havnearbejdernes forbund, SITRAENP i Honduras.
  • Jesus Acosta, forbundsformand for Bolivias bygningsarbejdere.
  • Andrea Carmen Morales Pérez, der repræsenterer kvindelige tekstilarbejdere i Nicaragua.
  • Generalsekretær Seth Paraza fra forbundet for industri og handel i Zambia.
  • Enjula Mpofu, der er forbundsformand for Zimbabwes bygningsarbejdere.
  • Til kongressen kommer også af en række andre internationale gæster.