Kravet om et bæredygtigt forhold mellem menneske og natur betyder nye krav til, hvordan vi udnytter samme natur.

En bæredygtig kapitalisme eksisterer lige så lidt som enhjørninger og varulve.

Det materielle grundlag for vores eksistens: Mad, klæder og så videre skal fremstilles med skrappe krav til økonomisering, genbrug og den samfundsmæssige planlægning. Det skal være slut med frit løb for affaldet.

Set fra kapitalens side er disse krav umiddelbart ikke andet end øgede omkostninger. Derfor har kapitalen gennem mange år afvist at tage den nye dagsorden til sig. Men det er ved at ændre sig.

Nu ser vi, at mange store monopoler såvel som små producenter skifter signal og vil være med på den grønne vogn. Herhjemme har for eksempel Dansk Industri sluttet op om regeringens ambitiøse CO2-målsætning, 70 procents reduktion af udslippet i 2030 i forhold til 1990-niveauet. Det er hilst med den største tilfredshed fra brede politiske kredse og klimabevægelser.

Om der er grund til tilfredshed er en anden sag. Det er nødvendigt nøgternt at vurdere, om vi så nu er på en kurs, som vil sikre den bæredygtige omstilling inden for de få årtier, der er til rådighed. Formuleret på en anden måde, kan reel bæredygtighed sikres af en grøn kapitalisme? 

Greenwashing

Øgede omkostninger i en produktion betyder pres på profitten. Kampen mod omkostninger er en grundbetingelse for en virksomhed, så lige at finde andre omkostninger, der kan mindskes til gengæld, er ikke lige til.

Nogle virksomheder lader reklameafdelingen klare ærterne gennem “greenwashing”. Det kan i længden gå ud over renommeet. Alternativt må virksomheden finde muligheder for at få flyttet disse øgede omkostninger uden for eget gebet og måske endda høste “grøn profit”. Hvis man ikke tror, det skulle være muligt, undervurderer man kapitalens kreative evner.

Og det er det ifølge den nyudkomne bog: “Business Power and Sustainability” (Virksomhedernes magt og bæredygtigheden), ZED Books 2019. Bogen er skrevet af Carlo Ponte, som er forsker ved CBS (Copenhage Business School).

Bogen belyser kapitalismens særlige form i dag og undersøger inden for nogle udvalgte varetyper, hvorledes monopolerne håndterer det voksende krav om bæredygtig produktion.

Monopolernes fiksfakserier

I dag er de store monopolers produktion fortrinsvis organiseret i de såkaldte globale værdikæder (GVK). Monopolets hovedsæde indtager pladsen som kædens knudepunkt. Hertil er knyttet underleverandører, samlefabrikker og eventuelt virksomheder for råstofudvinding eller landbrugsprodukter.

De enkelte led er formelt selvstændige virksomheder og er at finde i det land, der til enhver tid giver laveste omkostninger.

Hovedsædet varetager design, reklame og salg. Det behøver ikke at eje nogen del af produktionsapparatet selv. Herfra udgår magten over kæden, og her havner løvens part af profitten.

Jeg vil for egen regning tilføje: Denne udvikling betyder ikke, at kapitalen som sådan er blevet global. De ledende monopolers hovedsæder og ejerkredsen befinder sig for en stor del i de imperialistiske lande og trækker om nødvendigt på diplomatisk og militær sevice fra “deres” nationalstat.

Selve produktionen foregår til gengæld for en stor del i den fattige del af verden. Afgørende for udvikling af GVK'er var bortfaldet i 1980'erne af de nationale skranker for kapitalens vandring (neoliberalismen) og diverse frihandelsaftaler.

Forfatteren undersøger tre varetyper: Kaffe, vin og biobrændsel. Forskellige typer af bæredygtighedskrav er udformet i et sammenspil, hvori forskellige aktører indgår: Myndigheder, NGO'er, forbrugergrupper og monopolvirksomheden selv.

Typisk sættes en mærkat på varen, så forbrugeren kan se, om de dertil knyttede krav er opfyldt. I hvilket omfang forbrugeren så føler sig oplyst er en anden sag.

Med hensyn til de økonomiske konsekvenser når forfatteren en noget uventet konklusion, for mig i alt fald.

Nok kan en miljømærket vare opnå en bedre pris, men typisk ikke så meget bedre, at det opvejer de øgede omkostninger.

Nord-syd-uligheden øges endnu en tand

Her viser det sig, at monopolerne i kraft af deres magtposition i værdikæden selv indkasserer varens tilvækst i værdi, men vælter de øgede omkostninger over på de primære producenter, altså kaffe- vin- og majs/sukkerørsavlere.

Således opstår den grønne profit, men med den giftige bagside, at nord-syd-uligheden øges endnu en tand. 

Men kan omlægningen af produktionen til miljømærkede produkter så rent faktisk forbedre miljøet? I de undersøgelser, der er foretaget for de nævnte varers vedkommende, har det ikke kunnet bekræftes.

Interessant er det, hvor meget de fundne resultater kan generaliseres til andre varer? Her siger forfatteren (s. 20): “Alt i alt, bæredygtighed drevet som forretning er ikke tilstrækkelig som en global løsning til at bringe klimaændring og andre miljøproblemer under kontrol” (min oversættelse). Han påpeger, at NGO'erne gennem deres medvirken kan komme til at smøre den grønne kapitalismes vogn.

Resultaterne af forskerens undersøgelser kan ikke andet end sætte endnu en streg under det utopiske i de fremherskende forestillinger om at redde klima og natur gennem “grøn vækst” og lignende.

Socialisme er svaret. En bæredygtig kapitalisme eksisterer lige så lidt som enhjørninger og varulve.