Denne klimakommentar handler om CCS og CCUS. Det står for ”Carbon Capture and Storage” og ”Carbon Capture Use and Storage”. Det dækker over kulstoffangst og lagring henholdsvis kulstoffangst, brug og lagring.

CCS forsinker omstillingen til grøn energi og gennemførelse af radikale energibesparelser. Det samme gælder CCUS.

Målet med metoderne er at bremse CO2's ophobning i atmosfæren, hvor det bidrager til klimaforandringer. Ved CCS deponeres CO2'en flere kilometer nede i jorden. Med CCUS vil CO2 for eksempel kunne bruges sammen med brint til fremstilling af syntetisk motorbrændstof. Ved forbrændingen frigives CO2'en igen.

Jokere

Disse to forkortelser har i årevis fungeret som jokere i det kortspil, der hedder klimaplanlægning. Grønne organisationer er skeptiske over for brug af især CCS.

Herhjemme har vi gået og ventet på, hvordan den socialdemokratiske regering ville spille sine kort for at nå den lovede 70 procent reduktion af CO2-udslippet i 2030 (i forhold til 1990) og 100 procent i 2050. 2030-målet kræver eliminering af 16 millioner tons CO2.

Og smak! – Med Klimaprogram 2020 er CCS-jokeren på bordet, mens flere (mere) oplagte kort holdes tilbage i den svedige hånd. CCS forventes i planen at kunne klare fire til ni tons af de 16 millioner tons. Ved de traditionelle metoder var kun fundet 6,5 millioner tons. CCUS skal, skønt ikke teknologisk modnet endnu, kunne fikse 0,6 til 5,1 tons. Her er afsat penge til forskning.

Problemer med CCS og CCUS

Ingen af disse to metoder erstatter i sig selv brugen af fossile brændstoffer. Ikke underligt er CCS fossilindustriens yndling. CCS betyder store kemiske anlæg, der kobles på for eksempel kraftværker. Det betyder rørledninger og dybdeboringer i undergrunden. Disse foranstaltninger forbruger masser af energi og andre ressourcer.

CCS forsinker omstillingen til grøn energi og gennemførelse af radikale energibesparelser. Det samme gælder CCUS, men bruger man i processen CO2 fra fyring med bæredygtigt biobrændstof – eller endnu bedre: CO2 trukket ud af atmosfæren – vil der netto blive mindre CO2 i luften.

Men mon nogen nu eksisterende stat virkelig vil satse på sidstnævnte metode i stort omfang? Der er masser af CO2-kilder fra industri med mere, der vil byde sig til, så de kan køre videre på fossil basis.

CO2 som vare

Et interessant spørgsmål er, i hvilket omfang deponeret CO2 faktisk bliver nede i jorden på langt sigt (10.000 – 100.000 år). Man kan jo håbe det bedste.

Et andet interessant spørgsmål er, hvordan man kan bevæge privatkapitalen til at involvere sig her. Der er jo ikke megen profit i at pumpe CO2 dybt ned i jorden. Formodentlig vil regeringen fastsætte en klækkelig pris, for eksempel på 1000 kroner per ton nedpumpet CO2.

Pengene er ikke en engangsinvestering. CCS-anlægget skal være koblet på, lige til CO2-udlederen skrottes. Kan prisen være basis for en tilstrækkelig profit, skal private investeringer nok gå i gang.

Hvem betaler regningen? Det gør samfundets produktive klasse, arbejderklassen, mens investorernes tegnebøger og magt vokser.

Alternativer

Jo, der er alternativer! Her kan nævnes to. Det af regeringen selv nedsatte Klimaråd har udarbejdet en plan. Filosofien for denne er at nå 70 procent-målet fortrinsvis med velkendte, traditionelle virkemidler og ”så lave samfundsmæssige omkostninger som muligt”.

Især skal en CO2-afgift tvinge forbruget i klimavenlig retning. Kombineret med en social kompensationsordning kunne det utvivlsomt give effekt. Usikkert er det dog, hvordan kapitalen reagerer. Flygter den? Investerer den på en måde, der er hensigtsmæssig for landets fremtid? Men afgiften vil regeringen ikke have, ikke endnu i alt fald.

Det andet alternativ er at bygge på Ingeniørforeningens Energivision 2050, som er en sammenhængende, national plan for fremtidens bæredygtige energisystem. Planen binder alle virkemidler: Vind, sol, bølger, varmepumper, transport samt energilagring af el, varme og strøm sammen i ét system – uden CCS.

Brændstoffer til tung transport laves med CCUS af brint og CO2 fra kraftværker, der udelukkende fyres med biobrændstof. Brint laves med bæredygtig el ud fra vand.

Har planen sin gang i vores samfund? Nej! Den liberale elite vil ikke bryde sig om, at staten får muskler til at lede en så omfattende planlægnings- og investeringsopgave.

Klimapolitiske småbidder

Når regeringen fraskriver sig begge typer løsninger, hvad gør den så? Her kommer den mindste modstands politik ind i billedet.

Denne politik er en afspejling af, at regeringen hverken vil udfordre konkurrenceevne, økonomisk balance med videre eller bevarelse af regeringsmagten (min tilføjelse).

Derfor udtager den her og der et udvalg af letfordøjelige klimapolitiske småbidder under vejledning af de berørte brancher. Herefter forhandler den sig frem til, hvad oppositionen kan gå med til. Det kommer der, som vi har set, ikke meget klimaplan ud af. Så må CCS klare resten.

Krav

Nogle rimelige klimapolitiske krav, man kunne stille, er:

• At vi får en klimaplan, der er sammenhængende, socialt afbalanceret og baseret på en klar idé.
• At staten får muskler til selv at udføre og drive omfattende klimaprojekter.
• At der gøres en gennemgribende og radikal indsats for energibesparelser samt omlægning af landbruget.
• At CCS kun anvendes, hvis den baseres på CO2 fra atmosfæren.
• At CCUS kun anvendes, hvis den baseres på CO2 fra atmosfæren eller fra bæredygtig biobrændsel.