VLAK-regeringens manglende klimaindsats, kritikken fra de grønne organisationer og den voksende bevidsthed og aktivitet blandt de unge gjorde valget i 2019 til et klimavalg.

Kræfterne må nu koncentreres om at videreføre og øge presset, så regeringen bliver skubbet fremad.

Med sit ambitiøse valgløfte, en reduktion af Danmarks udslip af drivhusgasser i 2030 på 70 procent sammenlignet med 1990, lagde Socialdemokratiet sig i spidsen og vandt regeringsmagten.

Men sandhedens time kommer. Den meldte sin ankomst sidst i maj i form af den med spænding ventede klimaplan, fulgt op i juni af en bred klimaaftale.

Aftale uden overblik

Regeringens klimaplan fra maj fik kritik for mange sider for bare at være en delplan. Den gjorde kun rede for, hvorledes vi når 10 procent af vejen til målet, der indebærer en reduktion af den årlige CO2-udledning med 19 millioner tons i 2030.

Med aftalen fra juni (og en forudgående mindre aftale om affald) er procenten nu øget fra 10 til 18, et skridt fremad. Men overblikket mangler stadig.

Vi må vide, om omlægningen kan holde takten, og om de nødvendige ressourcer som grøn el, biogas, biomasse, arbejdskraft, offentlige midler og kapital til enhver tid holder trit med behovet.

Det store nummer fra lanceringen af planen var to energiøer, en i Vesterhavet og en ved Bornholm. Energiøerne er med i aftalen, men vil ikke blive klar, så de kan bidrage mærkbart til 2030-målet.

Desuden får energiøerne et lidt fatamorgana-agtigt skær gennem betingelsen: ”at de er rentable”, som det hedder i aftaleteksten.

De tre områder, der ifølge aftalen skal give de væsentligste bidrag til at reducere landets CO2-udledning frem mod 2030, er CO2-fangst, fremme af biogas og bedre affaldsbehandling. Beklageligt nok har hverken energilagring eller geotermi nogen større rolle i aftalen.

CO2-lagring på førstepladsen

CO2-fangst og -lagring i undergrunden var med i klimaplanen fra maj, hvor den skulle bidrage med en CO2-reduktion på 0,3 ud af de 19 millioner tons. I aftalen fra juni er mængden blevet  tredoblet til 0,9 tons, åbenbart med accept fra den borgerlige opposition.

Opsamling og lagring i undergrunden af CO2 er en omstridt metode, der teknologisk set ikke er udviklet i fuld skala. Kobles den på afbrænding af fossile brændsler eller brændsler, der ikke er bæredygtige, er der realiteten ikke tale om grøn omstilling.

Man fortsætter bare med at producere forurening, men kobler et fiIter på, der skal fjerne den igen. Én industri er blevet til to, begge med mulighed for investering og profit. Det er måske det, der har tiltalt de borgerlige?

Operation gylle

Det andet punkt er specielt guf for Socialdemokratiets yndlingsforligspartner Venstre, idet aftalens  massive støtte til biogas betyder opretholdelse af landets CO2-tunge, industrielle produktion af svinekød.

Det meste af vore landbrugsarealer skal altså fortsat bruges til dyrkning af foder til dyr og ikke til at lave føde til danskerne. Gennem importen af sojabønner som proteinkilde for svinene vil  presset på skovene i Latinamerika blive opretholdt. Skinkerne går sejrrigt ud af klimakampen!

Det tredje punkt er bedre sortering af affald og dermed for eksempel mindre afbrænding af plast. Det menes af uudgrundelige årsager at kunne realiseres blandt andet gennem privatiseringer på affaldsområdet.

Den påstand kan man vist ikke give mange tons CO2 for, når man betænker hidtidige privatiseringer: DONG, TDC og medicinproduktionen på Statens Seruminstitut.

Socialdemokratisk klimapolitik

Ingen tvivl om, at klimapolitik ikke er en overordnet ledestjerne for Socialdemokratiet, men en afhængig størrelse. Partiet har for længe siden forkastet overordnede principper og er blevet et rent pragmatisk parti. Dets egentlige mål er at holde sammen på en vælgerskare, der er stor nok til at give det regeringsmagten.

Historisk er Socialdemokratiet et parti til fremme af arbejderklassens umiddelbare interesser, men dette mål er trådt i baggrunden. I stedet justeres politikken løbende for at forhindre afvandring til de øvrige partier.

Da Danmark ikke mere er en suveræn stat, men økonomisk underordner sig EU, lige som det udenrigspolitisk underordner sig NATO, er manøvrerummet desuden begrænset. I klimapolitikken betyder det, at kortene holdes ind mod kroppen, og at der tages små, tøvende skridt.

En sådan politik betyder med det nuværende lavvande i klassekampen, at regningen for omstillingen listes over til arbejderklassen.

Kapitalistisk samfundsharmoni?

Socialistisk planlægning er nødvendig for at afværge klimakatastrofen. Socialdemokratiet derimod, vil bygge bro over konflikten mellem privat ejerskab af kapital og behovet for samfundsmæssig planlægning.

At nå de 70 procents CO2-reduktion i 2030 og de nul procent i 2050 vil stille krav, der skærper omtalte konflikt og blotter de klassemodsætninger, som Socialdemokratiet ikke vil anerkende.

Kapitalen, herunder den hjemlige, giver ikke slip på sin dispositionsfrihed uanset erklæringer om enighed med en 70 procents-målsætning.

Går kravene for tæt på, bliver der kamp fra hus til hus og fra gade til gade. Trusler om flugt til udlandet samt finter og kneb vil blive taget i brug, som vi ser i erhvervslivets krumspring med hensyn til skatteunddragelse eller landbrugets store talent for at unddrage sig begrænsninger af dets pesticidforurening og kvælstofudledning.

Den økonomiske udfordring

Hvor omlægningen til grøn produktion vil medføre fald i profitten, rejser kapitalen straks krav om økonomisk kompensation. Oveni kræves, at staten afholder massive udgifter til ny infrastruktur samt til forskning i og udvikling af de nødvendige, nye teknologier.

Helt urealistisk har Socialdemokratiet lovet, at omstillingen kan gennemføres uden skattestigninger og uden tab af arbejdspladser, velfærd eller eksportmuligheder. Det kan simpelt hen ikke gå op. Uden hårdt pres tilbage på kapitalens profitter, bliver det som allerede antydet skatteborgerne (arbejderklassen) og velfærden, der i sidste ende kommer til at bøde.

Hvad Socialdemokratiet så skal prøve at afværge er, at den borgerlige demagogi får luft under vingerne, og en blå regering tager over.

Hvad så?

Jeg tror, at regeringen på nærværende tidspunkt har fået nok gode råd og forslag til den grønne omstilling, – fra Klimarådet, fra 17 klimaorganisationer, fra 13 brancherettede erhvervspartnerskaber og fra Fagbevægelsens Hovedorganisation.

Der tegner sig et ildevarslende billedet af svigt i et af tidens mest afgørende spørgsmål.

Kræfterne må nu koncentreres om at videreføre og øge presset, så regeringen bliver skubbet fremad: Slut med at gemme sig under langtrukne forhandlinger med oppositionen og bag EU-hensyn, slut med underdanigheden over for privatkapitalen. Slut med ”alle i samme båd!”