Kina er som bekendt verdens største CO2-udleder.

I en tid, hvor vi med stigende vrede må registrere vestlige lederes helt utilstrækkelige indsats i kampen mod den klimakatastrofe, som venter rundt om hjørnet, rejser spørgsmålet sig: Hvad gør Kina?

Som det eneste land i verden er det lykkedes for Kina at trænge ørkendannelsen tilbage. 

Mål og planer

Det er et noget omfattende spørgsmål, men i første omgang kan man jo se på Kinas mål og planer. Her kan vi guides af præsident og partiformand Xi Jinpings tale på Kinas Kommunistiske Partis (KKP's) 19. kongres i oktober 2017.

Ved den lejlighed fremlagde han partiets mål og planer for den kommende kongresperiode 2018 til 2023.

Nogle vil nok mene, at han bare kommer med den samme gang luftsteg, som vi alt for godt kender fra det hjemlige politiske liv, især før et folketingsvalg.

Hertil må man så sige, at planer i Kina har en anderledes konkret rolle, end politikerløfter har herhjemme. Planerne er arbejdsgrundlaget for landets styrende parti.

Efter disse tilrettelægges lovgivning og investeringer og gives rettesnor for den store private sektor i Kina, og hvad partiets 90 millioner medlemmer skal arbejde efter. 

I talen blev ikke angivet noget konkret mål for, i hvilken takt Kina vil mindske sit CO2-udslip. Det kom der til gengæld i Xis tale ved åbningen af FN's 75. Generalforsamling september i år. 

Her bekendtgjorde han, at Kinas CO2-emission skal toppe inden 2030 og netto gå i nul inden 2060. (Det må her ikke glemmes, at Kina som udviklingsland har mere tid til at nå sit mål end de gamle industrilande).

Udvikling af en økologisk civilisation

Tilbage til Xis tale på KKP’s 19. kongres. Den handler om Kinas fremtidige udvikling mod et "moderat velstående samfund", defineret som et socialistisk samfund af kinesisk type. Blandt de udfordringer, partiet fremover står overfor, nævnes "sikringen af harmoni mellem menneske og natur". 

Det indebærer at udvikle "øko-venlige vækstmodeller og måder at leve på". Low-carbon-økonomi og deleøkonomi skal fremmes. Et særligt afsnit handler om at "udvikle en økologisk civilisation" og opbygge et "smukt Kina". 

"Vi opmuntrer til en simpel, moderat, grøn og low-carbon måde at leve på og modsætter os ekstravagancer og overdrevet forbrug", hedder det senere i talen.

Her er han nok mere modig end vore hjemlige politikere, som nødigt kommer ind på, at en grøn omstilling skal koste nogen noget. Alt i alt, med den rolle partiets kongresser spiller og har spillet for Kinas udvikling, vurderer jeg talen som særdeles lovende, taget i betragtning at Kina er verdens næststørste eller største økonomi, alt efter om man tager hensyn eller ikke tager hensyn til den kinesiske yuans købekraft i Kina.

Opnåede resultater

Nu handler ovenstående primært om Kinas udvikling fremover, men landet har allerede opnået resultater med hensyn til grøn omstilling. Således blev der i 2014 erklæret krig mod Pekings luftforurening. Denne krig blev vundet ved at udflytte eller lukke dusinvis af kulkraftværker, stålværker og andre forureningstunge industrier omfattende to-tre millioner arbejdspladser. 

Rundt i landet erstattes dieselbusser med elbusser (90 procent af alle elbusser findes i Kina). De uendelige slanger af osende diesellastbiler skal væk. En million diesellastvogne skal udfases inden udgangen af 2020. 

Til gengæld udbygges transporten med elgodstog. Med belt-and-road-initiativet bliver også en stigende del af den internationale varetrafik til søs flyttet over på skinner. Et net af højhastighedstog med hastigheder på op imod 450 kilometer i timen erstatter store dele af indenrigsflyvningen.

Som det eneste land i verden er det lykkedes for Kina at trænge ørkendannelsen tilbage. Indtil for få år siden mistede landet årligt cirka 2000 kvadratkilometer dyrkbart land til ørkenen. 

Midlet til at stoppe denne proces er "green great wall"-projektet. Herved skabes et enormt grønt bælte gennem plantning af træer, indtil videre 70 milliarder styk.

Vigtigt er det også, at Kina i høj grad går ind for internationalt samarbejde til gensidig fordel og har tilsluttet sig Parisaftalen.

Hvem ringer klokkerne for?

Så Dan Jørgensen, EU-kommission, Joe Biden med flere: På med vanten. Det skulle jo nødigt blive den "aggressive" og "truende" konkurrent Kina, der er i stand til afgørende at tage føringen i en af de vigtigste og mest prestigefyldte kampe i dette århundrede: Kampen om omlægningen af sort til grøn økonomi.

Kilde: W. Elsner: Das chinesische Jahrhundert. Westend Verlag, 2020